Home
spacer spacer
KVINFO Nyt
Biblioteks Nyt
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Louise (1817 - 1898)
Louise Vilhelmine Frederikke Caroline Augusta Julie

1817-98, dronning.

*7.9.1817 i Kassel, Hessen, †29.9.1898 på Bernstorff Slot.

Forældre: landgrev ◊Vilhelm af Hessen-Kassel (1787-1867) og ◊Charlotte af Danmark (1789-1864).

~26.5.1842 med kong ◊Christian 9., *8.4.1818 på Gottorp Slot, Slesvig, †29.1.1906 på Amalienborg, s. af hertug ◊Vilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg og ◊Louise Caroline af Hessen.

Børn: ◊Frederik 8. (1843), ◊Alexandra (1844), ◊Georg 1. (1845), ◊•Dagmar (1847), ◊Thyra (1853), ◊Valdemar (1858).

Da L i 1863 ved Christian 9.s tronbestigelse blev dansk dronning, betegnede det et farvel til det oldenborgske dynastis epoke og et goddag til den glückborgske æra. Forud havde fire rivaliserende slægter hævdet deres arveretlige krav på den danske trone. L var i nærmere familie med den barnløse, sidste oldenborger ◊Frederik 7. end sin ægtefælle, og da hendes brødre gav afkald på deres arvekrav på tronen i hendes favør, overdrog hun 1851 sin arveret til sin mand. Hun blev kronprinsesse i 1853, efter at de nordiske lande og de europæiske stormagter i Londontraktaten 1852 havde anerkendt Christian som tronarving, og han desuden i den danske tronfølgelov året efter blev anerkendt som sådan. Ls forhold til Frederik 7., der modarbejdede hendes mands tronkandidatur, var anspændt. Desuden nærede begge ægtefæller en utilsløret modvilje mod kongens hustru til venstre hånd ◊•Louise Danner, som de ikke ønskede at omgås.

L var født i det tyske kurfyrstendømme Hessen. Hun havde tilbragt det meste af sin barndom og de unge år i Kbh., da hendes familie gennem flere generationer var nært beslægtet med det danske kongehus. Ægteskabet med den temmelig farveløse Christian 9. synes at have været et inklinationsparti. Deres harmoniske forhold blev også sammensvejset af den beherskede modtagelse, hans tronkandidatur fik i politikerkredse, og af hans defensive position 1863-64 som den vaklende helstats forsvarer. Hendes loyalitet var til stor støtte for den konservative ægtefælle, der hjemme som ude hævdede sin mandlige førsteplads, men var dybt afhængig af hende, hvis intelligens, menneskeklogskab og psykiske styrke var større end hans. Deres levevis på en smal økonomi som børnerigt og familiecentreret par i Det gule Palæ i Amaliegade havde et borgerligt-puritansk og uglamourøst tilsnit, de som kongepar ikke ganske lagde bag sig. Udadtil skabte de indtryk af at være royale eksponenter for et betragteligt mere solidt og velfungerende familieliv end forgængerens. Indadtil blev den yngste datter Thyras skandaliserende kærlighedsforhold til en ordonnansofficer 1870-71 og nedkomst med et barn i udlandet en belastning, som L formåede at gøre til en velbevogtet familiehemmelighed over for den danske offentlighed. Som dronningetype søgte den stilfærdige L ikke publicity og opdyrkelse af en bred, social kontaktflade til befolkningen. Hendes politiske interesser havde sit fokus i en dynastipolitik, der var præget af ægteparrets stærkt antityske holdninger. Hun brugte sin indflydelse på at få flere af sine børn placeret i prestigegivende ægteskaber, som knyttede det danske kongehus til bl.a. de britiske og russiske stormagter samt til Sverige og Grækenland. Som den danske småstats majestæter fik hun og Christian 9. med disse forgrenede slægtsforbindelser international status som “hele Europas sviger- og bedsteforældre”. Mediebevågenheden over for de årlige, store familiesammenkomster på hendes yndlingslotte Bernstorff og Fredensborg bidrog til at øge parrets voksende folkelige popularitet i hendes senere leveår.

L satte en række friske spor inden for filantropien i Danmark. Hun var protektor for talrige godgørende foretagender af ældre og nyere dato, bl.a. Kronprinsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole og Dronning Louises Børnehospital. Allerede i 1857 tog hun initiativ til Louisestiftelsen, det næstældste børnehjem i Danmark, åbnet 1862 ved Sorø for forældreløse pigebørn med henblik på at forberede dem til et senere liv som tjenestepiger. Ls mest markante initiativ var Diakonissestiftelsen på Frbg., oprettet i 1863 med ◊•Louise Conring som første forstanderinde. L var blevet bekendt med diakonien under et besøg hos Frederik 7.s tidligere hustru prinsesse ◊Mariane af Mecklenburg-Strelitz, og med støtte fra bl.a. enkedronning ◊•Caroline Amalie introducerede hun i Danmark den form for evangelisk-diakonalt arbejde, som den tyske pastor T. Fliedner havde grundlagt med den internationalt kendte diakonisseanstalt i Kaiserswerth. Sammen med sin kabinetssekretær ◊Sophus Hennings, der tog sig af den praktiske udførelse af hendes filantropiske projekter, stod hun bag Foreningen til Oprettelse af Friskolebørneasyler i Kbh.s Arbejderkvarter, oprettet 1891. Sigtet var at få skabt eftermiddagsinstitutioner, forløbere for de senere fritidshjem, for skolesøgende børn og unge i de befolkningstætte brokvarterer. Hun synes også at have været hjernen bag Belønnings- og Forsørgelsesforeningen for Tyender i Kbh. og på Frbg. Den blev lanceret i 1881 som forsøg på at stabilisere tyendearbejdsmarkedet, motivere tjenestepiger til sparsommelighed og præmiere lang og tro tjeneste med brudeudstyr samt yde bistand ved overgang til selvstændigt erhverv, ved sygdom og ved alderdom. Frygt for socialismens og arbejderbevægelsens fremmarch var også en motiverende faktor bag foretagendet, skabt som en blanding af herskabelig filantropi og hjælp til selvhjælp i 1880’ernes hårde indenrigspolitiske klima.

L var veluddannet, berejst og sprogkyndig. Sin sans for maleri og sin musikalitet udfoldede hun langt op i årene. Amatørtalentet blev plejet af den undervisning, bl.a. billedkunstneren ◊Niels Simonsen og komponisten ◊Fr. Kuhlau havde bibragt hende. Den indvandrede polsk-tyske maler ◊•Elisabeth Jerichau Baumann nød godt af hendes venskab, og Ls protektion var med til at skaffe Jerichau Baumann karrieremæssige kontakter til flere europæiske konge- og kejserhuse. Enkelte af Ls egne billeder blev udstillet, og hun skænkede bl.a. et af sine værker, en altertavle, til Gentofte Kirke. Som gammel blev hun belastet af døvhed. To diakonisser fra stiftelsen, som hun anså for at være sit vigtigste velgørenhedsværk og betænkte testamentarisk, plejede den alderdomssvækkede dronning i slutningen af hendes liv. L sad på tronen i 35 år, en længere periode end nogen anden dansk dronning.

Mal. fra 1855 af A. Schiøtt på Rosenborg. Mal. fra 1881 af E. Jerichau Baumann på Rosenborg. Buste fra 1900 af R. Bøgebjerg i Diakonissestiftelsen. Foto i KB.

Bo Bramsen: Huset Glücksborg 1-2, 1975. Svend Hauge: I troskab mod kaldet, 1963. Illustreret Tidende 7.9.1897, 2.10.1898, 16.9.1917.

Kong Christian 9.s og dronning Louises arkiv i Kongehusets arkiv i RA.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Tinne Vammen

 
Professioner
Dronninger · Protektorer
 
Organisationer
Kronprinsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole · Dronning Louises Børnehospital · Louisestiftelsen · Diakonissestiftelsen · Foreningen til Oprettelse af Friskolebørnasyler i Københavns Arbejderkvarter · Belønnings- og Forsørgelsesforeningen for Tyender i København og på Frederiksberg
 
Emneord
Filantropi
 
Tidsperioder
1800-tallet · 1850'erne · 1860'erne · 1870'erne · 1880'erne · 1890'erne
 
Regioner
Tyskland
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon