Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Karen Blicher (1865 - 1937)
Blicher, Karen

1865-1937, skolekøkkeninspektør.

*20.12.1865 på Frbg., †24.8.1937 i Nødebo sg.

Forældre: overlærer Ludvig B. (1830-82) og Anna Elisabeth Cathrine Hoffmeyer (1837-95).

KB blev privatlærerinde fra N. Zahles Skole i 1883 og underviste herefter samme sted 1883-98 og igen 1901-03. Hos ◊•Natalie Zahle færdedes hun i et aktivt kvindefagligt og -sagligt miljø, hvor husgerning både var på dagsordenen og på skemaet. KB mente dog, at undervisningen i højere grad burde tage sigte på pigernes fremtid i hjemmet og så gerne en ny, regulær uddannelse, der kunne kvalificere til undervisning i skolekøkkener. I 1899 tog hun det norske statskursus for skolekøkkenlærerinder i Oslo. Samme år var hun på studierejse i Tyskland og deltog desuden i arbejdet for at etablere et kursus for skolekøkkenlærerinder på Danmarks Lærerhøjskole, den første læreruddannelse i faget herhjemme. Kurset blev afholdt ved N. Zahles Skole, indtil man i 1904 oprettede en skolekøkkenafdeling i lærerhøjskolens lokaler i Odensegade. KB blev udnævnt til inspektør og havde sit hjem samme sted frem til 1925, da hun af helbredsgrunde opgav sin stilling. Hun var en myndig og dygtig leder og viste et enestående klarsyn, da hun sammen med ◊•Eline Hansen lagde retningslinierne for undervisningen, som i store træk er fulgt lige siden. Efter en studierejse til USA i 1903 introducerede hun individuel undervisning som supplement til den gængse opdeling af elever i “familier”. Den såkaldte laboratorieundervisning skulle give det enkelte barn mulighed for at arbejde selvstændigt og eksperimenterende.

KB udtalte sig sjældent offentligt, men deltog aktivt i den interne faglige debat, bl.a. i Pædagogisk Forening for Husholdnings- og Skolekøkkenlærerinder og i Pædagogisk Selskab. I 1913 udgav hun sammen med •Sofie Rasmussen den fremragende Lærebog i huslig Økonomi for Begyndere. Den blev fagets grundbog for de næste generationer og udkom i 22. udg. i 1968. Den uddeltes gratis til eleverne i kommuneskolerne og fik plads i mange hjem. Sammen med læge •Caroline Steen udgav hun desuden Vore daglige Levnedsmidler, 1915. Bogen var den første pædagogiske gennemarbejdning af husholdningslæren, der endnu var en ung videnskab. Gennem hendes indsats blev den nye viden formidlet, så den også var praktisk anvendelig. Bogen fandt udmærket anvendelse ved såvel folkeskoler som på fortsættelseskurser og husholdningsskoler og kom i 6. udg. i 1930. Gennem disse lærebøger var KB med til at give faget en sikker faglig ballast og identitet.

KB gjorde sit fag kendt og nyttigt i mange sammenhænge. Sammen med professor ◊Christian Jürgensen oprettede hun det første kursus i madlavning for læger og senere et lignende for sygeplejersker og udbredte således budskabet om ernæringens betydning til den voksende sundhedssektor. Gennem årene deltog hun desuden i forskellige internationale kongresser for hygiejne og husholdning. Også på det mere beskedne plan havde hun sans for formidlingens betydning; fx lod hun lærere fra andre fag prøvesmage resultaterne fra undervisningen i skolekøkkenet for herigennem at opnå forståelse for husgerningen som skolefag blandt kolleger, der måske kunne have deres tvivl om fagets betydning.

På opfordring af Dansk Kvindesamfund (DK) udnævntes KB i 1916 til medlem af Prisreguleringskommissionen. Den skulle sikre befolkningens forsyning med fødevarer under de vanskelige forhold under og efter Første Verdenskrig, og hun repræsenterede dygtigt husmødrenes, forbrugernes og husholdningsundervisningens interesser, indtil kommissionen afsluttede sit arbejde i 1921. Viden om ernæring og husholdning havde vist sig særdeles nyttig for samfund og stat, og nødvendigheden af at have uddannede kvinder på området førte til nedsættelse af Undervisningsministeriets husholdningskommission, hvor KB var medlem 1918-20. Denne kommissions arbejde vedrørte uddannelse af husholdningslærerinder og husholdningsledere og beskikkelse af et fagligt tilsyn med skolekøkkenerne landet over.

KB var både kvindesagligt og samfundsmæssigt engageret. Hun var et mangeårigt og trofast medlem af DK og med i bestyrelsen for Danske Kvinders Nationalråd 1930-34. Politisk tilhørte hun Det Radikale Venstre og stillede op for partiet som kandidat i Kbh. ved det første folketingsvalg med kvindevalgret i 1918, dog uden at blive valgt. KB var en faglig kapacitet og dygtig organisator. Hun brød sig ikke om at stå i forreste række, men forstod at vælge sig de ypperste samarbejdspartnere og bragte bedst sine evner til udfoldelse i indsatsen for en fælles sag. Måske af samme grund opnåede hun ikke den store virak om sin i øvrigt statelige person, men vandt dog megen respekt for sit både solide og betydningsfulde bidrag inden for det husholdningsfaglige, hygiejniske og pædagogiske arbejde.

Ernst Larsen: Danmarks Lærerhøjskole 1856-1956, 1956. Hans Olrik: Danmarks Lærerhøjskole 1856-1906, 1906.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Lisbeth Haastrup

 
Professioner
Lærere · Forfattere · Inspektører
 
Organisationer
Natalie Zahles Skole · Danmarks Lærerhøjskole · Danske Kvinders Nationalråd (se Dansk Kvinderåd) · Prisreguleringskommissionen · Husholdningskommissionen af 1918
 
Emneord
Husholdning · Husholdningssagen · Skolekøkkener · Lærebøger · Ernæring
 
Tidsperioder
1800-tallet · 1900-tallet · 1880'erne · 1890'erne · 1900'erne · 1910'erne · 1920'erne
 
Regioner
Frederiksberg Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon