Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Astrid Stampe Feddersen (1852 - 1930)
Stampe Feddersen, Astrid

1852-1930, kvindesagsforkæmper.

*19.12.1852 på Kristinelund, Skibinge sg., †16.4.1930 i Kbh.

Forældre: lensbaron Henrik Stampe (1821-92) og Jonna Drewsen (1827-78).

~29.10.1881 med stiftamtmand Gustav Hakon Valdemar Feddersen, *1.7.1848 i Kbh., †11.9.1912 i Nykøbing F., s. af guvernør ◊Hans Ditmar Frederik F. og Ingeborg Cathrine Johanne Jensine Deegen.

Børn: Hakon (1883), Jonna (1884), Gudrun (1887), Ingrid Kristine (1888).

“Den sønderjyske Sag, det vil sige den norrøne Stammes ... er den, der af alle Sager, Kvindesagen indbefattet, ubetinget ligger mit Hjærte nærmest,” erklærede ASF 1905 i et privatbrev. Hendes nationale og pronordiske holdning farvede da også den kvindesag, hun meget markant satte sit præg på inden for Dansk Kvindesamfund (DK) fra 1882.

ASF var af adelig-højborgerlig herkomst, opvokset på Kristinelund, der hørte ind under baroniet Stampenborg, og dets hovedsæde Nysø ved Præstø, som hendes fader overtog 1876. Da hun i 1929 udgav sine Minder, var de dediceret til hendes moder, som hun betragtede som et dybere menneske end faderen. Hans ægteskabelige dominans lagde allerede i 11-12-årsalderen kimen til ASFs kvindesagsbevidsthed. Moderens tungsind og besvær med at blive accepteret i svigerfamilien, styret af den dominerende ◊•Christine Stampe, kastede skygger over familien. Det samme gjorde sorgen over to døde sønner, der alene var arveberettigede til stamhuset, hvor mandlig arvegang var et juridisk diktat. Efter faderens død overgik Nysø således til onklen Holger Stampe-Charisius. Selv skulle den depressivt disponerede ASF senere miste tre af sine fem børn som spæde.

I forhold til tidens opdragelse af landadelige pigebørn og unge kvinder modtog ASF en ret fri opdragelse sammen med sine søstre. Privatlærerinder, dannelsesrejser til udlandet og ophold i Kbh. gav hende en kultiveret ballast. Hun lærte oldnordisk, svensk, fransk og engelsk, men ikke tysk, som følge af forældrenes nationale sindelag under indtryk af de slesvigske krige. Med storesøsteren ◊•Rigmor (g. Stampe Bendix) og yndlingssøsteren, den stilfærdige Kristine (g. Bardenfleth), som hun fra barnsben “elskede grænseløst”, arrangerede hun 1873-80 folkeoplysende foredrag for godsets ansatte og egnens befolkning. Søstrene grundlagde også en lånebogsamling på Nysø. Da faderen blev enkemand i 1878, førte ASF hus for ham indtil sit giftermål 1881, hvor hun flyttede til Frbg. I ægtemanden Gustav Feddersen fandt hun en partner, der delte hendes kvindesaglige interesser og fulgte hende ind i DK, da hun 1882 blev medlem af Kbh.s-kredsen. Allerede året efter blev hun kasserer i kredsen, siden næstformand indtil 1887. ASF ønskede at virke for et mere dynamisk og bedre organiseret DK samt at udbrede foreningen i provinsen med større agitatorisk kraft end hidtil. Modsat sin grundtvigske moder og sin lærde, fromme faster Elise Stampe betragtede ASF ikke sig selv som grundtvigianer, men hun nærede stor sympati for grundtvigianismens folkeoplysende arbejde og for højskolebevægelsen, især højskolerne i Testrup og Askov. Kvindesagligt opmuntrede hun DKs højskolesatsning som et vigtigt led i 1880’ernes forsøg på ekspansion i provinsen. Hendes håb var at vinde stemning for kvindesagen i “frisindede grundtvigske Kredse” og blandt højskoleunge fra “den oplyste del af de jævne Klasser”. Hun støttede også teologen ◊F.F. Falkenstjernes fejlslagne højskoleeksperiment i Kbh. I Kbh.s-kredsen gjorde hun sig fortrinsvis gældende på skrift, da hun følte sig bundet af sine forpligtelser i familien. I mange år brød hun sig ikke om at tale uden manuskript, og hun anså desuden gravide kvinders offentlige fremtræden for upassende. I disse år blev grunden lagt til hendes kvindepolitiske og tillidsfulde venskab med ◊Svend Høgsbro, der skulle blive hendes nærmeste rådgiver i kredsbestyrelsen, senere i fællesstyrelsen. Hun advarede mod, at kvindesagen blev ført eller tolket som tegn på kvinders mandehad.

ASF engagerede sig i anti-prostitutionskampen og blev medlem af Foreningen imod Lovbeskyttelse for Usædelighed, som hendes tante •Caroline Stampe-Charisius havde været medstifter af i 1878. I 1887 var hun med til at anspore ◊•Elisabeth Grundtvig til at holde det sensationsskabende foredrag om det seksuelle lighedskrav ved et lukket kvindemøde i DK. Foredraget, der var et indlæg imod ◊Georg Brandes’ fløj i Sædelighedsfejden, gav anledning til intern kritik i DK, men ASF forsvarede foreningen som et egnet debatforum for seksualmoral. Hun, der som nygift havde følt en vis tiltrækning til kulturradikalismen, blev senere antibrandesianer og ønskede ikke Brandes’ tilhængere indvalgt i bestyrelsen.

1895-1903 bragte ægtefællens karriere som amtmand ASF til Ringkøbing, siden til Nykøbing F. 1903-12. I Ringkøbing oprettede hun 1895 en DK-kreds, som hun var formand for, og hun stimulerede kvindesagsorganiseringen i Lemvig og Holstebro. 1905 stod hun bag oprettelsen af endnu en kreds i Nykøbing F., siden på barndomsegnen i Jungshoved. Hun optrådte som modstander af Danske Kvindeforeningers Valgretsudvalg, senere Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund (DKV), fra dets oprettelse 1898 med •Louise Nørlund som dynamisk lederfigur. Nørlund var for radikal efter ASFs målestok, og DKV anså hun for at stå i vejen for en bredere mobilisering til støtte for kvinders kommunale valgret. I 1903 indvalgtes ASF i DKs fællesstyrelse og blev samtidig dens næstformand. Sammen med bl.a. styrelsesmedlemmerne Høgsbro og ◊•Anne Bruun insisterede hun på, at DK skulle være kvindevalgretskampens hovedorganisation. Foreningen trak sig 1904 ud som medlemsorganisation i DKV og oprettede samme år sit eget valgretsudvalg, hvor ASF en tid fik sæde. Det var således en sejr for hende, da DK omsider i 1906 satte kvindevalgretten på programmet på hendes initiativ. I 1907 indmeldtes DK dog atter i DKV for igen at blive en del af den internationale sammenslutning International Woman Suffrage Alliance, der kun optog foreninger, hvis eneste formål var kvindevalgret. DK måtte derfor lade sig repræsentere via DKV og blev ved genindmeldelsen dens største medlemsorganisation. Et af ASFs hovedtemaer fra 1883 og frem gjaldt en lovændring vedrørende gifte kvinders formueretlige status. Ud fra et ligeretsprincip forsvarede hun ægtefællers formuefællesskab. Loven af 1899, som fastslog, at ægtemænd kun med hustrusamtykke kunne afhænde eller pantsætte fast ejendom, hustruer havde bragt ind i fællesboet, anså hun ikke for fyldestgørende. Hendes ønske om at styrke mødres retlige myndighed over eget afkom var mere vidtgående, end der var basis for inden for DK. Med ◊•Helene Berg og juristen Anton Munch-Petersen forberedte hun 1907-08 et lovforslag i DK om forbedring af gifte kvinders retsstilling, der senere fik nogen indflydelse på ægteskabslovene af 1922 og 1925. Med sit valg til næstformand for DK 1903 kom ASF atter ind i foreningens politiske centrum. Hun og formanden ◊•Jutta Bojsen-Møller supplerede hinanden godt, og hendes valg styrkede DKs ledelse. I 1910 blev •Marie Riising Rasmussen ny formand, og i 1913 valgtes ASF til formandsposten med støtte fra ◊•Gyrithe Lemche og Kvinden og Samfundets redaktionssekretær •Thora Daugaard. Formandsvalget fulgte året efter ægtemandens død og hendes egen gigtfeber, der svækkede et allerede skrøbeligt helbred. I 1914 var den statelige ASF vært for det andet nordiske kvindesagsmøde, arrangeret af DK i Kbh., hvor Kvindelig Fremskridtsforening havde stået for det første møde i 1888. I 1918 trak hun sig tilbage som formand som følge af en konflikt i DK, der var fremkaldt af Lemches provokerende artikler i Kvinden og Samfundet om de første kvinder, der samme år var stemt ind i Rigsdagen. Lemches artikler var skrevet i skuffelse over, at de indvalgte kvinder var ukendte inden for foreningens rækker. ASF tog parti for Lemche og nedlagde sin plads i fællesstyrelsen, siden sin formandspost, men bevarede dog forbindelsen til DK, der i 1927 udnævnte hende til æresformand.

Som kvindesagskvinde var ASF frem for alt organisationsstrategen og taktikeren, der forsvarede den “rene kvindesags” princip og DKs ledende rolle i den danske kvindesagskamp. Med sin sociale baggrund og rang var og forblev hun en enlig svale som landsformandstype i DK. Hendes position befæstedes mindre af et inspirerende talent end af hendes populære og bredspektrede pjecer og artikler. Allerede fra 1880’erne var hun en flittig bidragyder til Kvinden og Samfundet og forfatter til Kvindesagen, 1887, der blev det femte af de “blå hæfter” i DKs skriftserie. Hun skrev desuden Kan Kvindesagen og Sædelighedssagen skilles ad, 1888, Frue og Frøken, 1911, Vort Modersmaal, 1912, og Dansk Navneskik, 1914. Som ældre engagerede hun sig særligt i det sønderjyske spørgsmål. Hun anså pacifisme for at være en utopi, som hun dog ønskede engang ville blive realpolitisk virkelighed. Dette synspunkt fandt hun ikke uforeneligt med sin sympati for den oprustningsivrige Danske Kvinders Forsvarsforening, og hun mente, at småstater måtte opruste parallelt med stormagter. I 1916 var hun medstifter af Dansk-Islandsk Samfund og 1920 af Samfundet Modersmålet og bestyrelsesmedlem i begge foreninger indtil 1927 og 1928. Desuden var hun aktiv i Foreningen Norden, hvor hun i 1920 pressede på for, at også Finland og Island blev optaget som medlemslande. Hun ønskede fremmedord, især tyske og latinske låneord, fjernet fra modersmålet og dansk stavemåde og sprog tilnærmet de øvrige nordiske. I pjecen Et Dansk-Norrønt Samfund, 1926, slog hun til lyd for oprettelse af en nordisk sprogforening, som hun gerne havde set Askov-læreren ◊Jørgen Bukdahl stille sig i spidsen for. Indførelse af oldnordisk og nordisk sproghistorie på Danmarks Lærerhøjskole og i folkeskolens danskundervisning så hun som middel til at befordre Nordens enhed. Hun modtog Fortjenstmedaljen i guld 1922.

Mal. af Mathias Taube. Mal. af Frants Henningsen. Foto i KB.

Gyrithe Lemche: Dansk Kvindesamfunds Historie gennem 40 Aar, 1939.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Tinne Vammen

 
Professioner
Kvindesagsforkæmpere · Adelige
 
Organisationer
Dansk Kvindesamfund · Dansk-Islandsk Samfund · Samfundet Modersmålet
 
Emneord
Gamle kvindebevægelse · Kvindepolitik · Hædersbevisninger · Stemmeret · Faglitteratur
 
Tidsperioder
1800-tallet · 1900-tallet · 1880'erne · 1890'erne · 1900'erne · 1910'erne · 1920'erne
 
Regioner
Storstrøms Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon