Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Edith Brenneche Petersen (1896 - 1973)
Brenneche Petersen, Edith Marie

1896-1973, sognepræst.

*2.2.1896 i Kbh., †8.9.1973 i Odense.

Forældre: manufakturhandler Heinrich Theodor Petersen (*1864) og Ida Olivia Victoria Brenneche (*1874).

EBP voksede op i Kbh., hvor hendes fader var manufakturhandler. I 1917 blev hun student fra Vedels Kursus og begyndte herefter at studere teologi ved Kbh.s Universitet med det ønske at blive præst. Hun regnede med, at det ville være muligt, når hun engang blev færdig med sit studium. Men da hun var blevet teologisk kandidat i 1927, var det stadigvæk ikke muligt for en kvinde at blive ordineret, og hun måtte finde sig et andet udkomme. Hun arbejdede en tid som husassistent, var også på kontor, arbejdede på et bibliotek og havde lidt undervisning forskellige steder. Samtidig deltog hun i mange år i menighedsarbejde i Solbjerg sogn på Frbg. og holdt andagter i De gamles By. Først 20 år efter hendes eksamen kom i 1947 den lovændring, der tillod kvinder at opnå stilling i Folkekirken, og i april 1948 blev hun ordineret i Skt. Knuds Kirke i Odense af Fyns biskop ◊H. Øllgaard. To andre kvindelige teologer •Ruth Vermehren og ◊•Johanne Andersen blev ordineret ved samme lejlighed. Forinden var EBP blevet kontaktet af sognepræsten i Nørre Åby på Fyn, Kristian Andersen, som opfordrede hende til søge kirkens ledige stilling som hjælpepræst. I sin annonce i Præsteforeningens Blad havde han udtrykkeligt skrevet, at ansøgeren gerne måtte være kvindelig, og Vermehren havde givet EBP sin varme anbefaling. Hun prøveprædikede i foråret 1948 sammen med en mandlig teologisk kandidat, blev indstillet til embedet med stort flertal, og straks efter ordinationen tiltrådte hun sit embede i Nørre Åby-Indslev pastorat. Efter pressens opfattelse var EBP den største overraskelse blandt de tre første kvindelige præster. Hun tilhørte Indre Mission (IM), måske endog IMs højrefløj, men blev ansat i et udpræget grundtvigsk sogn, hvor man næppe i forvejen har kendt til hendes kirkelige ståsted. Fra sin ungdom havde hun også været tilknyttet KFUK (Kristelig Forening for Unge Kvinder). Men de meningsforskelle, der må have været, synes ikke have spillet nogen synderlig rolle, og hun blev snart populær i Nørre Åby. Hun var flittig og energisk og blev et kendt syn, når hun til hest eller på cykel færdedes i pastoratets to sogne i sin præstekjole, på vej til husbesøg. Hendes væsen var stilfærdigt, hun havde begge ben på jorden og fik ros for sine klare og jævne prædikener. Også som foredragsholder var hun påskønnet og talte især til møder og i oplysningsforbund om Kristendom og Politik. Hun var selv politisk aktiv og medlem af Retsforbundet, som hun i 1947 var folketingskandidat for.

Diskussionen om kvindelige præster, der fortsatte livligt også efter lovændringen, interesserede hende derimod ikke. Hun var ganske uimponeret over sin nye status og undgik sig enhver debat om forskellen mellem mandlige og kvindelige præster. Selv oplevede hun ikke, at hendes stilling var forbundet med vanskeligheder. Hendes møder var velbesøgte, og det beviste for hende, at der var mange tilhængere af kvindelige præster, men de råbte ikke op, sådan som modstanderne havde for vane, fremhævede hun. Konflikter mødte hun til gengæld i forhold til IM, der ikke accepterede kvindelige præster. Selvom hun ikke lagde skjul på sit teologiske ståsted og lod sin indremissionske holdning komme til udtryk i sine prædikener, modtog hun ikke nogen form for støtte fra sit kirkelige bagland, men mødte tværtimod massiv modstand. Det må have været en stor skuffelse for hende, da IM ikke blot frasagde sig ethvert samarbejde med kvindelige præster, men direkte møntet på hende også tog afstand fra de kvindelige præster, der havde indremissionske rødder.

Da stillingen som hjælpepræst kun strakte sig over et år, måtte EBP snart i gang med at søge embede et andet sted. I 1951 lykkedes det, og hun blev ansat som kaldskapellan ved Fredens Kirke i Odense. Her måtte hun lide den tort, at IM som en konsekvens af hendes ansættelse lod deres missionær flytte fra sognet. Også i sin nye stilling gjorde hun en stor indsats i sognearbejdet, men var i slutningen af 1950’erne udsat for en ulykke, der medførte et svageligt helbred, og i 1961 måtte hun gå på pension 65 år gammel. EBP var det meste af sit voksne liv aktivt medlem af Dansk Kvindesamfund (DK) og blev ved sin afsked takket af DK for sin store pionergerning som en af landets første kvindelige præster.

Else Marie Wiberg Pedersen (red.): Se min kjole, 1998. Social-Demokraten 2.2.1956. Dagens Nyheder 8.1.1956. Berlingske Tidende 10.10.1948.

Lis Bisgaard

 
Professioner
Akademikere · Præster
 
Organisationer
Indre Mission · Folkekirken
 
Emneord
Kristendom · Teologi
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1940'erne · 1950'erne · 1960'erne
 
Regioner
Københavns Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon