Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Emilie Andersen (1895 - 1970)
Andersen, Ottine Caroline Emilie

1895-1970, arkivar.

*26.3.1895 i Grøde, Ikast sg. †10.11.1970 i Kbh.

Forældre: gårdejer Christian A. (1854-1938) og Kirsten Christiansen Larsen (1858-1947).

“Deres hele væsen er mig en gaade. Har nornerne virkelig skabt kvindelige væsner, der kun ønsker forskerarbejde og er lykkelige dermed, saa lad dem i det mindste i guds navn faa al den berømmelse i videnskaben, de alene hige efter.” Således skrev professor i historie ved Kbh.s Universitet ◊Erik Arup i 1929 til sin tidligere elev, der i nordtyske arkiver gjorde studier til en disputats. EA fik ikke stor berømmelse i sin levetid, om end hun opnåede den hæder at modtage ridderkorset. Hun ønskede, så vidt vides, kun at leve for sit forskerarbejde og var tilsyneladende lykkelig dermed, men hun åbnede sig for meget få mennesker og slet ikke i de breve, der er efterladt. Den joviale, næsten familiære tone, Arup anslog i sine breve til hende, lå hende fjernt. Hun levede alene og i tiltagende isolation.

EA var gårdejerdatter fra Ikast og ud af en søskendeflok på ni. Hun viste tidligt begavelse, tog studentereksamen 1914 som privatist og blev magister i historie i 1922. Hun bestod i 1923 prøven i praktisk undervisningsfærdighed på Rysensteen Gymnasium, men rektor ◊•Maria Nielsens skudsmål antyder, at det ikke var i undervisning, EAs styrke lå. Den lå i forskning, og det første store værk fra hendes hånd Grams Historie kom i 1926, skrevet på opfordring af ejeren til Gram og trykt privat, hvilket hindrede afhandlingen i at få den fortjente udbredelse. EA modtog 1922-31 legater og rejsestipendier, der gjorde hende i stand til at besøge nordtyske og hollandske arkiver med henblik på at skrive disputats om Danmark og Hansestæderne i 1400- og 1500-tallet. I 1932 havde hun et manuskript færdigt til en udgave af det ældste overleverede danske købmandsregnskab med indledning. Først 1954 fik hun imidlertid økonomisk mulighed for at udgive det som det ene af sine hovedværker Malmøkøbmanden Ditlev Enbeck og hans regnskabsbog, hvis indledning er en dybtgående afhandling om det emne, hun havde planlagt, men aldrig nåede at skrive disputats om. Fuld erkendelse af bogens betydning er først kommet efter hendes død med den stigende interesse for social og økonomisk historie.

I 1931 indledte hun sin arkivarkarriere som vikar 1931-33 og som fast ansat ved Landsarkivet for Sønderjylland 1933-35, Landsarkivet for Sjælland 1935-58 og Rigsarkivet 1958-65. Med sin sky holdning til både kolleger og publikum befandt hun sig bedst med det ensomme ordnings- og registreringsarbejde, der kaldte på hendes forskerinstinkt. Hun var umådelig flittig, og hendes grundighed var legendarisk. Især blev hun en fin kender af arkivernes ældre samlinger. I 1958 fik EA til opgave at nyordne og registrere ◊Christian 2.s omfattende arkiv, den såkaldte München-Samling, der i 1939 var blevet overdraget Danmark. Det imponerende resultat Vejledende Arkivregistraturer XV, blev udgivet i 1969. Sideløbende med de tjenstlige opgaver arbejdede EA med sit andet hovedværk, udgivelsen af kilder fra Hans den Ældres hertugdømme 1544-80. To bind De Hansborgske Registranter udkom 1943-49. Hun var i gang med et tredje bind De Hansborgske domme 1545-1578, da hun døde. Arbejdet blev fuldført af kolleger og udkom i 1994. Sin vane tro var EA yderst grundig og omhyggelig med dette arbejde, hvilket imidlertid medførte problemer både med de tilsynsførende på udgaven, der mente, at hun gjorde for meget ud af det, og for hende selv. Udgaverne tog tid fra de biografier og afhandlinger, hun til det sidste håbede at skrive. EA blev ridder af Dannebrogordenen i 1965.

Foto i KB, Institut for sønderjysk lokalhistorie.

Emilie Andersen: De Hansborgske domme 1545-1578, udg. af A. Andersen, 1994. Nordisk Arkivnyt, 1970.

Levnedsberetning i Ordenskapitlet. Privatarkiv i RA.

Grethe Jacobsen

 
Professioner
Akademikere · Arkivarer · Forskere
 
Organisationer
Landsarkivet for Sønderjylland · Landsarkivet for Sjælland · Rigsarkivet
 
Emneord
Historie · Udlandsophold · Hædersbevisninger
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1930'erne · 1940'erne · 1950'erne · 1960'erne
 
Regioner
Ringkøbing Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon