Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Grethe Sørensen (1947 - )
Sørensen, Grethe

*1947, tekstilkunstner.

*25.11.1947 i Viborg.

Forældre: agronom Søren Peter S. (1906-91) og Louise Andreasen (1908-99).

Bofælle fra 1969: filminstruktør Bo Hovgaard Andreasen, *3.7.1947 i Sorø, s. af havearkitekt Mogens H. A. og journalist Karen Vind.

GS voksede op sammen med to ældre brødre og en søster i en kulturelt interesseret familie i Viborg. Opvæksten blev præget af, at søsteren som 18-årig omkom ved en tragisk drukneulykke fra Englandsbåden. Mens hun stadig gik i skole, tilbragte GS en sommerferie på den nærliggende Skals Håndarbejdsskole, hvor hun lærte at væve. I 1968 tog hun studentereksamen fra Viborg Katedralskole, men det var stadig den tekstile udfordring, der trak. Derfor søgte hun ind på tekstillinien på Kunsthåndværkerskolen i Kolding, der var blevet oprettet året før. På det tidspunkt var stoftrykkeren Lis Gram studieleder, og miljøet var stærkt præget af de omvæltninger og stærke meninger, der karakteriserede de kreative miljøer i 1960’erne.

Allerede året efter at GS havde taget afgang, blev hun i 1973 opfordret til at indtræde i lærerkollegiet af rektor Kjeld Jensen. Hun sagde ja, skønt det var ganske krævende efter kun et år med eget værksted. Hun fortsatte på skolen frem til 1977, hvor hun søgte videre uddannelse dels i Schweiz og dels i Paris på de velestimerede værksteder Manufacture Nationale des Gobelins. Nysgerrigheden efter, hvad væven egentlig kunne, forblev intakt i disse år med undervisning, videreuddannelse og stærke påvirkninger udefra, hvor de tekstile bølger bevægede sig mellem det stramt klassiske og det vildt eksperimenterende. I 1968 havde GS mødt sin samlever filminstruktøren Bo Hovgaard Andreasen, og i 1973 købte de Bastrup gamle Skole lidt uden for Kolding. Her indrettede hun et godt og rummeligt værksted med plads til indfarvning af garner og flere store væve. Samme år debuterede hun på Charlottenborgs Forårsudstilling, og grunden til et bredspektret arbejde med tekstilkunst var lagt.

GS har i hele sin karriere været optaget af spillet mellem det flade og det rumlige, mellem de fysiske krav, det stiller at arbejde med vævning i tre dimensioner, og det optiske spil som grafisk mønsterdannelse fordrer, for at samspillet skal lykkes. Et vellykket eksempel er hendes vindende konkurrenceforlæg om en udsmykning til Amtscentralen i Esbjerg i 1981. GS har arbejdet stramt geometrisk, tidligere i helt enkle forløb fra lys mod mørke, siden i mere frie farvestillinger, men altid med få farver i mange nuancer. Hendes optagethed af væven og dens muligheder har gjort, at hun har udviklet en eminent teknikfornemmelse, der lige naturligt har kunnet omsættes til damask, jacquard eller frie konstruktioner med særlige krav til bæreevne og materialer. I de tidligere arbejder gjaldt det fx selvbærende konstruktioner, mens de senere har kombineret forskellige materialer og bindinger, der naturligt har kunnet omsættes til kunstindustriel produktion, bl.a. for Damaskvæveriet Georg Jensen i Kolding. GS har siden sin debut udstillet i mange sammenhænge både i Danmark og i udlandet, ligesom hun har haft en del separatudstillinger, fx på Koldinghus i 1983. Hun har modtaget flere hædersbevisninger, bl.a. Thomas L. Jørgensens Mindelegat 1983, Statens Kunstfonds treårige stipendium 1991 og Solarfonden 1992. I perioden 1993-95 var hun medlem af Statens Kunstfonds udvalg for kunsthåndværk og design. Blandt hendes væsentligste arbejdsområder har været kirketekstiler som et altertæppe til Skt. Nikolaj Kirke i Kolding 1985 og til Tapdrup Kirke ved Viborg i 1991 samt antependier til Taps Kirke i 1987 og til Vester Nebel Kirke i 1989. Dertil kommer en lang række messehagler, vævet på bestilling. Hun er repræsenteret på flere museer i Danmark, ligesom hun har haft udsmykningsopgaver for flere institutioner, deriblandt Dronningens Ferieby i Grenå i 1992.

GS genoptog sin undervisningsvirksomhed ved Kunsthåndværkerskolen i Kolding i 1983 og har jævnligt haft praktikanter på sit værksted. I 1993 var hun med kollegaen Lise Frølund på en to måneders rundtur i Indien. I 1995 og 1996 tog hun afsted igen, nu med det formål at sammensætte en stor udstilling af indiske tekstiler, fordi hun i Indien mødte det håndværk, som har været det væsentligste incitament for hendes eget værk. Det førte i 1997 til organiseringen af udstillingen Den indiske sari, der blev vist på Kunstmuseet Trapholt i Kolding.

Lisbeth Tolstrup (red.): Tekstilkunst i Danmark 1988-98, 1999. Lisbeth Tolstrup (red.): Textil set, 1995. Hrymfaxe 1/1994. Kunstavisen 3/1988.

Lisbeth Tolstrup

 
Professioner
Tekstilkunstnere
 
Organisationer
Kunsthåndværkerskolen i Kolding · Statens Kunstfond
 
Emneord
Kunsthåndværk · Tekstilkunst · Vævning · Kirkekunst · Tekstiler · Udlandsophold · Undervisning
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1970'erne · 1980'erne · 1990'erne
 
Regioner
Viborg Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon