Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Ingeborg Börjeson (1890 - 1976)
Börjeson, Ingeborg

1890-1976, bogbinder.

*6.12.1890 i Kbh., †14.4.1976 i Stockholm.

Forældre: gymnasielærer Ivar Leopold Heckscher (1861-1915) og Anna Boline Lillelund (1863-1951).

~27.11.1919 med violinist Rolf B., *20.8.1886 i Stockholm, †12.11.1956 smst., s. af professor Johan Laurentius Helenus B. og Louise Frederikke Anna-Mathea Bartholin.

I 1911 erhvervede IB svendebrev som bogbinder i Kbh. og umiddelbart efter startede hun eget værksted i Rådhusstræde, senere i Løngangsstræde. Efter en hurtig opblomstring løb virksomheden imidlertid som følge af Første Verdenskrig ind i vanskeligheder med at få de rigtige materialer hjem fra udlandet. Dette medførte, at IB besluttede at lukke sit værksted for at søge nye udfordringer, og hun blev i stedet sekretær i Røde Kors og fik til opgave at besøge flygtningelejre rundt om i Europa i krigens sidste år. I slutningen af 1918 endte hun på et Røde Kors-kontor i Paris, hvor hun opholdt sig de følgende 18 år. Hun havde sin gang i den nordiske kunstnerkoloni, og her traf hun sin mand, den svenske maler og violinist Rolf B. Omkring 1920 forlod hun Røde Kors-arbejdet og oprettede efterhånden to bogbinderværksteder i den franske hovedstad, hvortil hun knyttede flere hundrede elever. IB optog særlige franske teknikker, bl.a. marmorering af papir, foruden at hun tilegnede sig den specielle franske indbindingsteknik. Værkstedet blev siden udvidet med fremstilling og salg af specialprodukter til bogindbinding.

I 1936 vendte ægteparret tilbage til Kbh., men tre år senere fortsatte rejsen til Stockholm. Under opholdet i Danmark var IB i 1936 med til at starte den første soroptimistklub, en parallelklub til Rotary, der bl.a. er karakteriseret ved, at der kun er et medlem fra hvert fag i klubberne. Familien fastholdt en ferieadresse i Rungsted, hvor der også blev indrettet et mindre bogbinderværksted. I Stockholm etablerede IB et nyt bogbinderi, der også leverede kunstnerisk og håndgjort overtrækspapir til bogbindere over hele verden. Hun havde allerede slået sit navn fast som en stor kunstner inden for sit fag og havde udstillet flere gange på de store verdensudstillinger i Paris 1931 og i Bruxelles 1935 og igen i Paris 1937, og hver gang opnåede hun megen anerkendelse.

For at skabe øget interesse for bogbind skrev IB i 1925 en bog på fransk, der levende fortalte om indbinding af bøger med den særlige franske teknik. I 1936 udsendte hun en bog i Danmark, hvor hun fremlagde såvel de særlige skandinaviske som franske indbindingsteknikker. Siden blev denne udgave kompletteret på svensk og igen oversat til dansk under titlen Indbinding af bøger i 1962. Bogen udstråler hele hendes glæde ved det rette bogbind, for som hun siger i forordet: “Den håndbundne bog bør være et kunstværk, både hvad angår teknik og valg af bind. Man bør øjeblikkelig, når man tager den i sin hånd, kende sjælen i den.” Bogen var selvfølgelig i sig selv et lille kunstværk, indbundet som den var i et bind, komponeret af forfatterinden og udført af Carl Petersens Enke i Kbh. Allerede i 1920’erne havde IB polemiseret mod den stigende anvendelse af maskinindbundne bøger og påpeget, at det kunne være næsten umuligt at indbinde en kartonneret, skåret bog. “Den er næsten altid forskaaret, og Maskinhæftningen ødelægger altid Arkene i Ryggen.” Enhver forlægger burde derfor nøje overveje, når han udgav sine bøger kartonnerede og maskinhæftede.

IB arrangerede flere gange særlige udstillinger med sine egne bogbind rundt om i Europa. I 1972 udgav hun på eget forlag sine erindringer Venner, dyr og bogbind, der naturligvis var beskyttet af et smudsomslag, der var marmoreret af hende selv.

Foto i KB.

Fyns Tidende 25.7.1962.

Henrik Fode

 
Professioner
Bogbindere
 
Organisationer
Dansk Røde Kors
 
Emneord
Udlandsophold · Kunsthåndværk · Nødhjælpsorganisationer · Internationalt arbejde
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1910'erne · 1920'erne · 1930'erne · 1940'erne · 1950'erne · 1960'erne · 1970'erne
 
Regioner
Københavns Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon