Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Sigrid Bech-Andersen (1897 - 1977)
Bech-Andersen, Sigrid

1897-1977, godsforvalter.

*16.1.1897 i Vrold, Skannerup sg., †15.1.1977 i Kbh.

Forældre: lærer Jens Marius Andersen (1871-1906) og Marie Kirstine Bech (1873-1945).

SBA var den næstældste af seks søskende, fire piger og to drenge. Faderen var lærer, mens moderens slægt i fem generationer havde været knyttet til Frijsenborg gods. Morfaderen var skovfoged, og SBA og hendes søskende fulgte ham ofte under hans arbejde. Da SBA var ni år, døde hendes fader, og moderen flyttede til Hammel med de seks børn. Pensionen efter den unge lærer var lille og måtte suppleres gennem pensionatsvirksomhed. De ældste børn lærte tidligt at hjælpe til i huset og at tage sig af de yngre søskende. Hjemmet var præget af et kristent livssyn, og de fire døtre blev medlemmer af KFUK (Kristelig Forening for Unge Kvinder). Moderen satte en ære i, at alle børnene trods de små kår fik realeksamen og senere en uddannelse.

Efter realeksamen 1912 forberedte SBA sig på at blive lærer, men i 1917 besluttede hendes ældre søster Helga B.-A. at blive missionær i Kina. Søsteren var på det tidspunkt ansat på Frijsenborg godskontor, og da hun blev antaget af Det Danske Missionsselskab (DMS), lovede SBA at overtage hendes plads midlertidigt. Arbejdet fangede imidlertid hendes interesse, og det resulterede i 43 års ansættelse, først som elev, så som kontordame og fra 1939 som godsforvalter på opfordring af godsets daværende ejer lensgrevinde Inger Wedell. Udnævnelsen af en kvinde til posten som godsforvalter vakte en del opsigt, men SBA blev hurtigt accepteret og respekteret på grund af sin dygtighed og sin omsorg for de enkelte medarbejdere. Frijsenborg gods omfattede på det tidspunkt 10.700 tdr. land, heraf 8.000 tdr. skov, det største private skovdistrikt i Danmark. Landbruget var forpagtet ud, mens godset selv stod for skovdriften. SBA havde ansvaret for regnskaberne, afgifter fra gårdene, vedligeholdelse af bygninger samt flere legater. 250 funktionærer og arbejdere var ansat på godset, heraf 160 mand ved skovbruget. Hun havde et tæt samarbejde med Wedell, og under Anden Verdenskrig, da der var mangel på benzin, cyklede de to kvinder bl.a. rundt på bygningssyn i det omfattende distrikt. Da lensgrevindens søn Tido Wedell i 1958 overtog Frijsenborg, overtog han også driften af landbruget, og SBA blev godsforvalter for det samlede land- og skovbrug.

SBA var livet igennem stærkt engageret i kirkeligt arbejde: KFUK, Indre Mission, søndagsskole og sømandskreds. Fra 1930 og i de følgende 30 år var hun medlem af menighedsrådet i Hammel og desuden kirkens kasserer 1938-61, ligesom hun i en årrække var medlem af DMSs repræsentantskab. 1933-61 spillede hun to gange om ugen til aftensang på Hammel Sygehus og tog sig altid tid til at tale med patienterne. Da hun i 1961 blev pensioneret, flyttede hun til Kbh., men fortsatte med at føre lensgrevinde Wedells private regnskaber og bestyre et af godsets legater, Komtesse Agnes Frijs’ Stiftelse. Desuden var hun i en årrække medlem af Trinitatis sogns menighedsråd. SBA havde en stærk ansvarsfølelse over for sin familie. Hun boede sammen med sin moder til dennes død i 1945 og var senere samlingspunktet i flokken af søskende og søskendebørn.

Kirsten Bertelsen

 
Professioner
Godsforvaltere
 
Organisationer
Frijsenborg gods
 
Emneord
Godser · Forvaltning · Landbrug
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1930'erne · 1940'erne · 1950'erne · 1960'erne
 
Regioner
Århus Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon