Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Marlie Brande (1911 - 1979)
(Brande), Amelie Marie (Marlie)

1911-79, tegner, forfatter.

*29.9.1911 i Brooklyn, USA, †18.9.1979 i Hørsholm sg.

Forældre: maler Carl Johan Anders Knud Pedersen (1884-1912) og Johanne Katrine Henriette Madsen-Gundermann (1887-1974).

~23.4.1935 med lektor ◊Elias Lunn Bredsdorff, *15.1.1912 på Roskilde Højskole, Himmelev sg., s. af højskoleforstander ◊Thomas Vilhelm Birkedal B. og Margrethe Lunn (højskoleforstander •Margrethe Bredsdorff). Ægteskabet opløst 1953.

Børn: Mikael (1937), Jan (1942).

Som ung modtog MB tegneundervisning først på ◊•Marie Wandels malerskole og dernæst på Emil Rannows tegneskole. I 1929 blev hun optaget på Kunstakademiet. I begyndelsen studerede hun malerkunst hos professorerne ◊Sigurd Wandel og ◊Kræsten Iversen, men udviklede for alvor sit talent som tegner hos professor ◊Aksel Jørgensen. I studietiden besøgte hun Belgien, Frankrig og Italien og året efter sin afgang fra Kunstakademiets grafiske skole i 1934 også Moskva og Skt. Petersborg, det daværende Leningrad. Hun udstillede første gang 1931 på Kunstnernes Efterårsudstilling og flere gange på Grønningen, først som gæst og fra 1945 som fast medlem. Under Anden Verdenskrig levede MB alene med sine to små sønner et par år, da ægtemanden Elias Bredsdorff på grund af sit arbejde i modstandsbevægelsen var tvunget til at gå under jorden. I denne periode arbejdede hun intenst som illustrator, bl.a. valgte hun selv at tegne til Ingjalds Kvadet, 1944, fordi det gamle nordiske digt opfordrer til kamp mod uretfærdighed og undertrykkelse. Fra 1947 til 1952 boede hun og familien i England, hvor hendes mand var ansat som gæstelærer. Her fortsatte hun med at tegne mennesker omkring sig. En særlig forkærlighed havde hun for de lidt afvigende eksistenser, som dog aldrig blev karikeret, men gengivet med forståelse og respekt.

Fra 1936 og flere år frem leverede MB tegninger til Social-Demokratens tillæg Hjemmets Søndag og det antinazistiske blad Kulturkampen. Som bogillustrator gjorde hun sig især bemærket ved sine tegninger til ◊H.C. Andersens Alt paa sin rette Plads, 1942, Tobias Smollet’s Humphry Clinker, 1944, og Edgar Lee Masters’ Spoon River Antologien, 1946. Til sidstnævnte tegnede hun med bløde blyantstreger på den grå rasterbund sin opfattelse af de menneskeskæbner, som forfatteren beskriver. Hun arbejdede længe og koncentreret for at komme så tæt som muligt på disse skildringer af mennesker på godt og ondt. Endnu i dag forstærker de intense billeder forfatterens tekst. Med novellesamlingen Mennesker imellem, 1960, som hun selv illustrerede, viste MB, at hun også havde talent som forfatter. Her fortælles om nogle af de anonyme interessante mennesker, hun oplevede i sin barndom og på rejser. Hun evnede at fortælle levende om andre mennesker næsten uden at afsløre noget om sig selv. Både tekst og billeder vidner om en fin iagttagelsesevne og en følsom, men behersket social indignation. I et interview fortalte hun, at når hun tegnede mennesker, var det ikke for at aftegne naturen, men for at gengive personer, som de virkelig var. Hun tegnede aldrig efter en model, som sad foran hende. Det ville hæmme hende. Hun byggede på erindringen og tegnede det indtryk af et menneske, som langsomt blev dannet i hende selv. Derved kom det væsentlige frem: det, der blev tilbage i erindringen. Flere kritikere har sammenlignet hendes blyants- og tuschtegninger med den tyske tegner Käthe Kollwitz’s skildringer af tyske proletarer.

Allerede i 1946 begyndte MB på en fortælling for børn, og også denne del af hendes forfatterskab blev naturligvis illustreret af hende selv. Den første udgivne børnebog Da skoene løb med Laura, 1962, fik Undervisningsministeriets Forfatterpris 1963. Bogen var sammen med den senere serie om Nikolaj samt børnebogen Tine med kikkerten, 1973, i en årrække blandt de mest populære bøger på børnebibliotekerne. I bøgerne indgår illustrationerne og den underfundige tekst i en fin helhed. I arbejdet med børnebøgerne gjorde hun meget for at sætte sig ind i børns opfattelse af verden, og hun afholdt sig bevidst fra at skrive kunstigt og for sødt. I et interview har hun fortalt, at hendes lyst til at illustrere kom af hendes store glæde ved at læse og evnen til at leve med i bøgerne og danne sig billeder af personerne og stederne. Da hun skulle illustrere ◊Steen Steensen Blichers noveller, opholdt hun sig en tid i Thorning, hvor Blicher havde været præst. Tegningerne til Udvalgte noveller, 1957, rammer da også forbløffende godt stemningen og tidsbilledet i teksterne. MB blev tildelt en række legater, bl.a. Tagea Brandts Rejselegat 1955.

Foto i KB.

Hans Edvard Nørregård-Nielsen: Avisens håndskrift, 1983. Ernst Clausen (red.): Billedet i bogen, 1961. Saadan tegner vi, 1945. Aarstiderne, 1942. Preben Wilmann (red.): Ung Tegnekunst, 1936.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Lisbet A. Lund

 
Professioner
Tegnere · Forfattere
 
Organisationer
Grønningen · Kulturkampen · Social-Demokraten (se Aktuelt og Det Fri Aktuelt)
 
Emneord
Illustrationer · Skønlitteratur · Børnebøger · Udlandsophold
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1930'erne · 1940'erne · 1950'erne · 1960'erne · 1970'erne
 
Regioner
USA
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon