Home
spacer spacer
KVINFO Nyt
Biblioteks Nyt
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Marie (1865 - 1909)
Marie Amélie Francoise Hélène

1865-1909, prinsesse.

*13.1.1865 i Ham, England, †4.12.1909 i Kbh.

Forældre: hertug Robert Philippe Louise Eugène af Chartres (1840-1910) og Francoise Marie Amélie af Orléans (1844-1925).

~22.10.1885 med prins ◊Valdemar, *27.10.1858 på Bernstorff Slot, †14.1.1939 i Kbh., s. af kong ◊Christian 9. og ◊•Louise af Hessen-Kassel.

Børn: ◊Aage (1887), ◊Axel (1888), Erik (1890), Viggo (1893), ◊Margrethe (1895).

Prinsesse Ms forældre tilhørte den franske kongeslægt Orléans. Hun blev født og tilbragte den tidlige barndom i England, hvor familien var gået i eksil efter kong Louis Philippes detronisering. I 1871 kom hun med sin familie tilbage til Frankrig efter det andet kejserdømmes fald. Selv definerede hun sig som “une bourgeoise”. I 1885 blev hun med pavelig tilladelse gift med den danske prins Valdemar. Af deres børn blev sønnerne siden opdraget i den evangelisk-lutherske tro, datteren katolsk. Ægteskabets indgåelse bar præg af dynastisk interessepolitik. Parforholdet synes dog vellykket og at have kunnet rumme både Valdemars enkle og rolige temperament og Ms impulsivitet, esprit og rastløse energi. Da prinsen i 1886 af nationalforsamlingen i Bulgarien blev opfordret til at lade sig udpege til dette lands monark, afviste han med Ms samtykke tilbudet. I den glücksborgske svigerfamilie blev M et fornyende islæt i forhold til dens hidtil noget stive, distante og gammeldags stil, og i Det gule Palæ i Amaliegade satte hendes artistiske smag, omgangskreds og liberale opdragelse af børneflokken et afgørende præg på atmosfæren.

Social begavelse og nysgerrighed bragte den usnobbede og ligefremme M i kontakt med mennesker fra alle lag. Privat og offentligt viste hun sig som en fribåren kvinde med vid og markante meninger samt sans for ukonventionel og mediebevidst selviscenesættelse. Hun dyrkede tidens endnu nye automobilkørsel ved siden af sin heste- og studeridning og yndede som passioneret dyreven at omgive sig med tre-fire foxterriere. Med sin elegance skabte hun opmærksomhed, og da hun som brandvæsenets protektrice pikant lod sig fotografere i branduniform med hjelm, gav hun anledning til munter satire. Prins Valdemar gjorde karriere som søofficer, og Ms sympati for hans metier blev demonstreret af et anker, tatoveret på hendes højre overarm. “Jeg synes at et Menneske i hvad som helst Stilling i Verden skal være sig selv og ikke lade andre affarve dem,” skrev hun 1896 til forfatteren ◊Herman Bang på et dansk, hun hurtigt havde lært, men aldrig magtede til perfektion.

Efter sin ankomst til Danmark havde M fået hoffets tilladelse til at færdes uden hofdame i hovedstadens gader. Privat holdt hun af at omgive sig med kunstnere, og hun betragtede sig som bl.a. Bangs, skuespillerinden ◊•Emma Thomsens og forfatteren ◊Otto Benzons trofaste ven. Portrætmaleren ◊•Bertha Wegmann og hof- og marinemaleren ◊L. Tuxen hørte endvidere til hendes private omgangskreds. M var selv kunstnerisk anlagt, en ivrig amatørfotograf og maler, der plejede sit talent som elev af ◊Otto Bache og ◊Frants Henningsen. Hun tegnede karikaturtegninger og arbejdede især med dyrebilleder og blomsterakvareller. Hun udstillede separat på Charlottenborg i 1889 og på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1901 og 1902, og hun var medlem af Akademiet. Hendes værker var i 1903 med på Societé artistiques des Amateurs’ udstilling i Paris. Stilistisk var hun i sine senere år påvirket af art nouveau. M, der var bevidst om sit talents moderate rækkevidde, var dog sikker på, at hun uden royal status havde kunnet udvikle det mere og nok til at leve af det. Salgsindtægter fra hendes værker blev doneret til godgørende formål. Til Det danske Hedeselskabs benefice udstillede hun i 1903 i Haandværkerforeningen i Århus og samme år ved en blomsterudstilling, hun protekterede i Tivoli med veldædigt sigte. Flere af hendes værker befinder sig i dag i danske og udenlandske samlinger. M var protektor for en række katolske institutioner, bl.a. Skt. Joseph Søstrene, og for De gamles Spisehuse, oprettet af •Louise Harbou. Frem for blot at give en symbolsk støtte til filantropiske mærkesager gik hun ofte energisk ind i organiseringen af velgørenhedsarrangementer. Hun nærede særlig forkærlighed for marinens og søens folk og lancerede sine egne landsindsamlinger til fordel for druknede fiskeres efterladte i forbindelse med bl.a. Harboøreulykken 1894 og Vesterhavsulykken 1896.

M synes til tider at have være tæt ved at overtræde den norm, der bød, at ingen kongehusmedlemmer, monarken undtaget, måtte gøre sig politisk gældende. Hendes personlige valgsprog lød: “Qui qu’en grogne, je m’en mocque,” frit oversat: “Lad dem bare gøre vrøvl, jeg er ligeglad.” Sammen med flere fra Christian 9.s nærmeste familie søgte hun med held at overbevise kongen om nødvendigheden af det politiske systemskifte i 1901, der førte til et Venstreministerium og en sejr for det folketingsparlamentariske princip. Året efter drev hun underhåndsagitation imod planen om afhændelse af De Dansk-Vestindiske Øer til USA. Trods sin tilpasning til dansk levevis og sin indsats for danske interesser forblev hun fransk patriot. Efter hendes død tilskrev den franske presse hende en formodentlig overdreven diplomatisk indflydelse på indgåelsen af den fransk-russiske alliance i 1894 og hævdede, at hun også havde medvirket til bilæggelse af Frankrigs og Tysklands kolonipolitiske stridigheder i Marokkospørgsmålet i 1905. M hørte til inderkredsen omkring ØKs (Østasiatisk Kompagni) stifter ◊H.N. Andersen. Hendes franske slægtsinteresser og kongehusets kom delvis på tværs af hinanden i forbindelse med ØKs engagement i Thailand, det daværende Siam. Med sine kosmopolitiske forbindelser leverede hun ØK tjenester, som næppe blev en hæmsko for sønnen prins Axels senere position i ØK. Den fremmedartede prinsesse opnåede en betragtelig folkelig popularitet. Hun døde uventet 44 år gammel, ramt af en ondartet influenza. Prins Valdemar lod hjemmet forblive urørt som den ramme, hustruen havde skabt om samlivet. Et resultat af en indsamling til hendes minde blev Sømandsforeningens hjem på Christianshavn, der i 1912 blev omdannet til friboligen Prinsesse Maries Hjem for gamle Sømænd og Sømænds Enker.

Mal. fra 1885 af Carl Thomsen. Akvarel fra 1889 af Frants Henningsen. Mal. fra 1900 af Otto Bache. Statuette fra 1908 af Carl Bonnesen på Fr.borgmus. Buste fra 1912 af C. Martin-Hansen på mindesøjle af Carl Brummer på Langelinie. Foto i KB.

Tage Kaarsted: Admiralen, 1990. Bo Bramsen: Huset Glücksborg, 1975. Sv. Thorsen: De danske ministerier 1901-29, 1972. Tage Kaarsted (red.): Admiral Henri Konows erindringer, 1966-67. Johs. Hoeck: Marie, 1910.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Tinne Vammen

 
Professioner
Prinsesser · Protektorer · Malere
 
Organisationer
Sømandsforeningens hjem på Christianshavn · Det kongelige Academie for de Skønne Kunster (se Kunstakademiet) · Skt. Joseph Søstrenes Ordenssamfund · De gamles Spisehuse · Prinsesse Maries Hjem for gamle Sømænd og Sømænds Enker
 
Emneord
Billedkunst
 
Tidsperioder
1800-tallet · 1900-tallet · 1880'erne · 1890'erne · 1900'erne
 
Regioner
England
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon