Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Birgitte Weis Bentzon (1914 - 2011)
Weis Bentzon, Birgitte

*1914, ankechef, kvindepolitisk aktiv.

*11.7.1914 på Frbg.

Forældre: højsteretspræsident ◊Asbjørn Drachmann Bentzon (1887-1960) og kniplelærer Eva Judithe Weis (1890-1985).

~6.11.1937 (b.v.) med højesteretsdommer Paul Høyrup, *6.8.1913 i Stenstrup sg., †30.4.1997 i Gentofte sg., s. af sognepræst Carl H. og Laura Kirstine Larsen.

Børn: Helle Elisabeth (1940), Niels Henning (1946), Lise Johanne (1954).

Det var i familiens ånd, at såvel BWB som hendes lillesøster ◊•Agnete W.B. blev jurister. Faderen, højesteretspræsident A. Drachmann Bentzon, ønskede for sine døtre, at de både skulle tage en videregående uddannelse og stifte familie. BWB blev student fra Øregård Gymnasium 1932 og påbegyndte året efter det stærkt mandsdominerede jurastudium ved Kbh.s Universitet og blev kandidat herfra 1939. I 1921 havde kvinder formelt fået lige adgang med mænd til stillinger i stat og kommune, men det var først med centraladministrationens vækst i 1930’erne, at der for alvor åbnedes for ansættelse af kvindelige akademikere. BWB fik da også efter endt eksamen arbejde i Socialministeriet, et af de ministerier, der på den tid beskæftigede flest kvindelige akademikere. Her fulgte hun det normale avancement fra sekretær til fuldmægtig i 1948 og siden til ekspeditionssekretær i 1958. I årene 1948-54 var hun desuden sekretær for Danske Kvinders Nationalråds (DKN) og Dansk Kvindesamfunds kommission om enlige mødre. Dette arbejde resulterede i betænkningen Den enlige Moder, 1953, der byggede på undersøgelser af enlige mødre og konkluderede, at deres livsvilkår var væsentlig dårligere end gennemsnittet af den danske befolknings. Forslagene til forbedringer var økonomisk støtte og oplysningsarbejde, og betænkningen lå dermed på linie med Mødrehjælpen. Kommissionsarbejdet førte senere til ændringer i loven om offentlig forsorg.

I 1957 blev BWB ansat som fungerende leder af sekretariatet og stedfortrædende formand i Ankenævnet for Invalideforsikringsretten. Med denne stilling kunne hun kombinere ønsket om fortsat tilknytning til arbejdsmarkedet med sit behov for at træde ud af avancementet i Socialministeriet af hensyn til familien. I 1959 indtrådte hun som stedfortræder for formanden og medlem af Ulykkesforsikringsrådet. 1960-73 fungerede hun som kontorchef i Ankenævnene for Invalide- og Ulykkesforsikring. Efter forslag fra Socialreformkommissionen sammenlagdes ankeinstanserne inden for den sociale lovgivning under navnet Den Sociale Ankestyrelse i 1973. BWB udnævntes i denne forbindelse til en blandt flere ankechefer og var dermed med til at grundlægge styrelsen. Hun bestred stillingen som ankechef frem til 1984 og var på denne måde gennem sin karriere deltager i en væsentlig omstillingsperiode for dansk socialforvaltning.

Ligestilling og kvinders kår havde altid interesseret BWB. Hun var medlem af Kvindelige Akademikeres (KA) bestyrelse 1965-89 og har senere været suppleant. I årene 1962-89 deltog hun som repræsentant for KA på møderne i moderorganisationen International Federation of University Women. I debatten om kunstig befrugtning i starten af 1990’erne medvirkede hun i udformningen af KAs holdning, som blev kanaliseret ind i den politiske debat via DKN. Hun tilhørte i denne forbindelse den liberale fløj. Det har gennem alle årene været vigtigt for hende, at kvinder ikke skulle tvinges til at vælge mellem arbejdsmarked og familie. Selv formåede hun at kombinere familielivet med fuldtidsjob gennem hele karrieren. Det gjorde hun på trods af, at det økonomiske udbytte af at være gift udearbejdende kvinde i mange år var minimalt på grund af sambeskatning, nedsat løn til samgifte og udgifter til børnepasning. BWB blev ridder af 1. grad af Dannebrogordenen 1974.

Foto i KB.

Pernille Lind Olsen

 
Professioner
Akademikere · Ankechefer
 
Organisationer
Socialministeriet · Ankenævnet for Invalideforsikringsretten · Ulykkesforsikringsrådet · Ankenævnene for Invalide- og Ulykkesforsikring · Den Sociale Ankestyrelse · Kvindelige Akademikere
 
Emneord
Jura · Hædersbevisninger · Kvindepolitik · Forvaltning · Stat · Socialpolitik
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1940'erne · 1950'erne · 1960'erne · 1970'erne · 1980'erne
 
Regioner
Frederiksberg Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon