Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Leonora Christina (1621 - 1698)
Leonora Christina

1621-98, grevinde, forfatter.

*8.7.1621 på Frederiksborg Slot, †16.3.1698 i Maribo Kloster.

Forældre: kong ◊Christian 4. (1577-1648) og ◊•Kirsten Munk (1598-1658).

~9.10.1636 med rigshofmester ◊Corfitz Ulfeldt, *10.7.1606 på Hagenskov, Sønderby sg., †februar 1664 på Rhinen, s. af rigskansler ◊Jakob U. og Birgitte Brockenhuus.

Børn: ◊Christian (1637), Anne Cathrine (1639), Jakob (1640), Ellen Kirstine (1643), Ludvig (1644), Corfitz (1645), Leo (1646), Leonora Sophie (1647), Otto (1648), Leo (1651).

LC blev efter tidens skik sammen med sine søskende opdraget hos mormoderen ◊•Ellen Marsvin på Dalum Kloster, hvor hun var til 1628. Det følgende år blev hun på nært hold vidne til et brutalt opgør mellem forældrene, der endte med, at moderen forlod hoffet i 1630. Omtrent samtidig trolovedes hun, kun ni år gammel, med Corfitz Ulfeldt, hvis fader var en af Christian 4.s politiske støtter. På grund af brudens unge alder fandt brylluppet først sted i 1636. For den lille pige var bruddet mellem forældrene en traumatisk oplevelse. Var moderen en droppet elskerinde eller ægteskabsbryderske? LC fik et identitetsproblem, horeunge eller kongedatter? Tvivlen om egen status gav sig udslag i et overdrevent behov for at understrege sin jævnbyrdighed med de fyrsteligt fødte. I sin franske selvbiografi, udgivet 1958, fortæller hun om fyrstelige barnekærester og fyrstelige bejlere. Men selvom Ulfeldt ikke var kongelig, gav han hende både oprejsning og prestige. Ved halvbroderen, tronfølgeren prins ◊Christians bryllup i Kbh. i 1634 blev hun introduceret i et internationalt miljø, hvor hendes kavaler og kommende ægtemand i kraft af dannelse, indsigt og sprogkundskaber allerede havde en etableret position. Med voldsom energi kæmpede LC for at komme på niveau med Ulfeldt. Hun kastede sig over italiensk, fransk og latin og begyndte desuden at tegne, male og skrive digte. Man kunne forvente, at ægteskabet mellem LC og Ulfeldt som følge af begges uhæmmede sociale og individuelle ambitioner ville blive konfliktfyldt. Prestigejagten fik imidlertid ingen negativ effekt på samlivet, bandt dem tværtimod sammen. Til gengæld førte den gensidige beundring til arrogance og overlegenhedsfølelse i forhold til omgivelserne. Som kongens svigersøn gjorde Ulfeldt politisk lynkarriere. I 1643 udnævntes han til rigshofmester, rigets højeste embede. Da der ikke var nogen dronning, blev LC reelt hoffets førstedame. Hendes livs stjernestund var uden tvivl deltagelsen i Ulfeldts store ambassade til Nederlandene og Frankrig 1646-47, hvor hun blev modtaget af den franske enkedronning Anna af Østrig og opvartet af en intellektuel gigant som filosoffen R. Descartes.

I sin franske selvbiografi fremstiller LC sig selv som Christian 4.s yndlingsdatter. I virkeligheden var fader og datter ofte på kollisionskurs som følge af hendes ubetingede støtte til moderen. Personlige identitetsproblemer og måske ønsket om at få sine egne børn anerkendt som legitime tronarvinger gjorde det vigtigt for hende at få forældrene til at genoptage samlivet. Det lykkedes imidlertid ikke. Kongens død i 1648 udløste en magtkamp, som Ulfeldtparret tabte. Alligevel fremturede de med provokationer over for det nye kongepar ◊Frederik 3. og ◊•Sophie Amalie. Den betændte atmosfære kom til udtryk, da en kbh.sk societyluder ◊•Dina Vinhofvers anklagede LC og Ulfeldt for at ville myrde kongen. Anklagen var rent opspind, en intrige sat i værk for at ramme Ulfeldt. Men selvom Vinhofvers blev dømt og henrettet for falsk vidnesbyrd, var situationen uholdbar. Med en korruptionsanklage hængende over hovedet valgte Ulfeldt tilskyndet af LC at flygte fra Danmark i 1651. 1652-54 opholdt parret sig ved dronning Christinas hof i Stockholm. Det var år præget af frustrationer. Mens Ulfeldt hurtigt blev en af dronningens favoritter, følte LC sig overset og tilsidesat. Godt selskab og venskab fik hun med familiens læge ◊Otto Sperling, som hun slog tiden ihjel sammen med, bl.a. ved at læse latin. Samtidig syntes den revanche, begge ægtefæller så brændende ønskede, at fortone sig i det fjerne. Ulfeldt gjorde, hvad han kunne for at hidse Sverige op mod Danmark, men de storpolitiske konstellationer tvang den svenske regering til besindighed. Efter dronning Christinas abdikation slog de sig ned i Pommern på godset Barth, som Ulfeldt havde fået i pant for et stort lån til dronningen.

Ægteparrets desperation kom til udtryk, da LC i 1656 rejste til Danmark for at få en udsoning i stand. Resultatet blev en ydmygende udvisning. Forløbet beskrev hun med humor og dramatisk kraft i det lille skrift Rejsen til Korsør. Året efter erklærede Danmark Sverige krig. Ulfeldt sluttede sig efter opfordring til den svenske hær, og LC fulgte med. Freden i Roskilde 1658, hvor Danmark mistede Skåne, Halland og Blekinge, var en triumf. Hoveren og skadefryd lyser ud af et brev til Sperling. LC koger over af begejstring. Halvbroderen Frederik 3. betegnes som den “danske” konge, mens Karl Gustav kaldes “vores” konge. Efter fredsslutningen slog parret sig ned i Malmø. Utilfreds med ikke at blive skånsk generalguvernør strøede Ulfeldt om sig med kritiske udtalelser, hvad der i 1659 førte til anklagen for forræderi mod den svenske konge. Processen ved den svenske kommissionsdomstol var knapt kommet i gang, da han ramtes af et slagtilfælde. LC overtog hans forsvar. Som kvinde kunne hun ikke selv møde i retten. I stedet udarbejdede hun en række skriftlige indlæg, der blev læst op. Forsvaret var blændende, og hun komplimenteredes endog af anklageren, der fandt, at hun hverken manglede “forstand eller diskretion”. Hendes juridiske og dialektiske spidsfindigheder nyttede dog ikke. Ulfeldt blev kendt skyldig, uden at der blev fastsat nogen straf, mens LC blev erklæret i den svenske konges unåde. Dommen blev ikke forkyndt for dem.

Usikkerhed og ildevarslende rygter om deres fremtidige skæbne fik i 1660 LC til at arrangere et vellykket flugtforsøg fra deres gård i Malmø, hvor de blev holdt i arrest. Mærkeligt nok søgte de til Kbh., og Ulfeldt bad Frederik 3. om nåde. Den uforklarlige handling, som LC senere fraskrev sig ansvaret for, førte til arrestation og et nyt, langt hårdere fangenskab, denne gang på Hammershus, som hun i et digt betegner som “Jammershus”. Hverken fysisk eller psykisk var Ulfeldt restitueret efter slagtilfældet. Alligevel organiserede LC en ny flugt. Utroligt nok lykkedes det hende at få bugseret sin syge ægtemand ned fra toppen af Manteltårnet og over ringmuren, inden de blev fanget. Derefter blev de isoleret fra hinanden i jernbeslåede celler. Uden retssag blev de holdt indespærret til december 1661. For at komme fri måtte de underskrive flere ydmygende erklæringer, hvor de gav afkald på deres formue som kompensation for den uret, Ulfeldt havde tilføjet kongen. Som bolig fik de anvist Ellensborg, nu Holckenhavn, uden for Nyborg.

Ulfeldt, der på omgivelserne gjorde indtryk af at være mentalt i opløsning, fik i 1662 tilladelse til en kurrejse til udlandet. LC fulgte med. På rejsen diverterede han udenlandske statsmænd og fyrster med forskellige politiske og militære projekter rettet mod Frederik 3. Situationen tilspidsedes, da deres søn Christian i efteråret 1662 på åben gade i Brügge myrdede ◊Adolph Fuchs, forældrenes plageånd på Hammershus. Mordet og oplysningerne om Ulfeldts konspirationer opskræmte den danske regering, der sendte agenter ud for at fange ham, mens Højesteret dømte ham til døden for højforræderi. Da de europæiske fyrster viste sig solidariske med Frederik 3., var parret på stadig flugt. Dumdristigt opsøgte LC i 1663 den engelske konge Karl 2. for at indkræve et gammelt lån. Hun blev lokket i en fælde og pågrebet af danske agenter, ført til Kbh. og indsat i Blåtårn. Med hende som gidsel håbede regeringen at få fat i Ulfeldt, men efter dennes ynkelige død i en åben båd på Rhinen i 1664, blev hun reelt dronningens personlige fange. Uden nogensinde at komme for retten holdtes hun indespærret i 22 år. En ringe trøst var det, at Sperling sad fanget på en anden etage i tårnet. Kun en spinkel kontakt forenede dem, indtil han døde i 1681. Først efter Sophie Amalies død 1685 blev LC løsladt. Sine sidste år boede hun på Maribo Kloster, hvor hun fra 1688 havde selskab af datteren Anne Cathrine.

Sin dramatiske skæbne har LC beskrevet dels i en fransk selvbiografi, dels i Jammersminde, udgivet 1869, der på dansk skildrer tilfangetagelsen og fangenskabet i Blåtårn. Begge skrifter er udarbejdet i fængslet, efter at hun som en direkte følge af tronskiftet i 1670 havde fået bedre vilkår. Jammersminde arbejdede hun dog fortsat med efter løsladelsen. De to skrifter er yderst forskellige. Selvbiografien er et typisk forsvarsskrift, tendentiøst og fuldt af fordrejninger. Fordommene er de samme som i Ulfeldts skrifter, alt er sort og hvidt. Den blev oversat til latin og findes bevaret i flere afskrifter. Det var den og ikke Jammersminde, der var kendt og citeret i nekrologer over hende og i de følgende århundreders omtale. Jammersminde derimod er ikke et erindringsværk i banal forstand. Det er en skæbnefortælling, henvendt til hendes børn. Trods titlen er der ingen jamren. Kun overfladisk set er hendes skæbne ond. Men hun anklager ingen. Alle fornedrelser er guddommeligt pålagte prøvelser. Hun kalder sig Kristi korsdragerske, udvalgt til at bære korset. Hun hånes og forulempes, men hendes fjender er ikke andet end redskaber for den lidelse, Gud har pålagt hende. Hun ikke alene beskrev sit martyrium. Hun malede et billede af sig selv som korsdragerske, martyrkronet på vej til opstandelsen, mens man i baggrunden ser hendes jordiske fængsler: Malmø, Hammershus, Dover Castle og Blåtårn. Maleriet er nøglen til forståelse af værket. Hvad der gør Jammersminde så enestående er den kunstneriske og stilistiske sikkerhed, hvormed LC forener martyrfortælling og miljøskildring. Overbevisende karakteriserer hun personer og socialklasser ved hjælp af direkte tale, et lydbillede af 1600-tallets Kbh., et hovedværk i dansk litteratur.

Men der er en anden LC, der skriver breve fyldt af had og uforsonlighed. I 1663 skrev hun til Sperling, at hun glædede sig over at se, hvor godt hendes yngste søn trivedes. Og så kommer det: “Kan jeg ikke hævne mig, saa kan han maaske gøre det en Dag, var jeg endda vis paa det, saa ville jeg dø med et content Hjerte.” Det er hadet og lidenskaben, som former den skæbne, der fører til martyriet. Hendes fjender er Guds fjender. I virkeligheden er det uden mening at diskutere, i hvor høj grad hun var meddelagtig i ægtemandens forbrydelser, selvom der næppe kan være tvivl om, at hendes prestigebehov og komplekser over for de fyrsteligt fødte var med til at drive ham frem. Det betyder ikke, at hun har kendt alle detaljer; vi ved heller ikke, om hun har delt Ulfeldts hemmelige sympati for den katolske kirke. Karakteristisk for ægtefællerne var den stærke indbyrdes solidaritet, selvom LC i den franske selvbiografi ved flere lejligheder lader skinne igennem, at nogle af deres ulykker skyldtes, at han ikke lyttede til hendes kloge råd. Selvbevidstheden udstraktes til hele kvindekønnet i skriftet Hæltinders Pryd, udgivet 1977, der beskriver berømte kvinder fra såvel Danmarks- som verdenshistorien. Skriftet placerer sig i den i Renæssancen ganske kendte genre gynæceum, i hvilken samlinger af kvindebiografier, ofte på latin, skal fremhæve et lands kulturelle niveau gennem skildringer af dets intellektuelle og kunstneriske kvinder. Hæltinders Pryd indledes med en pompøs skildring af visdommen. Derefter skulle følge fire store afsnit med hovedkategorier af berømte kvinder. Desværre er kun den del, der omfatter de kongelige, bevaret. Værket har ikke samme gennemarbejdede karakter som Jammersminde. Men tilsammen vidner erindringer, breve, digte, forsvarsskrifter og heltindebiografier om en personlighed, for hvem tilværelsen havde andre tilbud end den gyldne middelvej.

Mal. fra ca. 1643 af Karel van Mander i Fr.borgmus. Mal. fra 1647 af Gerrit Honthorst smst. Selvportræt fra ca. 1690 smst.

Elisabeth Møller Jensen (red.): Nordisk kvindelitteraturhistorie, 1993-98. Steffen Heiberg: Enhjørningen Corfitz Ulfeldt, 1993. Bodil Wamberg: Leonora Christina, 1990. Anne-Marie Mai (red.): Leonora Christina, 1983. S. Birket Smith: Leonora Christina, 1879-81.

Privatarkiv fælles med ægtefællen i RA, i Kongehusets arkiv smst.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Steffen Heiberg

 
Professioner
Adelige · Forfattere · Grevinder
 
Organisationer
 
Emneord
Retssager · Skønlitteratur · Udlandsophold
 
Tidsperioder
1600-tallet
 
Regioner
Frederiksborg Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon