Home
spacer spacer
KVINFO Nyt
Biblioteks Nyt
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Marie Magdalene de Montaigu (1692 - 1736)
Montaigu, Marie Magdalene de

1692-1736, skuespiller.

*oktober 1692 i Kbh., †april 1736 smst.

Forældre: teskænker Nicolas Jean Baptiste la Croix (†ca. 1701) og Martha le Coffre (*1673).

~ca. 1715 med teaterdirektør ◊René Magnon de M., *8.12.1661 i Frankrig, †14.2.1737 i Kbh., s. af tragediedigter Jean Magnon.

Børn: Frederikke Sophie (1716), Christine Sophie (1718), Ulrich René (1719), Ulrich Adolph Bernardin (1720).

MMM var født i Danmark af fransktalende forældre, og hendes tosprogethed skulle vise sig at blive af afgørende betydning for hendes livsforløb. Omkring 1715 blev hun gift med lederen af den franske hoftrup, Magnon de M., og blev selv optaget i truppen året efter. Truppen var indkaldt til landet for at spille, først og fremmest for kongehuset og hoffet, men den blev afskediget i 1721, fordi ◊Frederik 4. og ikke mindst hans dronning ◊•Anna Sophie ønskede at opleve tysksproget opera frem for fransk teater. MMM og ægtefællen, der på det tidspunkt havde tilbragt over halvdelen af sit liv i Danmark, ønskede ikke at forlade landet med resten af truppen. Da det lykkedes for Magnon de M. og en anden herboende franskmand, ◊Etienne Capion, at oprette en fransksproget skueplads i Lille Grønnegade, blev MMM naturligt skuespiller her. Repertoiret har rimeligvis især bestået af Molières komedier.

Magnon de M. ansøgte i sommeren 1722 kongen om tilladelse til at opføre skuespil på dansk. Han fik lov, og da teatersæsonen blev indledt senere samme år, genopstod den tidligere franske skueplads, nu som det første dansksprogede teater i Kbh. Capion ejede teatret og privilegiet, mens Magnon de M., der ikke talte dansk, forlod skuespillerfaget for at hellige sig truppens ledelse. MMM blev det danske teaters første store primadonna. Den danske scene blev altså grundlagt af første og anden generations franskmænd. MMM stod på scenen i 1722 ved den første forestilling givet på dansk på Lille Grønnegadescenen i Molières Den Gerrige, sandsynligvis i rollen som Frosine.

MMM er dansk teaterhistories første Pernille i de komedier, som ◊Ludvig Holberg i sin “poetiske Raptus” skrev for scenen i Lille Grønnegade. Hendes udgangspunkt har været den franske tradition for kammerpigeroller, som vi kender dem fra Molières komedier. Denne tradition var især kendetegnet ved tempo og timing, der af de bedste blev udført med en nærmest naiv sødme. Af eksempler kan nævnes Pernillerollerne i Det Arabiske Pulver, Julestuen og Maskarade. Hun var også Holbergs første Lucretia i Den Vægelsindede. Forfatteren skrev i 1723 i forordet til første bind af sine komedier om hendes indsats: “Udi denne Comoedie er Hoved-Personen en Dame, der har sexten Sind om Dagen hvilken Character jo vanskeligere den er at forestille jo større Berømmelse har den forhvervet Madame Montaigu der har førdt den saa vel ud.” Dertil kommer, at vi ved, at hun spillede Gedske i Den politiske Kandestøber, Marthe i Jean de France og Lucretia i Den 11. Junii.

Der var ikke mange skuespillerinder ansat ved det første danske teater, og de måtte hver især trække et stort læs, når de mange roller skulle fordeles. Blandt MMMs kvindelige kolleger var slægtningen ◊Hélène le Coffre og antagelig også ◊Maren Magdalene Lerche, kaldet Madam Lerche. le Coffre bestred efter al sandsynlighed rollefaget som den ældre komiske kvinde, fx Magdalone i Jean de France og i Maskarade, og samtidig spillede hun en del af elskerinderollerne. Lerches scenekarriere i Lille Grønnegade var kun ganske kort. Hun spillede fx pigen Anecke i Den politiske Kandestøber og Nille i Jeppe paa Bjerget. Lerche forlod teatret i 1723. Da teatret efter en meget vanskelig levetid lukkede endeligt i 1728, kom MMM og hendes ægtefælle i store økonomiske vanskeligheder, og Magnon de M. måtte tjene penge ved at give franskundervisning. Alligevel tog de le Coffres børn i huset, da denne døde i 1728. MMM selv døde som 44-årig. Den ene af hendes døtre, Frederikke Sophie, optrådte også på faderens teater.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Lisbet Jørgensen

 
Professioner
Skuespillere
 
Organisationer
Lille Grønnegadescenen
 
Emneord
Teater
 
Tidsperioder
1700-tallet
 
Regioner
Københavns Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon