Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Karen Blixen (1885 - 1962)
Blixen-Finecke, Karen Christence

1885-1962, forfatter.

*17.4.1885 i Rungsted, Hørsholm sg., †7.9.1962 smst.

Forældre: forfatter, godsejer ◊Wilhelm Dinesen (1845-95) og Ingeborg Westenholz (1856-1939).

~14.1.1914 med plantagedirektør, baron Bror Frederik Blixen-Finecke, *25.7.1886 på Näsbyholm, Sverige, †4.3.1946 i Lund, Sverige, s. af baron Frederik Theodor Hans Anna Christian Wolfgang B.-F. og Clara Alvilde Benedicte Krag-Juel-Vind-Frijs. Ægteskabet opløst 1925.

KB voksede op på Rungstedlund nord for Kbh. som den næstældste af fem søskende. Som voksen vendte hun igen og igen tilbage til det modsætningsforhold, der eksisterede mellem faderens og moderens familie, og de meget forskellige former for påvirkning, hun herigennem havde modtaget. Faderen, som hun identificerede sig med, tilhørte en konservativ, konge- og kirketro gammel herregårdsslægt med forbindelse til den danske adel; en familie som ikke følte nogen forpligtelse til at sætte sig spor, men som besad en aristokratisk tiltro til sin egen placering i verden. KBs moder stammede fra en slægt af storborgerlige forretningsmænd og jordbesiddere, kendetegnet ved en høj moral og idealer som mådehold, opofrelse og pligt. Både moderen og hendes søstre tilhørte unitarismen, en trosretning, der ikke anerkender forestillingen om frelse ved Kristi offerdød og understreger menneskets direkte ansvar over for Gud. KB er tydeligvis blevet præget af dette syn i sin modvilje mod kristelig ydmyghed og selvudslettelse, ligesom hendes skæbnebegreb utvivlsomt er påvirket af det unitariske gudsbegreb.

Efter faderens selvmord i 1895 ændredes ligevægten i den påvirkning, KB modtog, og hun følte sig mere eller mindre prisgivet det westenholzske kvindelige regimente. De unge Dinesendøtre blev i modsætning til sønnerne undervist hjemme, dels af en ansat lærerinde og dels af deres mormoder og moderens ene søster ◊•Mary B. Westenholz, kaldet moster Bess. Hun øvede livet igennem en stor indflydelse på KB, og de debatterede ofte livligt i breve og samtaler, ikke mindst om kvinders rettigheder og forholdet mellem kønnene. Således kan flere af KBs essays, bl.a. En båltale med 14 års forsinkelse, 1953, ses som indlæg i diskussionen med mosteren.

Sammen med sine søstre var KB i 1898-99 på en dannelsesrejse til Schweiz. I 1902 blev hun optaget på Charlotte Sodes tegneskole, og 1903-06 var hun elev på Kunstakademiets malerskole, hvor hun bl.a. havde ◊Viggo Johansen som lærer. Af størst betydning i disse år blev måske beskæftigelsen med perspektivet. “Jeg blev,” skrev hun i 1950, “paa en ejendommelig Maade henrevet af den urokkelige Retfærdighed og Lovbundethed i Perspektivtegningen.” Det blev ikke til den karriere som kunstmaler, hun selv på det tidspunkt troede på, men det blev til en livslang beskæftigelse med maleriet, og hun understregede siden, at hun altid havde haft svært ved at se, hvad “et Landskab egentlig lignede”, medmindre hun havde fået nøglen til det af en kunstmaler.

KBs tidligste digteriske arbejder daterer sig til de hårrejsende, gotiske godnathistorier, hun fortalte som barn med den yngre søster som tilhører. Blandt de lidt senere ungdomsværker hører den ironiske marionetkomedie Sandhedens Hævn, som KB skrev, da hun var omkring 20, til de vigtigste. Ved ◊Georg Brandes’ mellemkomst udkom den 1924 i tidsskriftet Tilskueren og er siden også opført flere gange, sidst i 1998 af Det Kgl. Teater. Allerede i 1907 havde hun haft sin officielle debut med fortællingerne Pløjeren og Eneboerne, der kom i Gads Danske Magasin, og to år efter blev Familien de Cats trykt i Tilskueren, alle udgivet under pseudonymet Osceola. Efter endnu et par rastløse år, som bl.a. inkluderede udenlandsrejser til Paris, London og Rom, var tiden ved at løbe ud for den nu 27-årige KB. Som ung pige havde hun tilbragt mange ferier hos familien på fædrene side, og hos Blixen-Finecke i Skåne havde hun tabt sit hjerte til sin halvfætter Hans, som hun ikke fik. Samtidig stiftede hun bekendtskab med hans tvillingebroder baron Bror Blixen-Finecke. Hun forelskede sig modstræbende i ham, og halvt i trods og til familiens slet skjulte skepsis deklamerede hun i 1912 deres forlovelse. På familiens anbefaling besluttede det unge par at friste en tilværelse langt væk fra det miljø, som ingen af dem rigtigt kunne finde sig til rette i. Deres fælles onkel ◊Aage Westenholz anbefalede Kenya, og ligesom sin søster indskød han 150.000 kr. i foretagendet, så de kunne købe sig en farm. De besluttede sig for at sætte pengene i kaffeproduktion, men det sted, Blixen-Finecke havde udset til farmen, lå for højt til at egne sig for kaffedyrkning, hvilket endte med at få fatale konsekvenser. Karen Coffee Company blev imidlertid etableret, og begge familierne Dinesen og Westenholz støttede vedblivende farmen indtil den endelige ruin i 1931.

Mødet med det afrikanske landskab og folk gjorde straks et umådeligt stort indtryk på KB, og hun kastede sig med stor entusiasme ud i det nye liv. Men forholdet til ægtefællen udviklede sig snart i en uheldig retning. Han viste sig hurtigt uduelig som farmer, foretrak at gå på safari, og efterhånden blev hans fravær i forhold til det daglige arbejde påfaldende. Året efter at være ankommet til Kenya fik KB konstateret syfilis, hvilket påførte hende lange sygdomsperioder og efterfølgende behandlinger i Danmark over mange måneder. Trods sygdommen overtog hun selv ansvaret for driften af farmen, definitivt fra 1921, da hun var blevet separeret. I 1918 havde KB mødt englænderen D.G. Finch Hatton, som hun kom til at elske, efter at forholdet til Blixen-Finecke var gået endeligt i stykker. I lan- ge perioder slog Finch Hatton sig ned på farmen, men boede der aldrig fast, selvom hun gerne havde set ham knyttet tættere til sig. Ligesom KBs broder ◊Thomas Dinesen opmuntrede han hende til at holde fast i sine litterære ambitioner, han lyttede til hendes fortællinger og kritiserede dem under tilblivelsen. Således blev et par af hendes senere udgivne Syv fantastiske Fortællinger til på farmen. Et par år før hans død ved et flystyrt i 1931 ophørte deres kærlighedsforhold. Samtidig måtte hun til stadighed kæmpe for at holde farmen flydende. I et fortvivlet brev fra 1926 til Thomas Dinesen, der var hendes fortrolige, reflekterede hun over sin skæbne og skrev om lykkens begreb: “Jeg har læst sand Religiøsitet defineret som det: at elske sin Skæbne betingelsesløst, – og der er no- get deri. Det vil jeg sige: jeg tror på en Maade at denne ‘religiøsitet’ er betingelsen for virkelig Lykke.” Det var linier, der senere skulle vise sig at rumme én af nøglerne til forståelse af hendes forfatterskab.

Hjemvendt i 1931 til Rungstedlund, hvor moderen fortsat boede, tog KB de fortællinger frem, som hun var begyndt på i Kenya. Efter flere forgæves forlagshenvendelser lykkedes det at få det amerikanske forlag Harrison Smith & Robert Hass i tale, og i 1934 udkom Seven Gothic Tales i USA under pseudonymet Isak Dinesen. Bogen blev en opsigtsvækkende succes, udnævnt til Book-of-the-Month, og udkom i løbet af få måneder i 100.000 eksemplarer. Den blev udgivet i England og Sverige samme år, en dansk udgivelse lod derimod vente på sig. Til slut besluttede KB selv at gendigte historierne, der det følgende år udkom som Syv fantastiske Fortællinger. Med disse fortællinger inviterede hun sine læsere ind i en fabelagtig fantastisk verden. Hun genoplivede den klassiske fortælling med sin bevidst arkaiserende fortællemåde og sine mildt usandsynlige personer og handlingsforløb. Fortællingerne udgør en smeltedigel af litterære referencer: Bibelen er med overalt, men også Tusind og én nats eventyr og Boccacios Decameron. De græske tragedier genfinder man i KBs store patos, og Shakespeares verden udgør et bagtæppe for flere af fortællingerne. ◊Steen Steensen Blicher og ◊H.C. Andersen spiller med, når det gælder persontegningen, ligesom 1800-tallets guvernanteromaner synes at have udøvet en uimodståelig tiltrækningskraft med hensyn til konstruktionen af intrigerne. Der er tale om en art maskepi, idet fortællingerne nærmest gør en dyd ud af at demonstrere, at de er et resultat af litterære konstruktioner og iscenesættelser, der er sammensatte af stilelementer hentet fra flere forskellige perioder. Men det gælder for alle hendes fortællinger, også de senere, at figurerne kæmper med det eksistentielle spørgsmål par excellence: Hvem er jeg?, og at svaret netop er at finde i fortællingens labyrintiske struktur.

KBs næste bog Den afrikanske Farm, 1937, blev skrevet samtidig på dansk og engelsk, Out of Africa. Den er ofte blevet læst som selvbiografi. “Jeg havde en Farm i Afrika,” lyder den første sætning, en sætning, der markerer, at fortiden er uigenkaldeligt forbi. Men samtidig med at fortælleren viser, at det drejer sig om et tab, så omformes dette tab igennem bogen til noget andet: historien om den afrikanske farm. Der berettes om et Afrika, som for fortælleren bliver ved med at fremstå som en gåde, og som hun aldrig for alvor bliver en del af. Historierne i hendes tredje bog Vinter-Eventyr, 1942, kan umiddelbart forekomme mere enkle end de fantastiske fortællinger. Men man skal ikke lade sig narre. Nok er de mere lavmælte, men også de har noget sært knirkende og lettere manieret over sig. Under den Shakespearske titel fortæller KB 11 historier, som er karakteriseret ved stadige overblændinger mellem drøm og virkelighed: realistiske beskrivelser glider umærkeligt over i scener af ufortyndet eventyrdigtning. I 1944 morede hun sig ved at udgive Gengældelsens Veje under pseudonymet Pierre Andrézel, en underholdende roman, hvor ensomt liggende huse, klostre, uægte præster og uskyldige unge piger er indsat i et dramatisk handlingsforløb, skåret efter den gotiske romantraditions skabeloner. I slutningen af 1940’erne kom KB i forbindelse med forfatterne omkring tidsskriftet Heretica, og i rollen skiftevis som sibylle, heks og fortællersken Sheherazade samlede hun en kreds af håbefulde, mandlige talenter omkring sig, heriblandt lyrikeren ◊Thorkild Bjørnvig og litteraturforskeren ◊Aage Henriksen, som hun udviklede et passioneret litterært forhold til. Andre gæster i hendes litterære salon var digterne ◊Jørgen Gustava Brandt og ◊Ole Wivel og skuespilleren ◊Erling Schroeder.

I 1957 udkom Sidste Fortællinger og året efter Skæbne-Anekdoter. Den første indledes med syv kapitler til en ufuldendt roman ved navn Albondocani, heriblandt fortællingerne Kardinalens første historie og Det ubeskrevne blad, som hver især kan siges at opsummere den poetik, som hele forfatterskabet har suget næring af: opfattelsen af fortællingen som en guddommelig kunstart. Skæbne-Anekdoter rummer flere af Blixens mest populære fortællinger, heriblandt Babettes gæstebud og Den udødelige historie. Posthumt er bl.a. udgivet et bind Efterladte fortællinger, der rummer flere af hendes ungdomsarbejder samt et udvalg af hendes Breve fra Afrika. KB var i sine sidste leveår stærkt svækket af den rygmarvstæring, som hun pådrog sig i forbindelse med sin syfilis, og hun vejede til sidst kun 35 kilo. Ikke desto mindre foretog hun en rejse til USA i 1959 og i sommeren 1961 en rejse til Paris. I 1960 var hun med til at stifte Det Danske Akademi, der fortsat holder deres møder på Rungstedlund. Da KB døde i sit fødehjem i 1962, blev der sat punktum for et forfatterskab, der med en stor og lettere ironisk gestus kalder den klassiske forfatter ind på scenen. Men der er tale om et genoplivningsforsøg af en særegen tvetydighed. Litteraturhistoriske tider genoplives, men sættes ind i nye kulisser, og i modsætning til den klassiske fortælling fremstår selve det at fortælle som ét af forfatterskabets hovedtemaer.

Mal. fra 1955 af Kay Christensen på Fr.borgmus. Livsmaske fra ca. 1940 af Holger Winther smst. Foto i KB, Rungstedlundfondens arkiv.

Tone Selboe: Kunst & erfaring, 1996. Susan Hardy Aiken: Isak Dinesen and the Engendering of Narrative, 1990. Judith Thurman: Karen Blixen, 1983. Marianne Juhl: Dianas hævn, 1981. Robert Langbaum: Mulm, stråler og latter, 1964.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Charlotte Engberg

 
Professioner
Forfattere
 
Organisationer
Det Danske Akademi
 
Emneord
Skønlitteratur · Udlandsophold · Afrika
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1930'erne · 1940'erne · 1950'erne · 1960'erne
 
Regioner
Frederiksborg Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon