Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Olga Meisner-Jensen (1877 - 1949)
Meisner-Jensen, Olga Vilhelmine

1877-1949, maler.

*12.2.1877 på Frbg., †20.5.1949 i Kbh.

Forældre: tømrermester Hans Jensen (1840-80) og Clara Ernestine Meisner (1850-1924).

Bofælle ca. 1924-39: fotograf •Mary Dorthea Frederikke Steen, *28.10.1856 i Hvilsager sg., †7.4.1939 i Kbh., d. af lærer, kirkesanger Niels Jensen S. og Caroline Kirstine Petersen.

Navneforandring til Meisner-Jensen 1908.

OMJ fik sin første undervisning i tegning og maling på ◊•Emilie Mundt og ◊•Marie Luplaus private kunstskole for kvinder. Denne skole var blevet oprettet 1886, så unge kvinder kunne lære de grundlæggende discipliner i tegning og maling på betryggende vis. Efter 1888 fik skolen endnu større betydning, idet Kunstakademiet åbnede dørene for kvindelige kunstnere med Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder. OMJ blev 1898 optaget i akademiets malerklasse, hvor ◊Viggo Johansen underviste, og hun fulgte undervisningen til 1903. Senere deltog hun i et vinterkursus hos maleren ◊Fritz Syberg, som hun selv mente havde betydet meget for hendes kunstneriske udtryk.

OMJ debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling 1907. Det blev til adskillige udstillinger her og på Charlottenborgs Forårsudstilling fra 1908. Et rejsestipendium fra akademiet i 1909 gjorde det muligt for hende at foretage en studietur til Paris det følgende år. Her gæstede hun en kort tid L.J. Simon og E.R. Ménards malerskole samt studerede museerne og de moderne kunstudstillinger. Det var især de impressionistiske malere og Cézanne, der kom til at påvirke hendes eget maleri. Paris blev siden besøgt flere gange, ligesom hun 1920 rejste til Italien, hvor det klare dagslys kom til at betyde en del for hendes opfattelse af lyset i maleriet.

I 1917 fik OMJ akademiets årsmedalje for billedet En Buket Blomster. Foruden akademiets censurerede udstillinger deltog hun bl.a. i Landsudstillingen i Aarhus 1909, Modern Danish Artists i Brighton, England 1912, Kvindelige Kunstneres retrospektive Udstilling 1920 og Danish National Exhibition i Brooklyn, USA 1927. I 1912 udstillede hun sammen med de kvindelige Fynbomalere •Alhed Larsen, Cathrine Svendsen, ◊•Christine Swane og ◊•Anna Syberg i Den fries Udstillingsbygning. OMJs malerier viser et tydeligt slægtskab med de fynske malere. Som de, især de kvindelige, malede hun helst blomsterbilleder og portrætter, selvom det også blev til nogle landskabsbilleder. Påvirkningen fra Fynbomalerne ses også i hendes brug af stærke farver og en ofte solskinsfyldt lyssætning. Portrætmalerierne karakteriserer fint modellerne og er ofte i en lysmættet impressionistisk stil.

Sammen med sin svigerinde og veninde, maleren Karen M.-J., var OMJ fagligt aktiv i kampen for at bedre vilkårene for kvindelige kunstnere. I 1916 var de blandt de 25 kvinder, som stiftede Kvindelige Kunstneres Samfund. Kvinderne ønskede at kunne vælge kvindelige kunstnere ind i Akademirådet og i Charlottenborgs censurkomité. OMJ var medlem af censurkomitéen 1916-17 og 1921 og medlem af Akademirådet 1922-25. Privat levede hun fra 1924 sammen med den første kvindelige hoffotograf Mary Steen.

Selvportræt fra 1922.

Lut Debois (red.): Kvindelige Kunstneres Samfund, 1991. Jens Thiss: Samlede avhandlinger om nordisk kunst, 1920. B.T. 19.10.1928.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Lisbet A. Lund

 
Professioner
Malere
 
Organisationer
Charlottenborg · Kunstnernes Efterårsudstilling · Kvindelige Kunstneres Samfund · Akademirådet
 
Emneord
Billedkunst · Udlandsophold
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1900'erne · 1910'erne
 
Regioner
Frederiksberg Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon