Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Karen Bramson (1875 - 1936)
Bramson, Karen

1875-1936, forfatter.

*10.8.1875 i Tårbæk sg., †27.1.1936 i Paris.

Forældre: fabrikant Julius Frederik Adler (1835-1902) og Thea Monies (1842-89).

~9.4.1893 med læge Louis B., *14.10.1861 i Kbh., †31.7.1952 smst., s. af grosserer Mentheim Levin B. og Hanne Heymann.

Børn: Mogens Louis (1895).

Allerede som ganske ung pige fik KB to enaktere antaget på Folketeatret for et honorar på 200 kr. Hun havde betinget sig anonymitet, men teaterdirektøren kunne ikke nære sig og satte nyheden i avisen. KB måtte skyndsomst trække stykkerne tilbage og refundere honoraret for at undgå skandale og sin faders vrede, for i 1890’ernes Kbh. var det uhørt, at en ung dame fra det højere bourgeoisi trådte offentligt frem og oven i købet fik penge for det. KB blev tidligt gift med Louis B., der ligesom hun selv kom fra en velstillet jødisk familie. De fik en søn, men KB fortsatte med at skrive. Fra århundredskiftet og frem til sin død fik hun udgivet næsten en snes værker, fortrinsvis dramatik og romaner. Hun debuterede med skuespillet Den unge Frue. Mands Vilje, trykt i 1900 og opført 1907 på Folketeatret. Det er et problemdrama i 1880’er-stil om kampen mellem kønnene, et tema, hun hyppigt kredsede om i sine værker. Senere blev det Første Verdenskrig og dens virkning på mennesker, der optog hende, bl.a. i romanerne Mennesker af vor Tid, 1916, og Det store Drama, 1922. De er præget af en stærk kulturpessimisme med darwinistiske undertoner, den stærkeste vil altid sejre, både historisk og på det individuelle plan.

KBs værker er båret af dramatisk spænding, god sans for replikskifte og for det aktuelle i tiden. Men hendes persontegning er skematisk, og hun formår ikke at tegne psykologisk troværdige portrætter. “Hun stillede Idéen for sit Stykke midt paa Scenen som en Læselampe og placerede Personerne udenom, ensidigt belyst og mekanisk bevæget. Hendes Dramatik kan ikke siges at være død nu, for den har aldrig levet,” skrev ◊Hans Brix bidende i en nekrolog. Denne vurdering af KB var typisk for samtiden, men nyere kønsforskning har gjort op hermed. Hendes forfatterskab handlede i stigende grad om samfundets magtstrukturer og nedtonede det individuelt psykologiske. Man forventede imidlertid af kvindelige forfattere, at de beskæftigede sig med kvinders psykologi, og det var medvirkende til, at KB blev miskendt af kritikken og i litteraturhistorien.

I begyndelsen af Første Verdenskrig bosatte KB sig permanent i Paris og skrev nu fortrinsvis på fransk. Hendes største triumf blev opførelsen i 1923 af Le professeur Klenow på Théâtre de l’Odeon med ◊Poul Reumert i hovedrollen. Senere på året blev stykket, der var en omarbejdet udgave af hendes tidligere værk Den stærkeste fra 1902, opført som gæstespil på Det Kgl. Teater. Her havde hun kort tid inden haft en middelmådig succes med forestillingen De evige Fjender med Reumert og ◊•Bodil Ipsen i hovedrollerne. Året efter blev stykket dog sat op på Strand Theatre i London, hvor det gik over 100 gange under titlen Tigercats. KBs franske skuespil blev udgivet 1929-30 i fire bind med fællestitlen Théâtre. Året efter fik hun som den første udenlandske kvindelige forfatter et skuespil antaget på Théâtre Français.

KBs internationale berømmelse blev styrket af, at hun var kendt i mondæne kredse i Paris. Hun holdt salon for kunstnere, diplomater og politikere, og hun havde ry for at være en strålende værtinde. Under Første Verdenskrig var hun knyttet til en nyoprettet presseafdeling under det franske udenrigsministerium, hvor man skulle skabe international forståelse for landets situation. Her gjorde hun sig bemærket som en glimrende skribent og propagandist. Trods sin alsidige begavelse, sine litterære ambitioner og et liv i mediernes søgelys, var hendes inderste personlighed mærkeligt usynlig. Hun hadede at give interviews og udtalte sig aldrig om sit privatliv: “Sin lille Pennespids kan man give Publikum – men heller ikke mere.” Hun levede adskilt fra sin mand, men bevarede et livslangt venskabeligt forhold til ham, og hun forgudede sin søn, som var pilot og bosat i England. I sine sidste leveår trak hun sig tilbage fra den offentlige scene og fordybede sig i studier af spiritisme. Hun havde altid elsket det kosmopolitiske rejseliv, men flakkede nu underligt hvileløst rundt på hoteller i forskellige europæiske lande og døde 1936 af en hjerneblødning på et hotelværelse i Paris. KB blev ridder af den franske æreslegion i 1917 for sin indsats under krigen, og i 1927 blev hun officer af Æreslegionen for sine litterære arbejder. Fra dansk side blev hun i 1934 hædret med Tagea Brandts Rejselegat.

Foto i KB.

Edda 1/1979. Politiken 30.1.1936. Vore Damer 30/1931. Masken 19/1911.

Privatarkiv i KB.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Marianne Majgaard Jensen

 
Professioner
Forfattere
 
Organisationer
 
Emneord
Dramatik · Skønlitteratur · Udlandsophold · Hædersbevisninger
 
Tidsperioder
1800-tallet · 1900-tallet · 1890'erne · 1900'erne · 1910'erne · 1920'erne
 
Regioner
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon