Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Sofie Petersen (1955 - )
Petersen, Sofie Bodil Louise Lisbeth

*1955, biskop.

*23.11.1955 i Maniitsoq.

Forældre: præst Jørgen Malakias Pavia P. (1918-91) og Margrethe Beate Katje Berglund (1919-97).

~25.7.1976 med præst Christian Tidemand, *8.9.1954 i Stege, s. af rentier Frederik Rasmussen og Anna Tidemand.

Børn: Andreas (1980), Emilie (1989).

SP blev født i Maniitsoq (Sukkertoppen) som den næstyngste af en søskendeflok på i alt otte. Faderen var overkateket i Kangaamiut. Frygt for komplikationer i forbindelse med fødslen gjorde, at SP blev født uden hans tilstedeværelse. Det førte til en særlig tilknytning til faderen, som følte, at datteren var kommet faderløs til verden. Tidligt var SP fortrolig og tryg ved hans arbejde som præst, og allerede som barn ønskede hun at følge i hans fodspor. I barndomslegene spillede hun altid rollen som præst.

Sine barnesko trådte SP i Nanortalik. Efter endt grundskole kom hun på realskole i Nuuk (Godthåb). 1975 tog hun hf-eksamen fra Birkerød Statsskole og søgte derefter ind på Ilinniarfissuaq (Grønlands Seminarium), hvor hun studerede halvandet år. En dag blev hun kaldt ind til rektor. Han havde hørt, at hun ville være præst og opfordrede hende til at søge ind på det teologiske studium ved Kbh.s Universitet. I 1986 kunne hun som den første grønlandske kvinde tage den fulde teologiske embedseksamen fra universitetet. Året efter blev hun ordineret i Sisimiut (Holsteinsborg) Kirke. 1987-90 var hun præst i Maniitsoq, hvorefter hun flyttede til Ilulissat (Jakobshavn), hvor hun virkede som præst og institutionsbestyrer frem til sin udnævnelse til biskop. Hun blev bispeviet i Nuuk 1995. Med udnævnelsen af SP fik Grønland sin første kvindelige biskop, ligesom hun blev den anden biskop, efter at Grønland var blevet selvstændigt bispedømme i 1993. Den første biskop var Kristian Mørch. SP blev samtidig den anden kvindelige biskop i rigsfællesskabets historie; blot en måned før var •Lise-Lotte Rebel blev bispeviet som den første kvinde herhjemme. At SP kun 39 år gammel blev biskop i det unge bispedømme, har hun selv beskedent henført til “grønlandske omstændigheder”.

SPs daglige arbejde har bestået i ledelsen af bispekontoret, som varetager administrationen af den grønlandske kirkes vejledning af præster i bispedømmet. Ved højtider og festlige lejligheder har hun forestået gudstjenester, og på opfordring har hun udført vielser og begravelser. Desuden udfører hun sjælesorgsarbejde som almindelige præster. SP er en glad og positiv biskop, der grundlæggende fokuserer på tilværelsens lyse sider. Men hun negligerer ikke af den grund de negative. Hun har været en ivrig bidragyder til debatter i medierne, bl.a. om selvmord, og her har hun fremført, at vi ikke i tilstrækkelig grad påtager os ansvaret for hinanden og vore omgivelser. De mange tilfælde af incest, som i Grønland ofte får selvmord som konsekvens, har hun været stærkt påvirket af, og hun har hævdet, at vi ikke er gode nok til at tage vare på vore børn. I sine etiske holdninger har hun været på linie med sine danske kolleger Kjeld Holm i Århus stift og Jan Lindhardt i Roskilde stift, og hun har især pointeret, at vi i vores omgang med naturen lokalt såvel som globalt er blevet for individualistiske og egoistiske. Af væsen er hun mere redebygger end offentlig person, og hun har derfor ikke været så glad for den mediebevågenhed, som hører med til stillingen. SP virkede 1983-86 som sekretær i Den Grønlandske Kirkesag, og siden 1989 har hun været medlem af Den Grønlandske Oversættergruppe, som i Det Danske Bibelselskabs regi oversætter Det Nye Testamente til grønlandsk. 1996 blev hun udnævnt til ridder af Dannebrogordenen.

 

Grønlands grønne bog, 1996. Atuagagdliutit/Grønlandsposten 14/1995, 29/1995.

Kaja Højgaard

 
Professioner
Præster · Akademikere · Biskopper
 
Organisationer
Sisimiut Kirke / Holsteinsborg Kirke · Den Grønlandske Kirkesag · Den Grønlandske Oversættergruppe · Folkekirken
 
Emneord
Grønland · Teologi · Kirkeligt arbejde · Kristendom · Hædersbevisninger
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1980'erne · 1990'erne
 
Regioner
Grønland
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon