Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Ada Bruhn Hoffmeyer (1910 - 1991)
Bruhn Hoffmeyer, Adelheid (Ada) Maria

1910-91, museumsdirektør.

*1.12.1910 i Roskilde, †8.8.1991.

Forældre: politikommissær Lauritz J. Bruhn (1883-1960) og Alfa Karen Margrethe Larsen (1883-1959).

~3.7.1951 med redaktør, overbibliotekar Erling Ferdinand Hoffmeyer, *13.3.1901 i Store Heddinge, †3.4.1975, s. af grosserer Wilhelm H. og Hedvig Sørensen.

Allerede i barndomsårene interesserede ABH sig for arkæologi, og efter hun var blevet student fra Roskilde Katedralskole 1929, valgte hun at studere klassisk arkæologi og blev mag.art. i 1936. 1934-39 var hun beskæftiget med forskelligt museums- og biblioteksarbejde på Ny Carlsberg Glyptotek, samtidig med at hun foretog adskillige studierejser i Europa for midler bevilget af Ny Carlsbergfondet, fx fik hun et studieophold ved det svenske arkæologiske institut i Rom. Som resultat heraf skrev hun bl.a. Oltos and Early Greek Vase Painting, 1943.

Det var nærmest et tilfælde, at ABH i 1939 fik ansættelse som museumsassistent ved Tøjhusmuseet, hvor hun i 1942 blev inspektør og leder af afdelingen for blanke våben og harnisker. Derefter koncentrerede hun sin forskning om middelalderlige våben. Det viste sig, at hendes baggrund som klassisk arkæolog gik fint i spænd med det våbenhistoriske; i 1954 blev hun dr.phil. på afhandlingen Middelalderens tveæggede sværd. 1946-62 var hun på flere studieophold i Europa og USA, finansieret af danske og udenlandske legater, bl.a. fik hun tildelt Carl Jacobsens Museumsmandslegat 1951. Hun var meget flittig og publicerede mange afhandlinger i fagtidsskrifter om våbenhistoriske emner, samtidig med at hun skrev kronikker og artikler i dagblade, dels baseret på sin faglige viden, dels om aktuelle spørgsmål. Endvidere skrev hun flere leksikonartikler, bl.a. til Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder, og i 1965 bidrog hun til sin gamle skoles historie med bogen Roskilde Katedralskole gennem tiderne. Hun var en af de mest synlige medarbejdere ved Tøjhusmuseet, både fordi hun var en kompetent forsker inden for sit fagområde, og fordi hun var kvinde, ansat i en for sit køn usædvanlig stilling; nogle af de mandlige kolleger fandt hende måske for ambitiøs. I museumshistorisk sammenhæng må det fremhæves, at hun var den første, der virkede aktivt for, at museerne skulle have særlige udstillingsfaciliteter for børn. Interne vanskeligheder på museet og et deraf følgende dårligt samarbejdsklima bidrog til, at hun lod sig pensionere i 1959. ABH havde også fundet tid til kvindepolitisk virksomhed, bl.a. som næstformand i Dansk Kvindesamfunds Frbg.-kreds og suppleant i hovedstyrelse 1952-56.

Fra 1962 var ABH sammen med sin mand bosat i Spanien, og i 1963 blev hun direktør for Instituto de Estudios sobre Armas Antiguas i Cáceres. Fra denne periode stammer et omfattende forfatterskab om spanske våben på engelsk og spansk, hvoraf de vigtigste værker er Military Equipment in the Manuscript of Scylitzes in Biblioteca Nacional, 1966, Arms and Armour in Spain i to bind, 1972 og 1981, og From Medieval Sword to Renaissance Rapier, 1980. Desuden var hun redaktør af Gladius, et fransksproget våbenhistorisk tidsskrift, æresmedlem af forskellige lærde societeter i Spanien og Italien og korresponderende medlem af flere våbenhistoriske selskaber. Hun var også tilknyttet UNESCOs spanske nationalkommission.

ABH var en af sin tids fornemste eksperter på blanke våben; hun var internationalt orienteret og meget estimeret, ikke mindst i de sydeuropæiske lande, mens det måske kneb mere for danske kolleger fuldt ud at acceptere hendes betydning for den våbenhistoriske forskning.

Foto i KB.

Aage Heinberg (red.): Saadan blev jeg det, 1953.

Levnedsberetning i Kbh.s Universitets festskrift, 1955.

Kirsten-Elizabeth Høgsbro

 
Professioner
Direktører · Akademikere · Doktorer · Forskere
 
Organisationer
Ny Carlsberg Glyptotek · Tøjhusmuseet · Instituto de Estudios sobre Armas Antigua · Gladius · Dansk Kvindesamfund
 
Emneord
Museer · Arkæologi · Våben · Våbenhistorie · Udlandsophold · Internationalt arbejde
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1930'erne · 1940'erne · 1950'erne · 1960'erne · 1970'erne · 1980'erne
 
Regioner
Roskilde Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon