Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Ritt Bjerregaard (1941 - )
Bjerregaard, Jytte Ritt

*1941, minister, EU-kommissær.

*19.5.1941 i Kbh.

Forældre: snedker Gudmund B. (1918-98) og regnskabsfører Rita Hærslev (*1920).

~22.7.1966 med universitetslektor Søren Mørch, *2.12.1933 i Kbh., s. af kaptajn Erik Trier M. og farmaceut Else Lindhard.

RB er vokset op i en småkårsfamilie på Vesterbro i Kbh. Forældrene lagde vægt på at give deres tre børn Ritt, Nels og Guri kærlighed, pligter og drømme om at få noget ud af tilværelsen med den hjørnesten i opdragelsen at gennemføre, hvad man havde sat sig for. Det var en tryg ramme midt i det hårde miljø i kvarteret. Somrene tilbragte familien fra 1946 i kolonihavehus i Hvidovre. RB var ældst og tidligt viljestærk, nysgerrig og ærekær. Efter fem år i Enghave Plads Skole gav gode karakterer hende adgang til Christianshavns Gymnasium, hvorfra hun i 1958 tog realeksamen. Kultursammenstødet med elever fra borgerskab og embedsstand gjorde hende smerteligt bevidst om sin herkomst i arbejderklassen, om forskelle i sociale miljøers sproglige koder og om, at nederlag kunne vendes til sejr gennem målrettet, intens flid. Hun tog lærereksamen fra Emdrupborg Statsseminarium i 1964. Her traf hun historielæreren Søren Mørch. Det blev privat, fagligt og politisk et gensidigt inspirerende møde. De blev gift i 1966, samme år som hun tog studentereksamen fra Kbh.s og Hovedstadskommunernes Studenterkursus.

I mellemtiden havde RB arbejdet som lærer i Rødovre, skrevet lærebøger og fik nu embede i Odense ved Skt. Klemens Skole. Her lagde hun grunden til sin politiske karriere, først gennem lærerrådsarbejdet og repræsentantskabet for Danmarks Lærerforening, siden i Odense byråd 1970-73. Hun selv og Mørch havde allerede i Kbh. meldt sig ind i Socialdemokratiet “af overbevisning og retfærdighedsfølelse”, og fordi de mente, at de gennem dette parti kunne få indflydelse til at skabe lighed i samfundet. Ved valget i 1971 sprængte RB listen med et stort antal personlige stemmer og kom i Folketinget. Foruden RB selv kom der ved dette valg en håndfuld yngre venstrefløjssocialdemokrater ind i tinget, hvor de skabte stor fornyelse både i folketingsgruppen og i partiet: •Helle Degn, •Inge Fischer Møller, ◊Svend Auken, ◊Karl Hjortnæs og et par andre, der brød traditionen, idet de dannede deres egen “kaffeklub” i stedet for at vente på at blive optaget i en af de gamle. RB kom i Folketingets finansudvalg allerede i 1971, sad der til 1973 og igen i 1974-75. Det var usædvanligt, at et nyvalgt medlem besatte en plads i dette tunge udvalg. RB blev trods sin unge alder undervisningsminister i 1973. Denne post bevarede hun i tre af statsminister ◊Anker Jørgensens regeringer fra 1973 til 1978, og hun markerede sig herfra på flere måder. Med hende som minister vedtoges ny folkeskolelov 1975 og lov om de erhvervsfaglige grunduddannelser 1977. Hun satte i 1975 det unge Roskilde Universitetscenter under administration for en treårig periode og fik gennemført ekstern eksamenscensur. Samme år igangsatte hun det store projekt U 90, en samlet uddannelsesplan, der skulle skabe lighed i samfundet, bl.a. gennem en 12-årig enhedsskole. Hun fik såvel opposition som forskere op af stolene ved som den første minister at forlange synlighed og samfundsrelevans af forskningen. I lyset af den eksplosive søgning til de videregående uddannelser satte hun adgangsbegrænsning på dagsordenen. Dette blev gennemført i 1976. I 1978 blev hun afsat som undervisningsminister på grund af en stor hotelregning fra hotel Ritz i forbindelse med en UNESCO-rejse til Paris. Rigsrevisionen erklærede siden, at hun ikke havde brugt flere penge end andre ministre.

1979-81 var RB socialminister. Her satte hun på baggrund af bundne besparelseskrav spørgsmålstegn ved den automatik, hvormed velfærdsstaten uddelte mange tilskud. Hun indførte socialindkomsten ud fra den betragtning, at sociale ydelser kun skulle være for dem, der havde behov. Som repræsentant for folketingsgruppen var RB medlem af Socialdemokratiets forretningsudvalg 1982-91. I 1981 blev hun udpeget til formand for den socialdemokratiske folketingsgruppe og vandt selv fra sine modstandere anerkendelse for sin faste gruppeledelse, der var en ny stil efter Anker Jørgensen. Da den socialdemokratiske regering i 1982 kom i opposition, overtog Anker Jørgensen igen ledelsen af folketingsgruppen. Men da Auken i 1987 blev formand for partiet, var hun igen gruppeformand 1987-91. Sin tid i opposition ville RB bruge som fornyer, gøre op med partiets vanetænkning og det, hun kaldte “mindeparken” i Socialdemokratiet. Hun ønskede at omdefinere arbejderbevægelsens rolle i samfundet, at være et formidlende led mellem græsrødder og parlamentarikere og at skaffe partiet en ny profil i kampen om de unge og Socialistisk Folkepartis vælgere ved at tage mærkesager op fra venstrefløjen. Det sidste gjorde hun bl.a. gennem en kritisk holdning til NATOs opstilling af mellemdistanceraketter i Europa i 1983. Som miljø- og landbrugspolitisk ordfører vakte hun opsigt ved at kalde danske landmænd for “miljøsvin” og forlange afgift på kunstgødning. Hun satte en række debatter om dansk politik i gang i kronikker og artikler og udgav i 1987 bogen I opposition. Også ugeblade brugte hun bevidst som politiske fora. Hun bestred hvervet som statsrevisor 1982-94 og var fra 1990 formand for statsrevisorerne. I 1991 måtte hun gå af som gruppeformand, da et flertal i partiets ledelse ikke kunne acceptere hendes valg af bolig i Kbh.

RBs interesse for udenrigs- og sikkerhedspolitik afspejles i hendes medlemskab af Det Udenrigspolitiske Nævn fra 1981, Den trilaterale Kommission fra 1982 og i 1992-95 vicepræsidentposterne for Organization for Security and Cooperation in Europe’s parlamentariske forsamling samt for Socialist International Women. Efter Berlinmurens fald i 1989 ændrede RB holdning til EU. Fra at have været mangeårig modstander blev hun tilhænger ud fra ønsket om ikke at overlade Europa til et nyt, samlet Tyskland. I 1992 blev hun formand for Den Danske Europabevægelse. I anerkendelse af hendes politiske talent og store, personlige stemmetal blev hun i 1995 udpeget til Danmarks kommissær ved EU med ansvar for miljø, en post, hun varetog indtil 1999. Hun blev især krediteret for sin indsats for at integrere miljøpolitikken på alle områder og for at tale USA midt imod i udviklingen af EUs klimastrategi. Hun havde det første år som kommissær forsøgt at afmystificere EU-Kommissionens arbejde ved at skrive Kommissærens dagbog. Men hun måtte erkende, at en sådan åbenhed ikke gik an i den europæiske offentlighed, og hun trak dagbogen tilbage inden udgivelsen. 1999 accepterede hun at lade sig opstille til Folketinget for Lejrekredsen.

RB har skrevet flere bøger og har udgivet en række debatbøger, alene eller sammen med andre: Rapport fra en kaffeklub, 1977, Strid, 1979, Til venner og fjender, 1980, Heltindehistorier, 1983, Strikkeklubben, sammen med Eva Bendix, 1987, Fyn med omliggende øer, sammen med Søren Mørch, 1989, Strikkeklubbens gæster, sammen med Kika Mølgaard, 1990, Verden Er Så Stor, Så Stor, sammen med Sven Burmester, 1990, Ministeren, sammen med ◊Palle Simonsen, 1994.

RB er kendt for at samle grupper og netværk af fremtrædende personligheder af begge køn og i alle aldre for at blive orienteret, få tænkt nye tanker og tage initiativer til debat. Få politikere har haft så kontroversiel betydning for manges politiske stillingtagen som RB. En valgt politiker skal efter hendes opfattelse sætte debatter i gang gennem klare udmeldinger, ikke ved at tale vælgerne efter munden. RB har, siden hun kom i Folketinget, arbejdet vedholdende efter denne idé. Da hun samtidig er en elegant kvinde med en viljestærk personlighed, har hun i sit politiske liv brudt en række vedtagne normer. Dette har ikke været uden omkostninger for hende selv: Hvor hun har været taktisk, er hun blevet kaldt beregnende, hvor hun har set behov for demokratisk debat, er hun blevet kaldt provokerende. Hvor hun har været fascinerende, er hun blevet kaldt dominerende, og hvor hun har været en konsekvent analytiker, er hun blevet kaldt følelseskold eller det, der var værre. Sådanne prædikater var aldrig blevet sat på mandlige politikere. RB er en seriøs, målbevidst og nøgtern politiker. Hun er en markant debatskaber. Hun er bevidst om sin status som rollemodel og har nyudviklet politikerrollen og billedet af en kvindelig politiker uden ønske om at være kvindepolitiker. Hun tildeltes i 1979 Dansk Kvindesamfunds Mathildepris og 1993 Columbusprisen.

Mal. af T. Storkholm. Foto i ABA, KB, Folketinget.

Louise Detlefsen: Ritt Bjerregaard, 1997. Kirsten Junge (red.): Magtens kvinder, 1994. Drude Dahlerup: Blomster & spark, 1985.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Birgitte Possing

 
Professioner
Folketingsmedlemmer · Kommisærer · Ministre · Lærere · Statsrevisorer · Kommunalpolitikere
 
Organisationer
Skt. Klemens Skole · Socialdemokratiet · Folketinget · Det Udenrigspolitiske Nævn · Den trilaterale Kommission · Den danske Europabevægelse · Organization for Security and Cooperation in Europe - OSCE · Socialist International Women · Undervisningsministeriet · Socialministeriet · EU-Kommissionen
 
Emneord
EU · Politik · Uddannelsespolitik · Socialpolitik · Miljøpolitik · Landbrugspolitik · Internationalt arbejde · Udenrigspolitik · Sikkerhedspolitik · Europapolitik · Stat · Forvaltning
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1960'erne · 1970'erne · 1980'erne · 1990'erne
 
Regioner
Københavns Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon