Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Anne Rosenkilde (1825 - 1885)
Rosenkilde, Anne Kirstine

1825-85, skuespiller.

*25.2.1825 i Kbh., †28.5.1885 smst.

Forældre: høker Anders Paaske (1790-1858) og Anne Sophie Schiødt (ca. 1787-1859).

~15.10.1844 med skuespiller ◊Adolph Marius R., *16.2.1816 i Kbh., †14.10.1882 smst., s. af skuespiller ◊Christen Niemann R. og Maren Falck Christensen.

AR debuterede i 1843 på teatret i Kristiania, det nuværende Oslo, som Henriette i D.F. Auber og E. Scribes syngestykke Bruden. Hun besad ud over en frisk sangstemme en egen borgerlig nydelighed, der gjorde hende velegnet for vaudevillen. I Kristiania traf hun skuespilleren Adolph R. De giftede sig allerede i 1844, og 1850 fulgte hun ham til Kbh. De fik begge engagement ved det nyligt åbnede Casino, hvor hun hurtigt blev teatrets fejrede vaudevilleprimadonna. Ægteparret spillede bl.a. sammen den norske vaudeville Til Sæters.

I 1855 fulgte parret med Casinos direktør ◊H. W. Lange over på Hofteatret, hvor de sammen med skuespillerne ◊Frederik Høedt og ◊Michael Wiehe var teatrets hovedkræfter i det, der for eftertiden skulle komme til at gå under betegnelsen Hofteatersæsonen. Repertoiret bestod af vaudeviller og franske lystspil, og AR fortsatte sin succes som den unge pige, især vandt hun kunstnerisk sejr som Bertha i den franske vaudeville Berthas Claveer, hvortil ◊H.C. Lumbye skrev musikken. I O. Feuillets Phantasifeberen voksede hun som hustruen Juliette i samspil med Wiehe og Høedt over i det psykologisk nuancerede rollefag.

1856 fulgte AR sin mand til Det Kgl. Teater. Hun stod første gang på den kgl. scene som titelpersonen i det franske lyriske tryllespil Cendrillon. Hun havde dog vanskeligt ved for alvor at slå igennem, og da sangstemmen forsvandt, blegnede hendes stjerne totalt. Hun optrådte sidste gang i 1864 som tredje rådsherreinde i ◊Ludvig Holbergs Den politiske Kandestøber. Det var dengang næsten umuligt at blive et navn på nationalscenen, når man kom fra provinsen eller sekondteatrene. Det borgerlige publikum så ikke mildt på den mere folkelige tone, der herskede på fx Casino. Ægtefællernes vanskeligheder ved at blive accepteret på Det Kgl. Teater kunne også skyldes deres deltagelse i Hofteatersæsonen, der bidrog stærkt til ◊J.L. Heibergs fald som Det Kgl. Teaters direktør. Reaktionerne kunne være vanskelige at håndtere, og i det spil var AR formentlig ikke stålsat nok til at holde sin position. Hun mistede stemmen, og hele hendes udstråling blev usikker. I modsætning til sin ægtefælle forsvandt AR ganske ud i glemslens mørke.

Tegn. fra 1848 af J.V. Gertner i Teatermus. Tegn. fra 1850 af Fritz Jürgensen i Teatermus. Foto i KB.

Jørgen Heiner: En brise i dansk teater, 1978. Julie Sødring: Erindringer, 1894-95.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Viben Bech

 
Professioner
Skuespillere
 
Organisationer
Casino · Hofteatret · Det Kgl. Teater
 
Emneord
Teater · Sang
 
Tidsperioder
1800-tallet · 1850'erne · 1860'erne
 
Regioner
Københavns Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon