Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Sophie Breum (1870 - 1935)
Breum, Sophie Margrethe Juliane

1870-1935, forfatter.

*28.h9.1870 i Odense, †2.9.1935 i Kerteminde.

Forældre: købmand Ignatz Florian Sebastian B. (1845-1917) og Anna Marie Henriette Rasmussen (1846-1908).

Bofælle ca. 1900-35: maler ◊•Anna Elisabeth Munch, *18.6.1876 i Kbh., †9.11.1960 på Frbg., d. af forfatter, professor Andreas M. og Anna Maria Amalie Nordberg.

SBs fader var en velstående odenseansk manufakturhandler og en ledende skikkelse i byens kulturelle og filantropiske liv. En kristen livsholdning prægede hjemmet, og SB gik i ◊•Louise Wintelers skole, Odenses bedste private pigeskole. Fra barnsben havde hun ønsket at blive forfatter, og hun søgte på egen hånd at udvide sine kundskaber, men var ulykkelig over manglerne i sin uddannelse. Hun fik da af forældrene lov til at tage til Kbh., hvor hun gennem godt et år modtog privatundervisning i kunst, litteratur og filosofi. Samtidig deltog hun i et kursus på Borups Højskole. Hjemvendt til Odense studerede hun selv videre, underviste i tre år på sin gamle skole, skrev til bl.a. Fyens Tidende, Illustreret Tidende og Husmoderens Blad og holdt historiske foredrag for unge piger.

I 1898 kom, hvad SB selv kaldte vendepunktet, da litteraturkritikeren ◊Vilhelm Andersen opmuntrede hende til at fortsætte forfatterskabet. I 1900 debuterede hun med Hyld og Humle, en række fortællinger fra det fynske miljø, og i 1902 og 1904 fulgte to historiske romaner Fuldtro Sind og Kongebørn. I de følgende 20 år udgav hun yderligere fem romaner og lige så mange samlinger af fortællinger. Desuden oversatte hun et par enkelte værker og var 1911-14 medredaktør af Julegæsten. SB var en populær forfatter, og både romanen En Herregaardsfrue, 1918, og fortsættelsen Arven, 1921, kom i flere oplag. Særlig succes fik hendes fortælling Jul i Købmandsgaarden, 1917. Gennemslagskraften har vist sig vedvarende, året efter hendes død blev den dramatiseret og opført på Folketeatret, i 1951 kom den i en filmudgave, 1960 udsendt som hørespil, og endelig så sent som 1995 overførtes filmen til video.

SB var optaget af kvindesagen og var medlem af Dansk Kvindesamfund, hvis blad Kvinden og Samfundet hun bidrog til. I 1901 arrangerede hun i Odense for egen regning Kvindernes Udstilling med litteratur, kunst og kunsthåndværk udført af kvinder, en mere beskeden pendant til hovedstadens udstilling af samme navn i 1895. Kvindesagen som sådan indgik ikke i hendes værker, men hendes hovedpersoner var ofte kvinder, i reglen varme og stærke i modsætning til de mandlige figurer, der prægedes af ulykkelige, modstridende følelser. Som privatperson havde hun temperament, som forfatter ønskede hun at gengive livets alvor og poesi, det høje og dybe i sjælen, det godes sejr over det onde, men beskyldtes til sin harme for at være idylliserende. Lune havde hun under alle omstændigheder, og hun indlagde ofte små historier, der gengav fynsk humor og dialekt.

SB havde fra omkring 1900 sluttet et nært venskab med den anerkendte malerinde Anna E. Munch, som i flere tilfælde illustrerede hendes bøger. De flyttede sammen og boede om vinteren i Munchs lejlighed i Kbh., mens sommerperioderne blev tilbragt i en fælles villa i Kerteminde, dengang hjemby for adskillige af tidens fremtrædende kunstnere. SB døde i 1935, og samme år udgav og illustrerede Munch en samling af hendes lyrik Juletoner og andre Digte til hendes minde.

Mal. fra 1918 af Anna E. Munch i privateje. Foto i KB.

Hans Henrik Jacobsen: Fynske digtere, 1994. Hans Henrik Jacobsen: Digtere i Odense, 1993. Nationaltidende 15.2.1925. Hver 8. Dag 29/1914. Husmoderens Blad 9/1900.

Privatarkiv i Kerteminde Mus.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Birgit Bjerre

 
Professioner
Forfattere
 
Organisationer
 
Emneord
Skønlitteratur
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1900'erne · 1910'erne · 1920'erne
 
Regioner
Fyns Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon