Home
spacer spacer
KVINFO Nyt
Biblioteks Nyt
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Christine Løvmand (1803 - 1872)
Løvmand, Christine Marie

1803-72, maler.

*19.3.1803 i Kbh., †10.4.1872 smst.

Forældre: sekretær Johannes L. (1770-1826) og Sara Christine Lützow (1778-1853).

Allerede som barn lærte CL at være selvstændig og træffe beslutninger. Hendes moder var psykisk syg og ikke i stand til at tage sig af de fem børn. Da faderen døde i 1826, lovede CL sig selv ved faderens kiste, at hun ville arbejde hårdt for at hjælpe familien. Allerede i årene før var hun og hendes to år ældre søster Frederikke L. begyndt at lære at tegne og male hos blomstermaleren ◊J.L. Camradt. En lille skitsebog med nogle af CLs tegninger fra 1817 til 1820 viser, at hun tidligt havde sans for at gengive folkeliv og husdyr. Selvom opfattelsen af anatomien og perspektivet ikke er korrekt, kan man se evnen til at fange bevægelser og hverdagssituationer. Af senere tuschtegninger af mennesker, fremgår det, at hun blev en ganske sikker tegner.

I 1827 debuterede både CL og Frederikke L. på Charlottenborgs Forårsudstilling. Her udstillede CL hvert år frem til 1833 og igen i perioderne 1837-47 og 1849-72. Hun må tidligt have vist et talent ud over det sædvanlige hos det bedre borgerskabs malende døtre, for fra 1831 til 1834 var hun elev hos professor ◊C.W. Eckersberg. Denne undervisning foregik på søndage, sandsynligvis fordi professoren ikke kunne have en kvindelig elev sammen med sine mandlige. Kvinder havde ikke adgang til Kunstakademiet, der først åbnede sine døre for kvinder i 1888, og var derfor henvist til privatundervisning. Desuden valgte de oftest blomstermaleriet, da deres lærere ikke ville lade dem tegne efter model. CL var en af de få professionelle kvindelige kunstnere i guldalderens Danmark. Hendes foretrukne motiver var blomster og frugter. Den officielle anerkendelse kom så tidligt som 1827, hvor hun solgte det første af flere malerier til Den kgl. Malerisamling, nu Statens Museum for Kunst. Desuden fik hun en understøttelse af ◊Christian 8. i 1842, så hun kunne foretage en studierejse til Tyskland. I 1847 havde hun selv mulighed for at betale et kortere studieophold i Paris.

Da faderen døde i 1826 måtte den ugifte unge maler forsørge sig selv. Dette lykkedes på grund af CLs flid, vindende væsen og evne til at omgås andre mennesker samt tidens glæde ved yndefulde blomster- og frugtarrangementer med en omhyggelig gengivelse efter naturen, ofte kombineret med kostbare genstande. I en årrække havde hun også en privat tegne- og maleskole i sit hjem, hvor hun underviste unge kvinder som et led i deres opdragelse. Blandt eleverne var skuespillerinden ◊•Johanne Luise Heiberg, med hvem hun havde et livslangt venskab, forfatterinden ◊•Benedicte Arnesen Kall og CLs kusine ◊•Eleonora Tscherning, som selv blev en anerkendt maler, der fik værker antaget på Charlottenborg. I 1970'erne og 1980'erne er flere af CLs billeder blevet handlet på internationale auktioner.

Foto i KB.

Erik Rosekamp (red.): Christine Løvmand, 1996. Jane Mylenberg: Danske blomstermalere, 1992. Kasper Monrad: Hverdagsbilleder, 1989. Charlotte Christensen (red.): De ukendte guldaldermalere, 1982. Hefter for historie 8/1985.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Lisbet A. Lund

 
Professioner
Malere
 
Organisationer
Charlottenborg
 
Emneord
Billedkunst · Undervisning
 
Tidsperioder
1800-tallet · 1850'erne · 1860'erne
 
Regioner
Københavns Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon