Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Inger Lillelund (1923 - 2013)
Lillelund, Inger Dalby

*1923, overlærer, politiker.

*22.2.1923 i Ryde sg., Ringkøbing amt.

Forældre: gårdejer Mads Kristian Christiansen Dalby (1885-1971) og Maren Gregersen Bog (1885-1971).

~25.7.1946 med seminarielærer Børge Bjerregaard L., *19.7.1921 i Skjern, †8.11.1990 i Ålborg, s. af skoleinspektør Fædder Høger L. og forskolelærerinde Karen Marie Kristiansen. Ægteskabet opløst 1964.

Børn: Maren Inger (1955).

“Mild og magtfuld” er en af de mange karakteristikker, der er blevet hæftet på IL. Som forgrundsfigur i Det Radikale Venstre (RV) i Århus amt 1970-90 og partiets næstformand i begyndelsen af 1970’erne var hun med til at fastholde partiet på de ægte radikale værdier. Samtidig fik hun en nøglerolle i samarbejdet i Århus byråd og medvirkede til at placere ligestillingspolitik solidt på den kommunale og amtskommunale dagsorden.

Glæden ved politik og det radikale ståsted havde IL med sig hjemmefra, gården i Ryde ved Holstebro. Hendes fader, som hun betragtede som sit politiske forbillede, var medlem af RV fra partiets start i 1905 og sognerådsformand i 1930’erne. IL var den yngste af fire søstre. Hun var født med en hofteskade, der gjorde hende uegnet til at arbejde i landbruget, og af forældrene fik hun valget mellem at blive sypige eller lærerinde og valgte det sidste. Hun tog lærereksamen fra Nørre Nissum Seminarium i 1946 og giftede sig samme år med den unge lærer Børge B. L., som hun havde mødt på seminariet. De fik begge arbejde ved Århus skolevæsen, og IL blev 1946 medlem af den radikale venstreforening i byen og året efter af Dansk Kvindesamfund i Århus. Bortset fra en afstikker til landsbyskolen i Staby 1952-54 var hun ansat ved skolevæsenet i Århus til 1983, fra 1961 som overlærer. Hun sluttede som overlærer ved Hasle skole 1972-83.

IL markerede sig hurtigt i RV og var partiets kandidat i Århus amt ved folketingsvalgene 1953-60. I begyndelsen af 1960’erne blev hun alene med datteren Maren Inger og nedtonede i nogle år det politiske arbejde. Hun udfoldede dog samtidig et ret omfattende pædagogisk engagement, både i arbejdet for handicappede børns forhold og som lærerrådsformand på Skt. Annagades Skole 1962-66 og formand for fælleslærerrådet i Århus 1966-70. I 1965 tog hun sammen med senere borgmester ◊Thorkild Simonsen initiativ til at nedlægge Aarhus Lærerindeforening og sammenlægge de to lærerforeninger. Senere har hun set tilbage på dette skridt med en vis beklagelse, idet konsekvensen hurtigt viste sig at være, at mændene satte sig på magten i den fælles, kønsblandede lærerorganisation. Hun søgte flere skoleinspektørstillinger, men blev den ene gang afvist med den begrundelse, at hun var kvinde og fraskilt.

I 1970, da datteren var fyldt 15 år, var IL klar til at påtage sig mere omfattende politiske tillidsposter, og hun valgtes samme år som RVs spidskandidat til Århus byråd. Ved alle de valg IL har stillet op til, har hun opnået høje personlige stemmetal. I sin første byrådsperiode var hun især aktiv i kulturudvalget. Samtidig markerede hun sig stærkt i den radikale partiorganisation. 1967 var hun blevet medlem af RVs hovedbestyrelse og året efter af forretningsudvalget. 1972-76 var hun partiets næstformand. Hun kandiderede i 1976 til formandsposten og ville formentlig være blevet valgt, hvis ikke partiets “store gamle mand” ◊K. Helveg Petersen havde meldt sig som kandidat. Men også ILs støtte til forslaget om kønskvotering internt i partiet og hendes placering på partiets venstrefløj havde skabt hende modstandere. Året efter forlod hun hovedbestyrelsen og besluttede fra da af at koncentrere sig om lokalpolitik.

I sin første byrådsperiode havde IL fået interesse for miljø, trafik og boligforhold, og efter valget i 1974 besluttede hun at satse på formandsposten for teknisk udvalg. Den opnåede hun med Socialdemokratiets stemmer og blev dermed som den første kvinde formand for teknisk udvalg i Århus. Trods skepsis og modstand fra bl.a. den magtfuldkomne konservative rådmand Olaf P. Christensen klarede hun det fint. Hun var velforberedt, spurgte meget og opnåede efterhånden respekt som en reel og udholdende udvalgsformand. Mange vanskelige sager havnede på hendes bord, bl.a. administrationen af den socialt skæve ejerlejlighedslovgivning, som hun selv var modstander af. Blandt hendes store sejre var, at det lykkedes at bevare de tidligere kasernebygninger Ridehuset og Officersbygningen til kulturelle formål. I 1982, da hun gik, oplevede hun, at hun nu var blevet til “den ærværdige udvalgsformand, som man hilser hjerteligt på på gader og stræder”. I ILs byrådsperiode samarbejdede partiet i vidt omfang med de socialistiske partier, og den særlige Århusradikalisme på partiets venstrefløj havde sin glansperiode. Det var ikke mindst hendes fortjeneste, at det både i 1974 og 1978 lykkedes at indgå samarbejdsaftaler mellem Socialdemokratiet, RV og venstrefløjspartierne. Men også blandt politiske modstandere på begge fløje har hun nydt stor respekt for sin altid saglige og resultatorienterede indsats.

I 1982 havde IL fået nok af det politisk tunge arbejde i teknisk udvalg og stillede i stedet op til Århus amtsråd, hvor hun var medlem frem til 1990. Hun kom straks i amtsrådets økonomiudvalg og var ikke bange for at anbefale upopulære løsninger som fx nedlæggelsen af flere lokale sygehuse 1988-89. I 1986 var hun med til at oprette Århus amts ligestillingsudvalg, som hun blev formand for. Det var landets første amtslige ligestillingsudvalg, og med sin saglige arbejdsmåde og personlige pondus gav hun dette arbejde en lokal forankring og politisk gennemslagskraft, som ingen anden kunne have opnået. Efter et grundigt udredningsarbejde opnåede udvalget, at Arbejdsministeriet gav dispensation fra ligebehandlingsloven til at rekruttere flere kvindelige ledere og mellemledere. Ud over kønsskævheder tog udvalget også fat på uligheder begrundet i race, religion og handicap. Århus blev i denne periode omtalt som “ligestillingens Mekka i Norden”. For sit arbejde med ligestillingsspørgsmål tildeltes IL i 1989 Dansk Kvindesamfunds Mathildepris og i 1993 Århus Kommunes Ligestillingspris.

Ligestillingsarbejdet var ILs hjertebarn, men hun har også givet høj prioritet til arbejdet med miljø- og kulturspørgsmål, bl.a. som medlem af Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomité i Århus 1977-86 og som formand for Århus Kunstforening 1984-89. Hun forlod hver gang sine tillidsposter uden fortrydelse: “Det har været rart, men nu er det levet igennem, og nu er det færdigt.” Efter sit farvel til politik i 1990 har hun levet stilfærdigt og nydt det almindelige liv, som hun havde længtes efter. IL har som få politikere opnået respekt for sin redelighed og menneskekundskab, og hun er med rette blevet betragtet som den århusianske kvindebevægelses “store gamle dame”.

Foto i Århus Kommunes Biblioteker, Lokalhistorisk Samling.

Hanne Rimmen Nielsen (red.): Kvinder undervejs, 1986. Drude Dahlerup: Blomster & spark, 1985. Radikal Historie 2, tillæg til Radikal Politik 14/1998. Kvinden og Samfundet 4/1993.

Hanne Rimmen Nielsen

 
Professioner
Lærere · Kommunalpolitikere · Amtspolitikere
 
Organisationer
Århus kommunale skolevæsen · Århus Byråd · Hasle Skole · Århus Amtsråd · Århus Kunstforening
 
Emneord
Folkeskolen · Politik · Kvindepolitik · Ligestillingspolitik · Boligpolitik · Trafikpolitik · Miljøpolitik
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1960'erne · 1970'erne · 1980'erne
 
Regioner
Ringkøbing Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon