Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Bodil Bloch (1873 - 1968)
Bloch, Bodil Marie

1873-1968, overlæge.

*11.9.1873 i Langetved, Skrave sg., †19.6.1968 i Toftlund sg.

Forældre: gårdejer Niels Hjorth (1833-1911) og Kirstine Margrethe Jensen-Wind (1840-1927).

~7.5.1920 med arkitekt Johannes Immanuel B., *12.12.1879 i Hammer sg., Ålborg amt, †4.4.1942 i Ringsted, s. af gårdejer Peder Sørensen og Ane Marie Bloch.

Adoptivbørn: Gudrun (1916).

BB var datter af en sønderjysk gårdmandsfamilie og begyndte at arbejde allerede som seksårig med at passe hjemmets kreaturer. I den lokale landsbyskole var sproget tysk, og ethvert forsøg på undervisning i dansk blev forfulgt med alle midler, men målbevidst gennemført i hjemmet om aftenen. Efter konfirmationen var hun tjenestepige på gårde i omegnen og tilbragte to vintre på Askov Højskole samtidig med, at hun forberedte sig til en videregående uddannelse. Arbejdsdagen var på 12 timer, hun gik i marken, malkede og lavede mad og læste om aftenen med børnene for at opretholde deres kendskab til det danske sprog. Denne indsats vakte opsigt blandt folk, der var engageret i nationalitetskampen. En række mænd på Sundeved og fra familien påtog sig at kautionere for hende, så hun kunne låne penge til at studere i Kbh., hvor hun aflagde almindelig forberedelseseksamen 1895 og 1897 blev student fra Frbg. Latin- og Realskole. Dette gav hende adgang til Kbh.s Universitet, hvorfra hun i 1904 blev medicinsk kandidat.

BB fik straks kandidatplads på Frederiks Hospital hos kirurgen ◊Thorkild Rovsing, som hun senere beskrev som en ikke blot betydelig, men også venlig mand, som altid havde tid til selv den yngste kandidat. Hun overvejede at blive kirurg, men fattede interesse for åndssvageforsorgen, efter at hun i 1904 havde været på turnus på Den Kellerske Åndssvageanstalt i Brejning ved Vejle. Oprindelig ville BB have været praktiserende læge i Sønderjylland og forsøgte sig også i Haderslev 1907-08. Men da det dengang forlangtes, at man skulle have tysk embedseksamen for at kunne praktisere, valgte hun at satse på åndssvageforsorgen, og her kom hendes livs indsats til at ligge. Hun blev reservelæge i Brejning 1908 og rejste de følgende år en del i Tyskland, Finland og Amerika for at studere behandling af åndssvage og blev navnlig betaget af de store anstalter i USA. Hun indførte som den første intelligensprøver i Danmark og blev flere gange konsulteret i kriminalsager. Mens hun boede i Brejning, var hun i fire år formand for den lokale kreds af Dansk Kvindesamfund (DK). Da en stilling som lægelig forstander på den nyåbnede Vodskov Åndssvageanstalt i 1916 blev annonceret ledig, søgte og fik hun den og blev dermed Danmarks første kvindelige overlæge. Hun adopterede samme år en nyfødt pige, men da hun i 1920 som 46-årig giftede sig, måtte hun forlade sin stilling, fordi bestyrelsen for anstalten ikke ville have en gift kvindelig chef.

Efter giftermålet flyttede BB og hendes mand arkitekt Johannes B. til Ringsted, hvor de i 1922 købte Korsevad, den tidligere godsforvalterbolig til Ringsted Kloster. Hun havde åbnet praksis i byen og fortsatte hermed til 1950, men hendes største indsats kom til at ligge på Korsevad, hvor hun i samarbejde med sin mand indrettede et hjem for åndssvage kvinder og børn, især med den hensigt at undervise dem, så de lettere kunne klare sig i samfundet. Dette var en helt ny indstilling til disse tidligere kun institutionsopbevarede børn. Behandlingen, som i høj grad var inspireret af, hvad hun allerede havde set i USA, blev en stor succes og fik indflydelse på mange andre institutioner i landet. Som noget nyt optog BB også børn fra private hjem, og hun blev hurtigt populær og meget påskønnet for sin indsats af talrige forældre og børn. Hun ydede på dette område en pionerindsats, der også anerkendtes officielt ved, at institutionen Korsevad 1926 fik statsanerkendelse af Socialministeriet. De indlagte patienter beskæftigedes med havearbejde i den store park, der hørte til ejendommen, som lå meget attraktivt ved Ringsted Ådal. Indendørs havde de muligheder for vævning og husligt arbejde således, at institutionen blev som et hjem for beboerne.

BB bevarede hele sit liv den karakteristiske sønderjyske ildhu for sin gamle landsdel. Hun blev hurtigt efter tilflytningen formand for den sønderjyske forening for Ringsted og omegn og forlod først denne post i 1936. Året efter gik hun ind i et lokalt samarbejde mellem selverhvervende kvinder, og da hendes mand døde i 1942, kastede hun sig ud i yderligere aktiviteter. Ved sin 70-års fødselsdag i 1943 var hun genstand for hyldest fra alle sider og blev samme år indvalgt i byrådet i Ringsted for partiet Venstre. Her fik hun mulighed for at dyrke sine kirkelige og nationale interesser og ydede samtidig en stor indsats i det arbejde, som DK og Danske Kvinders Beredskab satte i gang for at afhjælpe følgerne af krig og besættelse. I 1946 ønskede hun ikke at genopstille, men fortsatte de følgende år med at agitere for de dårligst begavede børns rimelige krav på at blive hjulpet og undervist, så de ikke følte sig sat uden for samfundet. Hun overdrog sit skolehjem til Statens Åndssvageforsorg i 1950. Korsevad blev kommunal børnehave, og institutionen for de evnesvage flyttede til Ådalsskolen kort derfra. Sine sidste år tilbragte BB hos datteren Gudrun (g. Kaad) i Fiskbæk ved Toftlund i Sønderjylland.

Foto i KB, Kvindehistorisk Samling.

Privatarkiv i Kvindehistorisk Samling.

Mogens Thomsen

 
Professioner
Akademikere · Læger · Overlæger · Forstandere · Kommunalpolitikere
 
Organisationer
Dansk Kvindesamfund · Vodskov Åndssvageanstalt · Korsevad · Den sønderjyske Forening for Ringsted og omegn · Venstre
 
Emneord
Medicin · Handicappede · Evnesvage · Udlandsophold · Politik
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1900'erne · 1910'erne · 1920'erne · 1930'erne · 1940'erne
 
Regioner
Sønderjyllands Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon