Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Ursula Reuter Christiansen (1943 - )
Reuter Christiansen, Ursula Klara

*1943, maler, professor.

*13.2.1943 i Trier, Tyskland.

Forældre: lektor Fritz R. (1908-79) og Agnes Berta Zirvas (*1916).

~31.10.1968 (b.v.) med komponist ◊Henning Christiansen, *28.5.1932 i Kbh., s. af mejeriejer Einar Orla C. og mejeriejer Agnete Kirstine Røpke.

Børn: Bjørnstjerne (1969), Adda Maria (1971), Thorbjørn (1974).

URC blev udnævnt til professor i malerkunst på Kunstakademiet i 1997. Da hun året efter holdt en tale for danske elever og tidligere studerende fra Kunstakademiet i Hamburg, karakteriserede hun sig selv, trods sine 30 år i Danmark, som en tysk kunstner. URC blev født i Trier, en gammel romerstad ved Moselfloden, som del af en generation, der voksede op i kølvandet på Anden Verdenskrig. På trods af ødelæggelserne var hendes barndom hyllet i de tyske fortællinger og eventyr, som hun hørte i hjemmet, og også Triers urgamle fortid gav næring til hendes fantasi. Hendes senere arbejde har således altid båret præg af en stærk symbolverden, inspireret af den tyske eventyrtradition fra brødrene Grimm og de romantiske digtere H. von Kleist og Novalis. Efter at have studeret tysk litteratur og kunsthistorie ved universitetet i Marburg 1964-65 kom hun på kunstakademiet i Düsseldorf. Her blev hun hurtigt fascineret af den furore, der herskede omkring professor J. Beuys, der underviste i monumental skulptur. Beuys havde fra 1962 deltaget i den internationale kunstbevægelse Fluxus, der overskred de traditionelle kunstopdelinger. Hans materialeanalyser, der berørte mytiske ritualer og arketypiske lag, fik umådelig betydning for det kunstneriske udtryk i Nordeuropa. 1965-69 var URC elev af Beuys og gennem hendes senere ægtefælle, komponisten Henning Christiansen, fik Beuys tætte relationer til Danmark.

Efter sit giftermål flyttede URC til Danmark i 1969. Hun fik kontakt med den eksperimenterende kunstskole EKS-Skolen og med den nye kvindebevægelse. Det danske kunstnermiljøs stærke tilknytning til tysk kunst gjorde det acceptabelt for hende at fortsætte sin kunstneriske udvikling i Danmark. Samtidig fik hun i løbet af kort tid tre børn, og hjemmet i Askeby på Møn blev et dominerende element i hendes dagligdag. URC har forsøgt at efterleve Fluxusbevægelsens sammensmeltning af kunst og liv, og hun har ofte ytret, at “Min kunst har hele tiden været et billede af mit liv.” Også tilknytningen til kvindebevægelsen kom til at præge hendes arbejde. Selvom hun ikke var rødstrømpe på første barrikade, så blev de kvindepolitiske erfaringer vigtige for hende. Et betydeligt udtryk for den kvindepolitiske tendens var filmen Skarpretteren, 1971, der i dybdepsykologiske billeder skildrede en gravid kvindes forhold til manden. Også filmen Tre piger og en gris som hun samme år lavede med •Lene Adler Petersen og Elisabeth Therkelsen havde stærke kønspolitiske overtoner. Vigtige var desuden separatudstillingen Kvindebilleder på Tranegården i 1973 samt den store kollektive kvindeudstilling på Charlottenborg i 1975.

URC har haft en lang række separatudstillinger og deltaget i et væld af gruppeudstillinger, desuden har hun sammen med ægtefællen arbejdet med performance. Hendes foretrukne form for manifestation har været de tableauagtige udstillinger, hvor hun som en blændende regissør har skabt en drømmeagtig atmosfære, en barnets eventyragtige verden, der samtidig rummer frygtindgydende, arketypiske afgrunde. Meget ofte har hendes udstillinger været ledsaget af ægtefællens musik. URC har ikke haft nødig at lade sig inspirere af 1980’ernes nyekspressive bølge, eftersom hun altid har haft den tyske traditions trang til ekspressivitet i sine billeder og skulpturer. Et eksempel var den meget smukke vandreudstilling Røde drømme, 1988-89, der også blev vist i Frankrig. Det var en mørk, vild og glødende billedmanifestation med meget store lærreder, bygget op omkring hendes film Den røde skov og over temaerne blod, lidenskab, fødsel og død. Midt i museumsrummet blev der opbygget et tableau, en sort oval med et indefra oplyst rødt glashus, som gav hele arrangementet en drømmeagtig stemning. Med sin udstillingsform har URC givet værkerne et samlende koncept og været med til at ophæve galleri- og museumsinstitutionens snævre rammer.

Et spændende kapitel begyndte, da URC blev professor ved Kunstakademiet i Hamburg 1992. Det blev fem krævende år, idet betingelserne for lærere og studerende både økonomisk, konkurrencemæssigt og kønspolitisk var hårdere end i Danmark. I 1997 blev hun enstemmigt indstillet til et professorat ved Kunstakademiet i Kbh. og blev hermed den anden kvindelige professor efter •Vibeke Mencke Nielsen, der blev professor i 1989. URC har været et menneske, der har respekteret de processer, som følger med at skabe billeder. I sin undervisning har hun lagt vægt på at give de studerende lyst og mod til at afprøve de associationer, der melder sig, efterhånden som et værk skrider frem. Hun har modtaget en række stipendier, bl.a. Statens Kunstfonds treårige stipendium 1973-75.

Kobberstiksamlingen (udg.): Penthesilea, 1990. I ulvens mave, 1985. 3-Year Art Book, 1982. Billedet som kampmiddel, 1977.

Ursula Fugmann

 
Professioner
Professorer · Malere
 
Organisationer
Kunstakademiet i Hamburg · Kunstakademiet (se Det kongelige Academie for de Skønne Kunster) · Kunstakademiet i Düsseldorf
 
Emneord
Nye kvindebevægelse · Billedkunst · Film · Udenlandske uddannelser · Internationalt arbejde
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1970'erne · 1980'erne · 1990'erne
 
Regioner
Tyskland
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon