Home
spacer spacer
KVINFO Nyt
Biblioteks Nyt
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Anna Ancher (1859 - 1935)
Ancher, Anna Kirstine

1859-1935, maler.

*18.8.1859 i Skagen, †15.4.1935 smst.

Forældre: hotelejer, købmand Erik Brøndum (1820-90) og Ane Hedvig Møller (1826-1916).

~18.8.1880 med maler ◊Michael A., *9.6.1849 på Frigård, Rutsker sg., †19.9.1927 i Skagen, s. af købmand Hans Michael A. og Ellen Elisabeth Munch.

Børn: Helga (1883).

AA var en af de første kvindelige kunstnere af betydning i dansk kunsthistorie. Hun vandt tidligt anerkendelse, først blandt sine radikale mandlige kolleger, men hurtigt også af kunstinstitutionen og af publikum. Hun debuterede på Charlottenborgs Forårsudstilling 20 år gammel, og hendes kunst fik en positiv modtagelse af samtidens seriøse kritik. Allerede som 25-årig blev hun, som den ene af tre biograferede kvinder, fremhævet i ◊Sigurd Müllers oversigtsværk Nyere dansk Malerkunst, 1884, for sin selvstændige opfattelse, sin fine maleriske sans og for udførelsen, der kaldes djærv og mandig.

AA voksede op i Skagen, et isoleret, fattigt fiskerleje uden vej- og jernbaneforbindelse til det øvrige land og næsten ukendt, inden stedet i 1880’erne blev berømt som mødested for nordiske friluftsmalere. Som datter af kroværten fik hun imidlertid kontakt med tilrejsende af enhver profession, embedsmænd, handelsrejsende og kunstnere. I hendes barndom kom danske og norske marinemalere lejlighedsvis med dagvogn eller skib og arbejdede en tid på stedet, og som halvstor pige sneg hun sig til at se de arbejder, malerne hængte til tørre. Hun fik en borgerlig kulturel opdragelse, og den fascination af billedkunst, som tidligt kom til udtryk hos hende, blev ikke modarbejdet af familien, hvis åndelige kraft var den begavede moder, der selv var optaget af såvel litteratur som religion. Det blev accepteret, at AA kun forstod sig på farver, og køkkenarbejdet på gæstgivergården blev hun ikke inddraget i, det varetog moderen sammen med to af hendes søstre. AA var endnu kun i konfirmationsalderen, da hendes senere ægtefælle Michael A. i 1874 slog sig ned i Skagen sammen med den senere kritiker og første leder af Skagens Museum ◊Karl Madsen. Sammen med maleren ◊Viggo Johansen fik de øje for AAs talent og opmuntrede hende til at søge professionel uddannelse.

I tre vintre 1875-78 gik AA på ◊Vilhelm Kyhns private tegne- og maleskole for kvinder og fik samtidig vejledning af sin forlovede, der respekterede hendes evner højt, hvilket var usædvanligt i perioden. I 1879 oplevede hun ved selvsyn moderne fransk malerkunst i Kbh. Samme år fik hun i Skagen stærke impulser fra tre malere, som praktiserede de nye franske idealer om at skildre virkeligheden sandt uden at forskønne og at arbejde direkte over for motivet, Karl Madsen og nordmændene F. Thaulow og C. Krohg, de sidste blev førende i det moderne gennembrud i nordisk maleri. Et par meget tidlige tegninger viser, at AA fra begyndelsen havde sans for mennesker, hvilket også karakteriserer hendes første, ofte humoristiske skildringer af den gamle Stine Bollerhus, som er holdt i den traditionelle mørke kolorit. Syende ung Pige og debutarbejdet En gammel Mand som snitter en Pind, 1879-80, er de første vidnesbyrd om, at hun tilsluttede sig det revolutionære nybrud. Strømmen af malere, der søgte Skagens barske natur og uspolerede modeller, tog til, og i 1880’ernes begyndelse udvikledes det længe ventede gennembrud i malerkunsten i gensidig inspiration mellem danske og nordiske kunstnere. Heri tog AA aktiv del og vakte sine mandlige kammeraters beundring og respekt med bl.a. To gamle, der plukker Maager, udst. 1883, En blind Kone i sin Stue, 1883, Pigen i Køkkenet, 1883-86, og Solskin i den Blindes Stue, 1885. Siden da var lyset og farven de betydeligste formelle komponenter i AAs kunst. Det ses også af hendes pasteller og af den store samling efterladte olieskitser, der først har været kendt fra 1990, hvor de efter endt konservering blev vist i museet Anchers Hus og for et internationalt publikum på den store AA-udstilling i Hannover 1994. Samtidig udviklede hun med Skagens fiskerbefolkning som modeller en selvstændig figurkunst af usædvanlig intensitet. Med følelse og indlevelse og uden nogensinde at blive sentimental skildrede hun oftest kvinderne, såvel de gamle som de yngre, ligesom hun var en særlig fin iagttager af børnene. Mesterlige eksempler er pastellerne Kirsten Jenne med en Blomst, 1885, og bedstemoderen Kirsten Møller hvilende, ca. 1890. Desuden de talrige oliebilleder af måltider og af en syende pige set mod en solbeskinnet væg. Fremhæves må også de mange portrætter af moderen som gammel, malet i den blå eller røde stue, der kan opfattes som billeder på selve alderdommen.

Ægteskabet 1880 og moderskabet 1883 hindrede ikke AAs udfoldelse. Trods ægtemandens vedholdende opfordringer til flid hævdede hun udramatisk sin selvstændighed ved selv at bestemme tempo og emner. Hun lod sig sjældent friste til mere komplekse kompositioner, men malede dog bl.a. Et Missionsmøde, 1903. Alle slags mennesker kom i hendes og ægtefællens gæstfrie hjem, kunstnervenner, fiskere og kongefamilie, radikale såvel som religiøse. Over for den ydre anerkendelse, hun oplevede på de talrige skandinaviske og internationale udstillinger, hun deltog i, bevarede hun sin naturlighed, også som medlem af Kunstakademiets Plenarforsamling fra 1904 og som modtager af Ingenio et arti 1913 og Tagea Brandts Rejselegat 1924. AAs malerier regnes blandt hovedværkerne i dansk kunst. Modsat andre Skagensmalere har hendes kunst aldrig trættet publikum, og hun har tværtimod ofte været fremhævet på andres bekostning. I 1967 blev Michael og Anna Anchers Hus i Skagen åbnet som museum.

Mal. fra 1901 af Michael Ancher på Fr.borgmus. Portrætstatue fra 1938 af Astrid Noack på Skagens Mus. Foto i KB.

Heide Grape-Albers (red.): Malerin Anna Ancher in Skagen 1859-1935, 1994. Walter Schwartz: Malere ved Staffeliet, 1941. Karl Madsen: Skagens Malere og Skagens Museum, 1929. Alba Schwartz: Skagen før og nu, 1912-13.

Privatarkiv i KB, Helga Anchers Fond.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Elisabeth Fabritius

 
Professioner
Malere
 
Organisationer
 
Emneord
Billedkunst · Hædersbevisninger
 
Tidsperioder
1800-tallet · 1900-tallet · 1870'erne · 1880'erne · 1890'erne · 1900'erne · 1910'erne
 
Regioner
Nordjyllands Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon