Home
spacer spacer
KVINFO Nyt
Biblioteks Nyt
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Astrid Villaume (1923 - 1995)
Villaume, Astrid

1923-95, skuespiller,

*3.11.1923 i Ålestrup sg., †12.2.1995 i Kbh.

Forældre: apoteker Carl Christian V. (1890-1960) og Astrid Leonie Brøns (1897-1980).

~11.2.1947 med sælger Carl Magnus von Staffeldt, *4.4.1906 i Kbh., †6.8.1959 på Frbg., s. af mekaniker Carl Magnus v. S. og Sidse Marie Mortensen,

Børn: Carl Michael (1950), Astrid (1953), Carl (1960).

AV fik sin uddannelse på ikke mindre end tre teaterskoler. Hun startede i Odense 1938-41, hvorefter hun kom til elevskolen ved Århus Teater, hvor hun i 1945 debuterede som ◊Henning Kehlers Ullabella. I 1945 kom hun til Frbg. Teater, men på skuespilleren ◊Holger Gabrielsens opfordring begyndte hun i 1947 forfra som elev på Det Kgl. Teater, som hun med få afbrydelser var knyttet til fra 1949 og gennem hele karrieren. Når hun i modsætning til mange af kollegerne ved teatret tøvede med at søge udfordringer på andre scener, var en af årsagerne måske det ansvar, hun følte, da hun som kun 36-årig blev enke og eneforsørger for tre mindre børn.

Med sin blide kvindelighed, sit stilfærdige lune og sin sympatiske, lidt kølige udstråling var AV anvendelig i både det klassiske og det moderne repertoire, men hendes rollefag var længe begrænset til de pæne unge piger og godlidende hustruer og mødre. Hun har selv i et interview fortalt, hvordan hun gik rundt som en tidsindstillet, tikkende bombe af frustration over at blive sat i bås og altid få tildelt de forudsigelige roller. I 1968 fik hun et sent, men overbevisende kunstnerisk gennembrud som den fordrukne Claire i E. Albees En hårfin balance, og i 1972 skabte hun som Kate i H. Pinters beske komedie Gamle dage en rolle med kun ganske få replikker, en foruroligende sceneskikkelse. AV havde omsider fået mod og lejlighed til at lægge sit tidligere image bag sig og vise de mange facetter, hendes talent rummede, men som hidtil havde ligget skjult bag den blide og rolige facade.

AV har givet liv til en mangfoldighed af kvindeskikkelser: havarerede og bittert desillusionerede kvinder som moderen i L. Noréns Natten ler, 1982, den kræftsyge Elin i samme forfatters Natten er dagens mor, 1986, og den gigtplagede narkoman mrs. Tyrone i Eugene O’Neills Lang dags rejse mod nat, 1973; men også stærke kvinder som den loyale, men helt usentimentalt fremstillede fru Loman i Arthur Millers En sælgers død eller den uafhængige Marie David i P.O. Enquists Tribadernes nat, 1975. Hun har fremstillet tyranniske hustruer, der poserer i offerrollen, som i C. Anderssons Blindebuk, 1971, dominerende mødre som i Tennessee Williams’ Glasmenageriet, 1978, og ensomme ubrugte kvinder som den ældste elev på holdet i •Astrid Saalbachs Dansetime, 1986, et på én gang grotesk-patetisk og rørende kvindeportræt. Og hun ydede en imponerende solopræstation i S. Becketts Ikke-jeg, 1973, med sin fremstilling af et fortættet kvindeliv, med mund og stemme som eneste virkemiddel.

I 1950 debuterede AV på det hvide lærred i titelrollen i ◊Torben Anton Svendsens Susanne, der indbragte hende en Bodil-pris for bedste kvindelige hovedrolle. I 1966 spillede hun moderen i ◊Palle Kjærulff-Schmidt og ◊Klaus Rifbjergs meget roste Der var engang en krig. Hun har spillet et meget stort antal roller på film, i radio og fjernsyn. Fra tv huskes bl.a. hendes Anna Sophie Hedvig i ◊Kjeld Abells skuespil af samme navn fra 1975, titelpersonen i ◊Leif Panduros Rundt om Selma, 1971, og svigermoderen i Rifbjergs Sangen om sengen, 1983. AV har modtaget en række hædersbevisninger, således Poul Reumerts Studielegat og Henkel-Prisen 1972, Tagea Brandts Rejselegat 1975 og Johanne Luise Heibergs Mindelegat 1983.

Foto i KB.

Kela Kvam

 
Professioner
Skuespillere
 
Organisationer
Det Kgl. Teater
 
Emneord
Teater · Film
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1940'erne · 1950'erne · 1960'erne · 1970'erne · 1980'erne
 
Regioner
· Viborg Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon