Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Asta Mollerup (1881 - 1945)
Mollerup, Asta Malthea

1881-1945, danselærer, skolebestyrer.

*22.5.1881 i Kbh., †25.9.1945 smst.

Forældre: museumsdirektør ◊Arthur Julius William M. (1846-1917) og Caroline Susanne Ewald Rothe (1853-1938).

AM var en af de første til at bringe den tidlige moderne dans til Danmark med inspiration fra bl.a. den amerikanske danser Isadora Duncan og den tyske koreograf Mary Wigman. I sin private undervisning forenede hun inspirationen fra Centraleuropa med Dalcrozerytmik og klassisk ballet. Selv fik hun sin indledende uddannelse hos en russisk balletmester i Oslo, hvorfra hun vendte tilbage i 1914 for at starte en ballet- og rytmikskole for børn og unge i Kbh. Samtidig underviste hun 1915-25 i gymnastik og dans på Marie Mørchs Skole i Hillerød og på Ingwersen og Ellbrechts Skole i Kbh. Ind imellem sin undervisning videreuddannede hun sig i Paris hos forbilledet Duncan samt den russiske danser Ljubov Egorova og i Dresden hos Wigman. Stærkt påvirket af de nye strømninger i dansekunsten blev AMs undervisning udvidet fra et rent klassisk balletgrundlag til at indeholde et bredere udsnit af koreografiske udtryksmidler. Den klassiske balletteknik vedblev at være grundlaget for uddannelsen, mens inspirationen fra den moderne dans’ anvendelse af mere ekspressive udtryk kom til at præge mange af hendes dansekompositioner.

I 1927 oprettede AM Danserindeskolen, som var noget ganske særligt, idet den som den eneste danseskole bortset fra Det Kgl. Teaters balletskole også indeholdt en læseskole. Ud over den daglige dansetræning fik de vordende danserinder undervisning i anatomi, Mensendieckgymnastik, dansens historie, musik, kostumer og scenografi, ligesom almene skolefag såsom dansk, tysk, fransk, engelsk, regning og geografi samt kulturhistorie stod på programmet. Danserindeskolen afholdt hvert andet år en elevopvisning, og skolens ensembler havde jævnligt engagementer ved scener i Kbh. og i provinsen. Som anerkendelse for sine elevers hyppige optrædener i den franske sprog- og kulturforening Alliance française modtog hun den franske orden Les Palmes Académiques. Skolens hastigt voksende elevgrundlag medvirkede i 1933 til, at undervisningen fra forskellige kbh.ske lokaliteter blev samlet i et nyopført hus efter tegninger af arkitekt Tyge Mollerup. Med Martha Rechnitzer som økonomisk forvalter og lærer i de obligatoriske fag gik skolen ind i en stabil arbejdsperiode. Huset, der kom til at fungere som et inspirerende og kreativt kulturcenter, lå på Solvænget på Østerbro. Det havde en sjælden atmosfære og bankede fra morgen til aften af energi, rytmer og stemmer. Som følge af de mange udadvendte aktiviteter blev der stillet høje krav til de nyuddannede danserinder, der fik sceneerfaring i et afvekslende repertoire af danse, som de ofte selv havde medvirket til at skabe. Blandt de talentfulde danserinder og koreografer, der udgik fra AMs skole kan nævnes: Lillian Ellis, Bodil Genkel, Else Knipschildt, ◊•Nini Theilade og Lisa Weyde. Også Mette Mollerup dimitteredes fra skolen. Efter AMs død i 1945 blev Danserindeskolen opløst, mens den øvrige balletskole blev videreført i Charlottenlund af Edith Dam.

Foto i KB.

Karen Vedel

 
Professioner
Lærere · Skoleledere
 
Organisationer
Marie Mørchs Skole (se M. Mørks Skole og Hjem for Børn og Unge Piger) · Ingwersen og Ellbrechts Skole · Danserindeskolen
 
Emneord
Dans · Moderne dans · Ballet · Udenlandske uddannelser · Udlandsophold · Balletskoler
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1910'erne · 1920'erne · 1930'erne · 1940'erne
 
Regioner
Københavns Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon