Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Kristine Bøg Andersen (1894 - 1991)
Bøg Andersen, Nielsine Kristine

1894-1991, konditor.

*21.9.1894 i Vester Hassing sg., †11.1.1991 i Hasseris sg.

Forældre: gårdejer Niels Abel Olinius Nielsen (*1866) og Karoline Frederikke Jensen (*1864).

~23.2.1926 med konditor, direktør Axel B. A., *23.3.1895 i Grenå, †31.3.1986 i Hasseris sg., s. af bager Carl Christian Andersen og Martine Sørensen.

Børn: Bent Ole (1928), Else-Kristine (1934).

I 1916 flyttede KBA til Ålborg, hvor hun med udgangspunkt i en beskeden opsparing åbnede en meget lille bagerforretning med hjemmebageri. Det er blevet sagt, at det største aktiv, hun bragte med sig, var en bageopskrift på kanelkranse. Det rygtedes hurtigt i byen, at netop hendes kanelkranse var af en helt særlig kvalitet, og snart var Kristines kager det eneste, der duede for det kagespisende Ålborg. Med populariteten fulgte flere udvidelser af bageriet og, hvad der var typisk for tiden, forretningen blev udvidet med udskænkning af kaffe og servering af kager. KBAs konditori blev hurtigt det sted, hvor ikke mindst kvinder afsluttede en indkøbstur. Siden blev konditoriet også populært som mødested før og efter en biograftur, hvor publikum lod sig betjene af de sortklædte serveringsdamer med hvidt forklæde og hvid kravebesætning.

I 1926 blev omsætningen fordoblet, da KBA giftede sig med sin eneste konkurrent konditor Axel B.A. og flyttede forretningen til nye lokaler i Jens Bangsgade 7-9, hvor den også blev udvidet med en lille café. Forretningen blev fortsat under navnet Kristine Nielsen. Så populær var den, at den fire år senere igen måtte udvides. Ægteparret købte en grund på adressen Vesterbro 46, hvor der opførtes en femetagers ejendom med konditori i stuen. På de øvrige etager blev der indrettet cafe, restaurant og selskabslokaler. Det var et imponerede byggeri, holdt i tidens funkisstil. Det blev karakteriseret som landets mest moderne konditori. Sammen med flytningen fik virksomheden kort og godt navnet Kristine. Det var ikke længere kun bagværk, ægteparret beskæftigede sig med, men også konfekt og chokoladefremstilling. Produkterne var så populære, at de blev solgt ikke blot over hele landet, men også eksporteret.

Konditoren var ikke en almindelig bager, der som hovedingrediens brugte mel. I konditorhåndværket havde melet snarere den funktion at få sukker, fløde, æg, smør, chokolade, marcipan og mandler til at hænge sammen. En konditorkage hos Kristine bestod således især af creme eller sød masse, overtrukket med chokolade, marcipan og lignende. Her var produktet udviklet til det fuldkomne. Det var da også ægteparret en stor fornøjelse i 1941 at kunne være vært ved Dansk Provinskonditorforenings generalforsamling i Ålborg. Lejligheden blev naturligvis benyttet til at vise den elegante og store forretning frem for kollegerne. Personalet var vokset betydeligt, og virksomheden havde kort før Anden Verdenskrig omkring 100 ansatte og var da en af landets største og mest moderne konditorivirksomheder.

 

Illustreret Tidende 4/1996. Konditorlaugets Medlemsblad 10/1941.

Henrik Fode

 
Professioner
Bagere · Butiksindehavere
 
Organisationer
 
Emneord
Handel · Konditorier
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1910'erne · 1920'erne · 1930'erne · 1940'erne · 1950'erne
 
Regioner
Nordjyllands Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon