Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Henriette Rasmussen (1950 - )
Rasmussen, Henriette Ellen Kathrine Vilhelmine

*1950, minister, rådgiver.

*8.6.1950 i Qasigiannguit.

Forældre: skipper Jens Emil Axel Jeremiassen (1919-93) og fabriksarbejder Birthe Marie Margrethe Møller (*1924).

~29.11.1969 med Steen Lundby R., *16.9.1943 i Roskilde. Ægteskabet opløst 1971.

Bofælle 1972-92: lingvist Carl Christian Jonas Olsen, *22.1.1943 i Sisimiut, s. af havneformand Justus Kristian Gerth O. og Agnes Sofie Helga Olsen.

Børn: Inuk Poul (1976), Nunni Navaranaaq (1979).

HR voksede op i Qasigiannguit (Christianshåb) som det ældste barn af en søskendeflok på otte. Moderen var aktiv i kommunalpolitik og tillidsmand for kvinderne på den lokale rejefabrik. Børnene blev indpodet, at kønnene var ligestillede, og at det var vigtigt at få en uddannelse. Umiddelbart efter konfirmationen forlod HR hjemmet, og efter et år i Danmark fortsatte hun skolegangen i Nuuk (Godthåb), hvor hun 1968 fik realeksamen. Hun rejste herefter igen til Danmark, tog HF-eksamen fra katedralskolen i Nykøbing F. 1970 og dimitteredes 1975 som lærer fra N. Zahles Seminarium. Samtidig med sit studium arbejdede hun som den første med simultantolkning mellem dansk, grønlandsk og engelsk. I Danmark blev hun som en del af sine landsmænd inspireret af tankerne bag ungdomsoprøret og den ny kvindebevægelse. I foreningen Unge Grønlænderes Råd i Danmark, der var arnested for den politiske og nationale bevidstgørelse, blev den etniske og klassemæssige kamp sat på dagsordenen. HR var kasserer og medlem af foreningens bestyrelse, men gjorde sig for alvor bemærket, da hun under Arctic Peoples Conference 1973 i Kbh. tog ordet uden for programmet og beklagede underrepræsentationen af kvinder. I forbindelse med den første kvindefestival i Fælledparken 1974 og i senere artikler og interview påpegede hun i stærke vendinger de undertrykkende vilkår, både danske og grønlandske kvinder levede under.

I 1975 vendte HR tilbage til Grønland og slog sig ned i Sisimiut (Holsteinsborg), hvor hun fik arbejde som lærer på byens folkeskole og på Knud Rasmussens Højskole. Hun blev hurtigt aktiv i den spirende grønlandske venstrefløjsbevægelse og var med til fra 1976 at genoptage de traditionelle sociale byttehandelssommerstævner Aasivik i en ny venstrefløjskontekst. Hun blev den absolutte hovedkraft bag organiseringen af den unge kvindebevægelse i Grønland og stod bag udgivelsen af kvindebladet KILUT (Sting). KILUT-bevægelsen, der udgik fra en ungdomskonference på Knud Rasmussens Højskole i 1975, var ikke en direkte pendant til den danske rødstrømpebevægelse, selvom mange af medlemmerne havde hentet inspiration herfra under uddannelsesophold i Danmark. Det politiske omdrejningspunkt var protesten imod den grønlandske samfundsudvikling siden grundlovsændringen i 1953, der på papiret havde ligestillet grønlændere med danskere. Ifølge KILUT var den landsdækkende kvindeforening Kalaallit Nunaanni Arnat peqatigiit Kattuffiat (APK), (De Grønlandske Kvindeforeningers Sammenslutning), eksponent for en dansk husmoderkultur, hvorfra grønlandske kvinder ikke kunne hente en politisk bevidsthed. HR blev dermed repræsentant for en ny kvindebevidsthed i Grønland, der kom til at stå i et skarpt modsætningsforhold til APK. De to fløje mødtes dog fra 1981 i et fælles arbejde med at etablere et krisecenter for kvinder i Nuuk og har siden samarbejdet på flere felter. 1977-78 boede HR sammen med Carl Christian Olsen og deres søn i Alaska. Som udvekslingslærer i North Slope Borough School District, Barrow, Alaska, underviste hun i grønlandsk sprog, litteratur og kultur. I samme periode blev der arbejdet på at danne en samlet inuitorganisation for stammefrænderne i Sibirien, Alaska, Canada og Grønland, hvilket i 1977 blev en realitet med Inuit Circumpolar Conference (ICC). Carl Christian Olsen var stærkt involveret i ICC, og HR lagde et stort arbejde i organisationen som simultantolk. 1979-82 var hun ansat som programsekretær i kulturafdelingen ved Kalaallit Nunaata Radioa (Grønlands Radio), uddannede sig herefter til journalist ved Niuernermik Ilinniarfik (Journalisthøjskolen) i Nuuk. 1985-91 var hun leder af Pilersuiffiks (Skolecentralen) skoleradio- og videoafdeling. I forbindelse med hendes deltagelse i en ICC-konference i 1980 blev hun udpeget som medlem af ICCs kommunikationskommission, hvor hun sad indtil 1986.

I 1983 tog HR konsekvensen af sit stærke politiske engagement og stillede op til kommunalvalget i Nuuk for venstrefløjspartiet Inuit Atagatigiit (IA), som hun havde været associeret med siden etableringen i slutningen af 1970’erne. Hun blev den første kvinde og eneste politiker, der indvalgtes for IA. Det blev en hård politisk læretid i den mands- og højrefløjsdominerede kommunalbestyrelse, hvor hun arbejdede ud fra IAs politiske parole “grønlandisering i stedet for danmarkisering”. Hendes indsats blev bemærket og gav hende en enorm popularitet, der resulterede i et så stort antal personlige stemmer til kommunalvalget i 1989, at hun kunne trække yderligere tre IA-kandidater med ind i kommunalbestyrelsen. 1984-95 var hun desuden medlem af Grønlands landsting, hvor hun beskæftigede sig med kultur-, miljø- og udenrigspolitik. 1987 valgtes hun til tingets præsidium. I koalitionssamarbejdet mellem det socialdemokratiske Siumut og IA blev hun udnævnt til landsstyremedlem for sociale anliggender og arbejdsmarked 1991-95. HR og •Marianne Jensen, der også blev landsstyremedlem samme år, blev således de første kvinder i Landsstyret efter •Agnethe Davidsen, der var medlem 1983-84.

Sammen med IA udarbejdede HR et politisk program Inuuneq Nakuuneq (Et stærkere liv), der forsøgte at koordinere de kulturelle, sociale og sundhedsmæssige områder. Programmet gav anledning til en diskussion i befolkningen om, hvordan man bedst kunne sikre et samfund uden rusmiddelmisbrug, med bedre forhold for børnene og en grønlandskfunderet livskvalitet. Som en understregning af sin interesse for børn fik hun gennemført, at FNs konvention om børns rettigheder blev tiltrådt af Grønland i 1992, ligesom hun arrangerede og deltog i seminarer og konferencer om børns vilkår. HR har i en lang række fora repræsenteret Grønlands Hjemmestyre, bl.a. i World Council of Indigenous Peoples, Nordisk Forum og Nordisk Råd samt i ICC. Igennem en stor del af sin politiske karriere har hun haft tillidsposter i ICC Grønland.

Det var i sin egenskab af landsstyremedlem, at HR i 1993 blev bedt om at fremlægge det danske indlæg ved FNs verdenskonference om menneskerettigheder. 1993 var af FN udråbt til at være året for oprindelige folk, og i sin tale foreslog HR, at de oprindelige folk skulle have et permanent forum under FN. Forslaget blev efter en del fodarbejde fra HR og den danske regerings side accepteret af FN. I 1996 blev HR ansat som Chief Technical Advisor vedrørende oprindelige folk i den internationale arbejdsorganisation ILO. I ILOs hovedsæde i Genève skulle hun lede et toårigt projekt for oprindelige folks rettigheder, der senere blev forlænget til 2000. Formålet med projektet var at skabe dialog mellem oprindelige folk og deres regeringer, således at kendskabet til og respekten for de oprindelige folks rettigheder kunne fremmes. Arbejdet medførte bl.a., at der blev nedsat ministerielle komitéer i Sydafrika og Cambodia, lande, der var nye områder for ILO, der hovedsagelig havde arbejdet i Latinamerika. Som en del af problemkomplekset arbejdede hun ligeledes med kvindespørgsmål, bl.a. var hun i 1999 involveret i en kvindekonference for oprindelige folk i det østlige Afrika. I 1998 bidrog hun til UNESCO-udgivelsen World Culture Report og til International Work Group for Indigenous Affairs’ rapport Indigenous Women. HR er desuden bestyrelsesmedlem af World Conservation Union og medlem af Earth Charter Commission, der arbejder på at udforme en global miljølov under ledelse af den tidligere præsident for Sovjetunionen M. Gorbatjov.

HR har været hovedeksponent for en ny etnisk kvindebevidsthed i det moderne Grønland. Hendes eget hårde arbejde og uomtvistelige politiske indflydelse er i sig selv et argument for hendes insisteren på at inddrage kvinders ressourcer, og hun har været meget afholdt som politiker. Gennem arbejdet med kvinders og oprindelige folks rettigheder har hun skabt sig en fornem international karriere.

 

Grønlands grønne bog, 1998. Mâliâraq Vebæk: Navaranaaq og de andre, 1990. Grønland 8-9/1975.

Mette-Astrid Jessen

 
Professioner
Lærere · Ministre · Kommunalpolitikere · Landstingsmedlemmer · Journalister
 
Organisationer
Unge Grønlænderes Råd i Danmark · KILUT · Inuit Circumpolar Conference · Pilersuiffiks · Inuit Atagatigiit · Grønlands Landsting · Grønlands Landstings Præsidium · World Council of Indigenous Peoples · Nordisk Råd · ICC Grønland · ILO International Labor Organisation · World Conservation Union · Earth Charter Commission
 
Emneord
Grønland · Folkeskolen · Forvaltning · Stat · Kvindepolitik · Nye kvindebevægelse · Udlandsophold · Politik · Socialpolitik · Internationalt arbejde · Menneskerettigheder · Oprindelige folkeslag
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1970'erne · 1980'erne · 1990'erne
 
Regioner
Grønland
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon