Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Karen Ytting (1931 - 2009)
Ytting, Karen Elisabeth

*1931, socialdirektør, kvindepolitisk aktiv.

*21.7.1931 i Kbh.

Forældre: overpolitibetjent Alfred Vilhelm Y. (1890-1968) og skrædder Marie Kirstine Ditlevsen (1893-1968).

KY har fortalt, at hun i mange år troede, at ◊Th. Stauning og Vorherre var den samme. Hun voksede op i et vaskeægte socialdemokratisk hjem. Faderen var politibetjent, men blev syg og måtte ofte være hjemme, så efternøleren KY fik et nært forhold til ham. Moderen var uddannet skrædder. Den sociale indignation, hentet i barndomshjemmet, blev KYs drivkraft både professionelt og i hendes kvindepolitiske engagement. Kravet om retfærdighed førte hende gennem socialrådgiveruddannelsen, til ansættelse i Mødrehjælpen og senere til topposten i Danske Kvinders Nationalråd (DKN), kvindeforeningernes paraplyorganisation. Hun tog eksamen som socialrådgiver i 1960 og ledede Mødrehjælpen i Næstved 1968-75. Da hendes daværende chef i Mødrehjælpen ◊•Vera Skalts i 1965 skulle afløses som medlem af DKNs styrelse, blev det indledningen til en 22-årig kvindepolitisk karriere for KY i organisationen. Hun var formand 1972-76, men trak sig fra formandsposten, da hun 1975 blev leder af socialcentret i Vestsjællands amt. I 1978 vendte hun tilbage som formand indtil 1987.

KY er blevet beskrevet som en varm, venlig, velforberedt og økonomisk set omhyggelig leder af DKN. Som formand for de 750.000 kvinder i foreninger, spændende fra de politiske partier til fagforeninger og kvindesagsforeninger, opererede hun med et sammensat bagland. Det krævede en særdeles veludviklet balanceevne at manøvrere i et landskab præget af både borgerlige og nyfeministiske synspunkter. Men KY var dygtig og vellidt. Hun undgik splittelse uden af den grund at stille DKN i en afvisende position i forhold til den ny kvindebevægelse, som hun helhjertet respekterede. I 1983 blev hun socialchef i Høje Tåstrup kommune, der udnævnte hende til socialdirektør i 1985. At hun har magtet to karrierer, tilskriver tidligere medarbejdere hendes lederevner. Hun valgte altid at uddelegere ansvar til sine medarbejdere, men tog alligevel skraldet, hvis én klokkede i det, og var af begge grunde en højt respekteret og menneskeligt værdsat leder. Hun gik på pension i 1992.

KY har været medlem af en række udvalg, nævn og kommissioner. 1967-70 sad hun i Justitsministeriets Svangerskabskommission, og fra 1972 var hun medlem af Kvindekommissionen, der banede vejen for Ligestillingsrådet. Her sad hun med fra starten i 1975, 1979-87 som næstformand. Hun har endvidere været medlem af hovedbestyrelserne i Socialrådgiverforeningen 1962-76 og Dansk Røde Kors 1972-76. Også internationalt har KY spillet en væsentlig rolle. Hun var bl.a. med i den officielle, danske regeringsdelegation ved FNs Kvindekonference i Kbh. i 1980. Det var desuden hendes fortjeneste, at Kvindeligt Arbejderforbund i 1981 meldte sig ind i DKN. Inden hun forlod formandsposten i 1987, lykkedes det hende at få DKN på Finansloven. KY blev 1987 udnævnt til ridder af Dannebrogordenen.

Hanne Dam: På trods ..., 1999.

Hanne Dam

 
Professioner
Socialrådgivere · Socialdirektører
 
Organisationer
Mødrehjælpen (se Foreningen Mødrehjælpen) · Danske Kvinders Nationalråd (se Dansk Kvinderåd) · Høje Tåstrup Kommune · Kvindekommissionen af 1965 · Ligestillingsrådet · Svangerskabskommissionen af 1932 · Dansk Røde Kors
 
Emneord
Kvindepolitik · Hædersbevisninger · Forvaltning · Kommuner · Ligestillingspolitik · Nye kvindebevægelse · Socialpolitik
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1960'erne · 1970'erne · 1980'erne · 1990'erne
 
Regioner
Københavns Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon