Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Hansine Lyberth (1927 - )
Lyberth, Cecilie Maren Hansine

*1927, fagforeningsformand, politiker.

*9.10.1927 i Maniitsoq.

Forældre: fisker Thomas Kristoffer Kristian Lyberth (1901-43) og Jokebeth Louise Salome Møller (1901-76).

~5.12.1948 med fisker Søren Otto Gedion Albrecht L., *6.8.1925 i Maniitsoq, †6.6.1998 smst., s. af fanger Siverth Elisæus Jonas L. og Karen Jakobine Maren Lyberth.

Børn: Ruth (1949), Sofiaaraq (1950), Holger (1953), Magdalene (1954), Cecilie (1960), Varla (1961), Emilie (1968).

HL fik en svær start på voksentilværelsen, da hun som 16-årig i 1943 mistede sin fader. Som det ældste barn måtte hun da hjælpe moderen med at forsørge sine fem søskende. Et brændende ønske om at videreuddanne sig på pigeefterskolen i Aasiaat (Egedesminde), som hun ellers var blevet udtaget til, kunne hun følgelig ikke få indfriet. Ved siden af pligterne i hjemmet i Maniitsoq (Sukkertoppen) begyndte hun at arbejde på byens børnesanatorium, hvor hun lærte madlavning og husholdning. Efter en kort periode som kiffaq, dvs. ung pige i huset, i Nuuk (Godthåb) kaldte moderen hende imidlertid tilbage til Maniitsoq, hvor hun mødte fisker Søren L., som hun giftede sig med i 1948.

I begyndelsen af 1950’erne var der stor vækst i torskefiskeriet i Grønland. En række fiskefabrikker skød op i de større byer, og behovet for arbejdskraft var stort. På det tidspunkt havde HL fået tre børn, og selvom ægtefællen var imod, tog hun i 1953 arbejde på en fiskefabrik. Det skulle vise sig at blive begyndelsen til hendes livslange indsats for at forbedre vilkårene for de dårligst lønnede arbejdere, heraf flest kvinder. På tidspunktet for HLs ansættelse var fagbevægelsen stadig i sin allerspædeste vorden. Fabrikkerne blev ledet af dansktalende overordnede, hvilket skabte problemer med kommunikationen, idet arbejderne stort set kun var grønlandsktalende. Selvom HL kun beherskede dansk i beskedent omfang, kom hun hurtigt til at agere uformel tillidskvinde. Med HL i front lykkedes det arbejderne at få gennemtrumfet højere løn, et minimum af oplæring ved produktionsomlægning fra torsk til rejer og ikke mindst at få indført samtaletid for personalet, hvor forskellige problemer i ansættelsesforholdet kunne drøftes. Behovet for oplæring og kurser lå allerede da HL på sinde, men der skulle gå en del år, før myndighederne tog initiativer i den retning. Først i 1990’erne byggedes Grønlands fiskeriskole Aalisakkanik Tunisassiornermik Ilinniarfik i Maniitsoq, som uddanner medarbejdere til fiskeindustrien. I en tid hvor velordnede forhold i fiskeindustrien ikke var indført, og hvor de spæde skridt til at organisere den grønlandske arbejderbevægelse i Grønlands Arbejder Sammenslutning (GAS) først lige var taget, opnåede HL stor respekt omkring sin person og sine velformulerede argumenter. I en række år fungerede hun som uformel tillidskvinde, indtil hun efter GASs etablering på landsplan formelt blev valgt som tillidskvinde i 1970, senere også fællestillidskvinde. I 1970’erne tog hendes karriere for alvor fart. Ved kommunalvalget i 1971 stillede hun op, og opnåede som den anden kvinde efter Kristine Donaldussen valg til Maniitsoqs kommunalbestyrelse. Her sad hun i en travl periode frem til 1975 med bestyrelsesposter i bl.a. arbejdsmarkeds- og fabriksudvalget samt børneforsorgsudvalget.

I 1975 forlod HL kommunalpolitik og blev valgt til formand for Maniitsoqs lokale arbejderforening, en post, hun bestred frem til 1979. Herefter blev hun medlem af hovedbestyrelsen i Sulinermik Inuutissarsiuteqartut Katuffiat (SIK), som GAS i 1979 skiftede navn til. Som hovedbestyrelsesmedlem i perioden 1979-89 fik hun i kraft af sin position gjort sin indflydelse stærkt gældende, bl.a. i forhandlingsgruppen vedrørende overenskomster for fabriksarbejdere. Som repræsentant for SIK sad hun i mange udvalg, bl.a. i Grønlands Oplysnings Forbund. HL fik aldrig en egentlig uddannelse, men i en alder af 50 år gennemførte hun i 1977 et voksenpædagogisk kursus på Sulisartut Højskoliat (Arbejderhøjskolen) i Qaqortoq (Julianehåb). Udbyttet fra kurset kunne bruges i folkeskolen, idet hun i 1978 engageredes som samtaleterapeut og rådgiver for unge skoletrætte elever. I forbindelse med dannelse af ældreforeninger og behovet for forbedrede forhold i ældreforsorgen i Grønland blev hun i 1988 ansat som koordinator i Maniitsoq kommune for en treårig periode.

I mere end 50 år har HL været en markant skikkelse i det grønlandske samfund. Selvom hun i 1990 gik på pension, har hun fortsat sit engagement i ældresagen og lokalpolitik, bl.a. som formand for fritidsnævnet i Maniitsoq. Hun har været en usædvanlig fightertype, hvis faglige bevidsthed modnedes i takt med arbejderbevægelsens indtog i et Grønland, som indtil 1953 stadig var en koloni af Danmark. Hun er blevet kendt for sit engagement og sine klart formulerede argumenter både på skrift og som deltager i talrige debatprogrammer i Grønlands Radio. Som en yndet gæstetaler og foredragsholder har hun sat fokus på værdien af det arbejdende menneskes værk. Desuden har hun skrevet digte og sangtekster, hvoraf et par er publiceret i den grønlandske arbejdersangbog Sulisartut erinarsuutaat, 1991. I 1987 blev hun udnævnt til æresmedlem i Maniitsoqs lokale arbejderforening for sin indsats.

Kammammii Olsen: Kalaallit Nunaanni Sulisartoqarnerup oqaluttuarisaanera, 1996. H.C. Petersen: Manîtsok 1782- 1982, 1982.

Tida Ravn

 
Professioner
Fagforeningsformænd · Kommunalpolitikere · Fabriksarbejdere
 
Organisationer
Grønlands Arbejder Sammenslutning - GAS · Sulinermik Inuutissarsiuteqartut Katuffiat - SIK · Maniitsoq Kommune
 
Emneord
Fiskeindustri · Grønland · Politik · Arbejdsforhold · Ældre · Fagforeningspolitik · Fagbevægelsen · Fagforeninger
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1950'erne · 1960'erne · 1970'erne · 1980'erne
 
Regioner
Grønland
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon