Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Inge Lynge (1928 - )
Lynge, Inge

*1928, overlæge.

*3.12.1928 i Herning.

Forældre: driftsassistent Holger Overgaard (1900-64) og Henny Marie Mouritsen (1902-81).

~25.3.1961 med billedhugger, forfatter ◊Hans Louis Abel L., *6.9.1906 i Nuuk, †2.7.1988 i Haderslev, s. af sognepræst ◊Niels Peter Salomon L. og Theodora Ane Cecilie Rosing.

IL voksede op i Herning under trygge forhold sammen med en et år ældre broder, som hun var nært knyttet til. Faderen var driftsassistent på elværket, og moderen var hjemme og tog sig kærligt af familien. Begge forældre var grundtvigianere, og børnene gik i en lille friskole, hvor de befandt sig godt. De to søskende kom samtidig i skole, da broderen var forsinket af sygdom i de tidligste år, og de fulgtes ad gennem hele skoletiden. IL blev matematisk student i Herning 1947, og efter lidt betænkningstid gik hun i gang med det medicinske studium ved Kbh.s Universitet, som hendes broder allerede var begyndt på. Nysgerrighed efter at lære mennesket indgående at kende spillede en rolle for valget. Hun boede et år i Regitze Barners Hjem for Unge Piger i Helgolandsgade og flyttede derefter ind på Kvinderegensen, hvor hun havde glæde af kontakten med studerende fra mange forskellige fag og etablerede flere livslange venskaber. Hun blev læge i 1955. Allerede i studietiden blev hun fascineret af psykiatrien med dens vidt forskellige menneskeskæbner, som hun følte lå langt fra hendes eget liv, og umiddelbart efter eksamen startede hun som vikar på Skt. Hans Hospital i Roskilde. Hun stilede mod at blive psykiater på et centralsygehus efter gennemført speciallægeuddannelse. Men det skulle gå anderledes.

Efter ansættelse bl.a. på kolonien Filadelfia i Dianalund og på medicinsk afdeling på Ålborg Amtssygehus stod det IL klart, at hun måtte ud og opleve lidt af verden. Livet i det nordlige drog hende, og desuden var der som altid stor mangel på læger i Grønland. Hun blev assisterende læge i Nuuk (Godthåb) i 1959, og det blev et vendepunkt i hendes liv. På hendes første tur med båden op til Grønland mødte hun den grønlandske forfatter og kunstner Hans L., som hun blev gift med i 1961. Han inspirerede hende og fik afgørende betydning for hendes indlevelse i den grønlandske kultur, ligesom han bragte hende i kontakt med mange forskellige grønlændere. Hans udbredte virksomhed i kunstens verden kom til at fylde meget i hendes liv. Ægteskabet var barnløst. De rejste en del frem og tilbage mellem Danmark og Grønland, og IL fortsatte sin uddannelse på de psykiatriske afdelinger på kolonien Filadelfia, Rigshospitalet og Kommunehospitalet. I 1968 blev hun blev speciallæge i psykiatri. For Ministeriet for Grønland var hun konsulent i psykiatri 1968-70 og var med til fra grunden at opbygge en psykiatrisk indsats for grønlændere. Tidligere havde man internt i familierne taget sig af de familiemedlemmer, der nu i takt med de store kulturelle ændringer fremstod som psykisk syge med behov for behandling. I 1971 blev IL overlæge i psykiatri ved sundhedsvæsenet i Grønland og rejste som konsulent i hele landet. Da hun ikke kun blev stillet over for opgaver med voksne patienter, men også fik henvist børn, tog hun initiativ til, at overlæge •Hedvig Jacoby kom med på rundrejse som Grønlandsministeriets børnepsykiatriske konsulent i somrene 1972 og 1973. Indtil ILs ansættelse havde alene landslægen skrevet de nødvendige psykiatriske erklæringer og truffet afgørelse om, hvilke psykiatriske patienter der skulle overflyttes til Danmark. Nogle psykiatriske patienter blev indlagt på medicinsk afdeling på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, men først i 1980 lykkedes det med IL som overlæge at etablere en psykiatrisk afdeling på hospitalet. Hun påtog sig stillingen vel vidende, at det i mange år fremover var udelukket, at den optimale person, en grønlænder hjemmevant med sprog og kultur, var færdiguddannet til den. IL lagde vægt på at opbygge den psykiatriske behandling så menneskeligt som muligt og var opmærksom på, at professionelle uafvidende ofte kan forværre de psykisk syges i forvejen vanskelige situation.

I 1984 flyttede IL og hendes mand til Danmark, og her fortsatte hun sit lægelige arbejde og var efter flytningen konsulent for forskellige institutioner i Nordsjælland, samtidig med at hun stadig påtog sig psykiatriske opgaver for Grønland og i perioder var konsulent for både Grønlands- og Sundhedsministeriet. Hun har publiceret en række videnskabelige arbejder om psykiske sygdomme, selvmord og alkoholmisbrug i Grønland, bl.a. Mental Disorders in Greenland, 1997. 1984-96 var hun bestyrelsesmedlem i og en periode også formand for Grønlandsmedicinsk Selskab. Hun har desuden været en aktiv formand for Foreningen Grønlandske Børn, som bl.a. i forskellige grønlandske byer har arrangeret fremtidsværksteder om børns vilkår og i samarbejde med Red Barnet har etableret væresteder for børn fra alle slags hjem. På sin 70-års dag modtog hun Grønlands Hjemmestyres fortjenstmedalje Nersornaat i sølv, og hun blev ridder af Dannebrogordenen 1999. IL har med engagement og indfølingsevne ydet en pionerindsats i opbygningen af psykiatrien i Grønland.

Foto i Medicinsk-Hist. Mus.

Karl O. Karlsen (red.): Den vide hvide verden, 1998.

Jytte Willadsen

 
Professioner
Læger · Overlæger · Akademikere · Konsulenter · Speciallæger
 
Organisationer
Kolonien Filadelfia · Rigshospitalet (se Frederiks Hospital) · Kommunehospitalet i København · Dronning Ingrids Hospital (se Dronning Ingrids Santorium) · Ministeriet for Grønland · Sundhedsministeriet · Grønlandsmedicinsk Selskab · Foreningen Grønlandske Børn
 
Emneord
Medicin · Grønland · Psykiatri · Hædersbevisninger · Børn
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1960'erne · 1970'erne · 1980'erne
 
Regioner
Ringkøbing Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon