Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Karen Brahe (1657 - 1736)
Brahe, Karen

1657-1736, bogsamler, legatstifter.

*1.12.1657 på Næsbyholm, Næsby sg,. †27.9.1736 på Østrupgård, Håstrup sg.

Forældre: godsejer ◊Preben B. (1627-1708) og Susanne Gøye (1634-83).

KB blev født som tredje barn af seks på Næsbyholm ved Sorø, hvortil familien var flyttet i forbindelse med Svenskekrigen 1657-60. Den faste bopæl var Engelsholm ved Vejle. 1672 havde hun sin første altergang med tilhørende eksamination. Da farmoderen Anne Gyldenstierne døde i 1677, flyttede familien til Hvedholm på Horne Land, som faderen overtog. Efter hustruens død 1683 fordelte han sine godser mellem børnene og tog selv ophold på Engelsholm med KB som husholderske og hendes lillesøster Birgitte B. Efter hans død 1708 flyttede søstrene tilbage til Fyn til Østrupgård, som da havde gennemgået en stor udvidelse, bl.a. for at kunne rumme KBs bibliotek. Udvidelsen var færdiggjort i 1710. Kort forinden havde KB haft den sorg at miste sin plejedatter Susanne Bauditz, datter af søsteren Sophie B. og Georg Sigismund von Bauditz. Efter søsterens død i 1695 havde KB taget den femårige pige til sig og sørget for hendes uddannelse. I 1708 blev Susanne gift med Jørgen Tyge Seefeldt, og året efter døde hun i barselsseng, hvilket ramte KB hårdt.

I 1715 døde storesøsteren Anne B., der havde beboet den gamle bispegård i Odense. I denne ejendom stiftede KB i 1716 Odense adelige Jomfrukloster, en institution for otte ugifte danske kvinder af adelsstanden. Stiftelsen fungerede som sådan frem til 1972. Hertil donerede KB sit private bibliotek med tillagte midler til dets vedligeholdelse og udvidelse med bestemmelse om, at det aldrig måtte flyttes derfra. 1907 blev det dog af sikkerhedsgrunde deponeret i Landsarkivet i Odense, hvor det stadig befinder sig. Efter stiftelsen af klosteret trak KB sig tilbage til Østrupgård, som hun drev med stor dygtighed; således leverede hun fødevarer m.m. til klosteret, hvis beboere ligeledes blev inviteret på skovture på gården. Endvidere virkede hun i lokalsamfundet, hvor hun økonomisk støttede begavede elevers videre uddannelse, ligesom hun bl.a. stiftede skole og hospital i Svanninge. Samtidig dyrkede KB hele sit liv sine litterære interesser, idet hun frem til sin død købte bøger, såvel antikvariske på auktion som nyudgivelser, for at læse dem og give dem videre til klosteret. Fx findes fra hendes dødsår en bog “Kiøbt 1736 strax lest”, en anden, som trøstede hende ved nevøen Jørgen B.s død samt en tredje med ønsket “Ja gif mig En Salig Ende.”

Hovedkilden til viden om KBs åndelige liv er biblioteket, det eneste bevarede danske adelsbibliotek fra 1600- og 1700-tallet. Hun voksede op med læsning, undervist bl.a. af sin moder og mormoderen Karen Bille, og er formodentlig selv tidligt begyndt at anskaffe sig bøger. Ved moderens faster ◊•Anne Gøyes død arvede hun dennes i samtiden berømmede bibliotek på ca. 1.100 bind, idet Gøye mente, at KB som hun selv ville “elske, agte og gøre sig nytte af dem.” I 1686 blev KB kontaktet af storbogsamleren ◊Peder Hansen Resen, der ønskede at erhverve ca. 100 titler, men hun afslog på grund af sin kærlighed til bøgerne: “Thi for Penge er de ingenlunde fall – Jeg er selv Liebhaber heri og heller forbedrer Tallet paa mine danske Bøger, end skiller mig ved dem.” Denne udtalelse viser, hvilket offer hun ydede ved at skænke samlingen til klosteret og fortfarende indføre sine nyanskaffelser i klosterbiblioteket. I dag omfatter biblioteket knap 3.600 trykte titler og 1.100 håndskrifter. KB læste tysk som dansk; en fjerdedel af bøgerne er tyske, heraf enkelte plattyske, ligesom der findes både danske og tyske aviser. Hertil kommer nogle få islandske og flamsksprogede bøger. KBs af ◊Hans de Hofman berømmede latinkundskaber afsløres derimod som en myte. Latinske bøger er ikke indkøbt, og der findes breve fra præsten i Nørup ved Engelsholm Alexander Jacobsen Falk, der omhandler hans udarbejdelse af oversættelser af latinske tekster.

KB var en flittig brevskriver; den bevarede korrespondance omhandler alt fra administration over litteratur til sladder. Hendes litterære hovedinteresse var teologien, der udgør mere end halvdelen af bøgerne. Disse afslører hende som en særdeles ortodoks lutheraner, der tog afstand fra katolikker, pietister, calvinister m.fl. Hendes anden hovedinteresse var historien, primært Danmarkshistorie, der udgør knap en fjerdedel. Den sidste fjerdedel rummer bøger af mere praktisk karakter som lovsamlinger og juridiske skrifter, lægebøger og anatomiske værker, kogebøger med fedtpletter, skolebøger, bøger om havebrug og forstvæsen, hestens røgt og pleje, “Den Møenske Styrmands-Bog”, bekendtgørelse for lotterier, som KB har spillet i, samt egentlig skønlitteratur, herunder en række udgivelser og håndskrifter af Anne Gøyes svigerinde ◊•Birgitte Thott. Biblioteket viser således KB som et dybt religiøst menneske, men med sans for det praktiske og sågar særdeles verdslige; en alsidig og stærk personlighed, aktiv som kontemplativ. I 1987 stiftedes Karen Brahe Selskabet med det formål at virke for oprettelsen af et kvindekulturcenter i klosterbygningen, der nu ejes af Odense kommune.

Mal. i Odense Kloster. Mal. fra 1699 af Jacob Coning på Fr.borgmus., Odense Kloster, Fyns Stiftsmus.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Susanne Lykke Vølzgen Nielsen

 
Professioner
Legatstiftere · Bogsamlere · Adelige · Lærde kvinder
 
Organisationer
Odense adelige Jomfrukloster
 
Emneord
Stiftelser · Biblioteker
 
Tidsperioder
1700-tallet
 
Regioner
Storstrøms Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon