Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Esther Ammundsen (1906 - 1992)
Ammundsen, Esther

1906-92, medicinaldirektør.

*11.8.1906 i Kbh., †10.12.1992 smst.

Forældre: professor, biskop ◊Ove Valdemar A. (1875-1936) og Charlotte Balslev (1877-1961).

EA kom fra præstefamilier på såvel fædrene som mødrene side. Faderen, der var professor i kirkehistorie, interesserede sig glødende for det sønderjyske spørgsmål og følte det som en forpligtelse efter Genforeningen i 1920 at søge bispeembedet i Haderslev. Moderen tilhørte den vidtforgrenede Balslevske slægt. Hun flyttede til hovedstaden, da hun blev enke, og beskrives som en varm personlighed, der var et holdepunkt for børnene under deres uddannelsesår i Kbh. EA var ældst af en søskendeflok på seks. Barndomshjemmet var nøjsomt, som embedsmandshjem var det. Grundindstillingen var tolerant og i enhver henseende liberal.

I 1925 blev EA student fra Haderslev Katedralskole og ønskede at studere medicin. Familien mente ikke, at hun kunne klare et så langt og krævende studium. I puberteten havde hun udviklet en rygskævhed, som hverken et månedlangt sengeleje i gips eller senere operationsforsøg kunne rette på. Med stor intellektuel styrke og slagfærdighed kompenserede hun livet igennem for sit fysiske handicap. Hun blev sendt til farbroderen biskop John A. i Nykøbing F. for at lære husholdning. Det var absolut ingen succes, og i 1926 begyndte hun på det medicinske studium ved Kbh.s Universitet. Det klarede hun uden problemer på normeret tid. Hun boede de første år i bispegården hos faderens ven ◊Harald Ostenfeld, men skelsættende blev hendes optagelse på Kvinderegensen, da denne åbnede i 1932, initieret af den kendte kvindelige læge ◊•Eli Møller. Halvandet år efter blev hun den første kandidat fra kollegiet.

Opholdet på Kvinderegensen kom til at spille en meget stor rolle i EAs senere tilværelse på grund af de venskaber, der skabtes dér, og som i flere tilfælde blev livsvarige. Blandt de nære venner kan nævnes justitsminister ◊•Helga Pedersen, psykiateren •Emma Vestergaard, praktiserende læge •Kirstine Ladefoged Jensen og landsretssagfører Johanne Hansen. Der blev holdt mange muntre sammenkomster og glade fester, som styrkede sammenholdet. EA beskrives som en rapkæftet kvinde med veludviklet humor og megen selvironi. Hun blev læge på et tidspunkt, hvor det var meget vanskeligt at få stillinger, men i 1934 blev hun ansat som kandidat på Øresundshospitalet, Kbh.s kommunes tuberkulosehospital. Mødet med de mange tuberkulosepatienter kom til at præge hendes senere arbejde i tuberkulosebekæmpelsen. Hun fik relevante uddannelsesstillinger, stilede mod specialuddannelse i intern medicin og skrev 1939 disputats om et laboratorieproblem: Om ikke-kuliltebindende Hæmoglobin i Blodet under normale og patologiske Forhold. Under disputatshandlingen blev EA udsat for kritik, først og fremmest fra professor ◊Erik Warburg, og i aviserne kunne hun dagen efter læse dommen: “Nydelig Dame, spinkel Disputats.” Det lærte hende, at videnskab nok ikke var hendes felt. Hun tog embedslægeeksamen i 1940 for at have andre faglige muligheder for beskæftigelse end en hospitalskarriere i intern medicin.

Under Anden Verdenskrig kom EA hurtigt i kontakt med den tidlige modstandsbevægelse. ◊John Christmas Møller bad hende huse en modstandsmand fra England, der var kastet ned med faldskærm i 1942, og kort efter blev hun opsøgt af ◊Michael Chr. Rottbøll, som under dæknavn etablerede en radiosender til England. Senderen blev sporet, og EA arresteret sammen med broderen Johannes A. Hun fik et år i Vestre Fængsel og undlod aldrig senere at formulere sin påskønnelse af de danske fængselsmyndigheders arbejde for at undgå, at danske statsborgere blev overgivet til tysk retsforfølgelse. Efter løsladelsen i 1943 blev hun ansat på Blegdamshospitalet og blev her impliceret i behandlingen af de ca. 6.000 koncentrationslejrfanger, som blev transporteret til Sverige via Danmark og overnattede på hospitalet. Senere blev hun inddraget i tilrettelæggelsen af det helbredsmæssige tilsyn af de 30.000 ikke-tyske flygtninge, der befandt sig i Danmark ved krigens ophør, og ikke mindst i planlægningen af deres hjemsendelse. Endelig var hun efter krigen med i Seruminstituttets tuberkulosebekæmpelseskampagner i det krigshærgede Europa. 1946 havde hun fået Tagea Brandts Rejselegat, som hun benyttede til en månedlang rejse, der endte hos broderen, læge Einar A. i Bangkok. Undervejs vurderede hun realistisk, at hendes fremtidige karriere næppe lå i hospitalsvæsenet, og efter hjemkomsten søgte hun ansættelse som konsulent i Sundhedsstyrelsens medicinal-statistiske afdeling, hvis chef •Marie Lindhardt gav hende en indføring i medicinalstatistiske grundbegreber, som hun ofte senere udtrykte stor taknemmelighed for.

I 1951 blev EA som første kvinde stadslæge i Kbh. Hendes baggrund som speciallæge i intern medicin, embedslægeeksamen og de administrative erfaringer fra Efterkrigstidens hjælpearbejde gjorde hende meget velkvalificeret, men ansættelse af kvinder i overordnede offentlige stillinger var på det tidspunkt usædvanlig, og EAs udnævnelse vakte stor, positiv mediemæssig opmærksomhed. Hun fungerede som stadslæge i godt ti år. I 1961 gik medicinaldirektør ◊Johannes Frandsen af. Han havde med energi udbygget Sundhedsstyrelsen til en magtfuld institution. EA søgte jobbet og blev udnævnt til medicinaldirektør. Hun var også den første kvinde i dette embede. Johannes Frandsen gjorde sit bedste for at hindre hendes ansættelse på grund af dårlig kemi og forskellig politisk observans. Han var ivrig Venstremand, hun lunken socialdemokrat. Også de gamle veninder fra Kvinderegensen var betænkelige, fordi de mente, at arbejdet ville være for fysisk belastende. EAs ambitioner fejlede imidlertid intet, men hun indrømmede, at det var en brat opvågnen at blive konfronteret med en medicinaldirektørs vidt forgrenede arbejdsområder og opleve omfanget af den personlige indflydelse, stillingen indebar. Hendes første opgave blev at samle Sundhedsstyrelsen under ét tag, og den løste hun fint ved lejemålet af Hotel Cosmopolite. Sundhedsstyrelsen sorterede under Indenrigsministeriet og repræsenterede den lægefaglige sagkundskab, der skulle høres af alle myndigheder vedrørende sundhedsmæssige problemer.

EA opbyggede et frugtbart samarbejde med departementschef ◊Jens Zeuthen og afdelingschef Folmer Nielsen i ministeriet. Hun kom til at spille en væsentlig rolle i sygehusenes udbygning i hele det komplicerede spil om specialafdelingernes placering. Som formand for en arbejdsgruppe, der udarbejdede vejledende retningslinier for sygehusplanlægningen i 1971, bidrog hun til, at der kom styr på tingene. Det var hendes mål at samle den faglige ekspertise på større sygehusenheder og nedlægge eller omdanne de mindre sygehuse, et mål, der krævede mod til at tage upopulære beslutninger. Hun gjorde en stor indsats for at koncentrere ressourcekrævende dialysecentre på få højt udviklede hospitaler, og hun var optaget af udbygningen af den primære sundhedstjeneste ved at fremme kompagniskabspraksis og etablere lægehuse. Da Statens Forskningsråd oprettedes i 1968, udpegedes to kvinder: EA til det lægevidenskabelige og ◊•Eli Fischer-Jørgensen til det humanistiske.

EA var tre gange i midten af 1950’erne repræsentant for Danske Kvinders Nationalråd ved FNs generalforsamling i New York, og hun var stærkt engageret i verdenssundhedsorganisationen WHO, hvor hun 1971-74 var medlem af Executive Board. Hun gik af som 67-årig i 1974, meget bevidst om betydningen af at planlægge en indholdsrig pensionisttilværelse. Først var hun fagligt engageret i WHOs ældreforsorg og deltog desuden i studenterundervisning om socialmedicinske emner. Senere begav hun sig ud på lange rejser, oftest sammen med kollegiekammeraten Emma Vestergaard. EA blev ridder af Dannebrogordenen 1957, ridder af 1. grad 1963, kommandør 1970 og modtog derudover en række udenlandske ordener. 1990 udkom hendes erindringer Amanda fortæller.

Mal. fra 1982 af Niels Winkel i Domus Medica. Tegn. af Hans Lollesgård i KB. Foto i KB.

Kirstine Borum (red.): I Nielsines fodspor, 1984. Ugeskrift for Læger 22/1992.

Levnedsberetning i Ordenskapitlet.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Johannes Mosbech

 
Professioner
Akademikere · Doktorer · Læger · Stadslæger · Medicinaldirektører
 
Organisationer
Blegdamshospitalet · Danske Kvinders Nationalråd (se Dansk Kvinderåd) · Det lægevidenskabelige forskningsråd · Københavns Kommune · Sundhedsstyrelsen · WHO · Øresundshospitalet
 
Emneord
Medicin · Forvaltning · Stat · Kommuner · Sundhedspolitik · Forskningspolitik · Hædersbevisninger · Modstandsbevægelsen · Anden Verdenskrig
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1930'erne · 1940'erne · 1950'erne · 1960'erne · 1970'erne
 
Regioner
Københavns Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon