Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Hansine Pedersen (1861 - 1941)
Pedersen, Jacobine Hansine

1861-1941, politiker.

*14.7.1861 i Fyrendal sg., †6.4.1941 i Sandby, Kundby sg.

Forældre: lærer Jens Nielsen (1834-1921) og Mariane Henriette Møller (ca. 1839-83).

~22.6.1886 med gårdejer Niels Peter P., *25.9.1862 i Sandby, Kundby sg., †21.11.1941 smst., s. af gårdejer Peder Jørgensen og Ane Marie Mogensdatter.

HP boede næsten hele sit liv i Kundby ved Holbæk og tilhørte et frisindet bondemiljø med stærk tilknytning til Det Radikale Venstre (RV). HP og hendes mand, der drev hans fødegård Viekær i Sandby, engagerede sig som hele slægten dybt i sognets politiske liv. Hendes svoger, landbrugsminister ◊Kristjan P., var en drivende kraft bag jordlovene af 1919 og den storstilede udstykning af husmandsbrug.

HP havde fra ganske ung interesseret sig for politiske spørgsmål, og da der i foråret 1907 på foranledning af bl.a. Kristjan P. blev dannet en Kvindevalgretsforening for Svinninge og Omegn, kom hun med i bestyrelsen. Året efter deltes foreningen i to kredse, og HP blev formand for Kundbykredsen. I tilknytning til Landsforbundet for Kvinders Valgret (LKV) oprettede hun en række valgretsforeninger på Holbækegnen, 1911-15 var hun suppleant i LKVs hovedbestyrelse, og hun skrev flere indlæg i foreningens blad Kvindevalgret, bl.a. om landkredsenes problemer. Engagementet i kvindebevægelsen førte hurtigt mere med sig, og HP var blandt de første kvinder, der opnåede valg til offentlige organer. I 1908 blev hun medlem af hjælpekassen i Kundby, og kort efter kom hun også ind i den nyoprettede sammenslutning af landkommunale hjælpekasser for Holbæk amt. Ved det første kommunalvalg med kvindelig deltagelse i 1909 fik hun sæde i Kundby sogneråd. Valget blev en stor triumf for RV, som besatte syv ud af 11 pladser, heraf to kvinder. Skønt HP ikke fandt arbejdet let i starten, tog hun energisk fat. Hendes mål var at deltage i det “store Samfundsarbejde” og derigennem gøre en indsats for de svagest stillede.

HP havde siddet i sognerådet i syv år, da hun i april 1916 som den første kvinde i Danmark indvalgtes i Holbæk amtsråd. Gennem sit hidtidige arbejde var hun uden tvivl godt rustet til opgaven, men valget af en kvinde må også ses i sammenhæng med demokratiseringen af valgmåden 1916 og RVs stærke stilling i Holbæk amt. Det nye amtsråd blev valgt af valgmænd, der var udpegede af sognerådene, og RV opnåede fem af amtsrådets 11 pladser. Partiets fremgang gav råd til eksperimenter, og HPs navn og familie havde en god klang. Dertil kom, at hun siden 1915 havde været medlem af bestyrelsen for partiets Odsherredkreds. Fra 1916 til 1922 varede HPs medlemskab af Holbæk amtsråd, og i samme periode sad hun også som medlem af Holbæk amts skoleråd, den første kvinde i et amtsskoleråd. I amtsrådet fik hun poster i udvalget for kommunernes regnskaber samt i ting-, arresthus- og sygehusbestyrelserne i Holbæk. HPs politiske karriere bød på flere personlige skuffelser. Ved amtsrådsvalget 1922 blev hun offer for de radikales tilbagegang, og heller ikke sognerådsvalget 1921 gav genvalg. Ved senere lejligheder gav hun udtryk for stærk bitterhed over mændenes “Uvilje til at give Plads for Kvinderne” i sognerådsarbejdet. Det var på denne baggrund, at hun i 1927 tog initiativ til oprettelsen af Dansk Kvindesamfunds kreds for Kundby og omegn, som hun derefter blev formand for.

Som andre i sin radikale kreds var HP en idealistisk indstillet og socialt ansvarsbevidst kvinde. Hendes karriere var usædvanlig for en kvinde fra bondemiljøet, og det var med god grund, at den radikale presse gav hende dette eftermæle: “Hendes Navn er indskrevet i den danske Kvindesags Historie som den første Kvinde, der indvalgtes i et dansk Amtsraad.”

Foto i Svinninge Lokalhistoriske Arkiv.

Helge Larsen: Avis, egn og folk, 1980. Kvindevalgret 11/1909. Kalundborg Dagblad 27.12.1912. Holbæk Amts Venstreblad 27.4.1916, 7.4.1941.

Hanne Rimmen Nielsen

 
Professioner
Kommunalpolitikere · Kvindesagsforkæmpere · Amtspolitikere
 
Organisationer
Det Radikale Venstre · Kvindevalgretsforeningen for Svinninge og Omegn · Landsforbundet for Kvinders valgret · Dansk Kvindesamfund
 
Emneord
Stemmeret · Kvindepolitik · Politik · Gamle kvindebevægelse
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1900'erne · 1910'erne · 1920'erne
 
Regioner
Vestsjællands Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon