Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Jolanta Buch Andersen (1939 - )
Buch Andersen, Jolanta

*1939, direktør, forfatter.

*9.4.1939 i Miejsce Piastowe, Polen.

Forældre: godsejer Tytus Trzecieski (1906-67) og magister Anna Chrzanowska (1910-63).

~6.10.1962 (b.v.) med civilingeniør Erling B. A., *5.12.1920 i Kbh., †1.1.1997 i Nyholte, Søllerød sg., s. af professor ◊Erik Charles B. A. og Ellen Marie Barmwater.

JBA blev født i Polen, hvor faderen var godsejer. Efter Anden Verdenskrig og kommunisternes overtagelse af magten flyttede familien til Warszawa, hvor de slog sig igennem på forskellig vis. Ikke mindst moderens engelskkundskaber sikrede, at de på trods af deres sociale baggrund fik sådanne forhold, at JBA kunne fortsætte sin skolegang og afslutte med studentereksamen. Et højdepunkt i hendes opvækst var erobringen af et svømmemesterskab. Hun påbegyndte herefter et dyrlægestudium, men opgav det til fordel for kortvarige og mere vellønnede opgaver, der bl.a. gav kontakt med udenlandske importører og eksportører. Herigennem traf hun sin mand civilingeniør Erling B.A. Efter indgåelse af ægteskab i 1962 flyttede hun til Danmark og blev dansk statsborger. De første år var meget vanskelige. Erhvervsmulighederne var selvfølgelig begrænsede for en indvandrer med dårlige danske sprogkundskaber og uden en systematisk faglig uddannelse.

JBA startede med forskellige kortere ansættelser, bl.a. som regnskabsassistent i Skandinavisk Motor 1969-71, og efter endnu et par ansættelser blev hun regnskabschef i F.L. Smidths og Sophus Berendsens virksomhed Boilers i Helsinge 1974-76. Hertil kom, at hun støttede sin mand, der fortsat arbejdede med eksport af højteknologiske produkter til bl.a. Polen. Det foregik ofte gennem salg via større messearrangementer. Hun tog som sin mand flycertifikat til sportsfly. JBA blev imidlertid snart klar over, at bedre stillinger i det danske samfund var betinget af formelle uddannelsespapirer, og hun gav sig i kast med et merkonomstudium i regnskabsvæsen, der blev afsluttet i 1974. Siden blev det suppleret med en tilsvarende uddannelse i finansiering i 1982. Forinden var hun blevet direktionssekretær i N. Foss Electric 1976-80, og finansdirektør samme sted 1980-85. Herfra blev hun hentet til direktørposten i Danish Fancy Food Group, som hun tre år senere forlod med dags varsel. Her havde hun fået ansvar for kager, marcipan og snacks, der blev produceret af firmaerne Kjeldsen, Odense Marcipanfabrik og Kims. Virksomheden havde en betydelig eksport og over 600 medarbejdere. Arbejdet med tilpasningen af Danish Fancy Food skabte så store spændinger til bestyrelsen, at samarbejdet brat blev bragt til ophør. Herefter blev hun i 1988 partner i firmaet Corporate Development International, der havde til formål at fremme fusioner og skabe strategiske alliancer og joint ventures på tværs af især de europæiske grænser. Hun indtrådte samtidig i bestyrelsen for en række finansielle selskaber. JBA har tillige været medlem af en række bestyrelser i polske virksomheder, ligesom hun har været rådgiver for den polske regering. Ikke mindst blev hun stærkt engageret i privatiseringsopgaver i Polen sammen med det polske ministerium inden for området.

I den danske medieverden blev JBA kendt, da hun i 1986 blev udpeget til bestyrelsen for TV2, hvor hun havde sæde i otte år, og den brede offentlighed fik kendskab til hende gennem Gregers Dirckinck-Holmfelds tv-program Her er dit liv. Mange vil huske, hvordan hun blev “kidnappet” i en flysimulator i Oslo for at blive bragt til studiet i Kbh., hvor hendes begivenhedsrige liv blev fortalt. JBA har skrevet to selvbiografiske bøger Samfundsfjende, 1986, og Samfundsven, 1987, om tiden i henholdsvis Polen og Danmark. Forinden havde hun bidraget til en antologi om kvindelige ledere Kvindens plads, 1984, og siden leveret bidrag til Fremtidens skole, 1989, og Hvor danske er danskerne?, 1991.

Foto i KB.

Henrik Fode

 
Professioner
Direktører · Forfattere
 
Organisationer
Danish Fancy Food Group · Corporate Development International · N. Foss Electric · TV2
 
Emneord
Eksport · Finanssektoren
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1970'erne · 1980'erne · 1990'erne
 
Regioner
Polen
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon