Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Petra Julie Holm (1889 - 1983)
Holm, Nielsine Petra Julie

1889-1983, museumsinspektør.

*22.4.1889 i Daugård sg., †14.7.1983 i Århus.

Forældre: baneformand Hans Henrik Nielsen (1859-1916) og Mathilde Nielsen (1860-1938).

~2.5.1921 med museumsdirektør ◊Peter H., *14.5.1873 i Århus, †1.2.1950 smst., s. af sejl-, flag- og kompasmager Rasmus Christian H. og Emma Petrea Jensen.

PJH blev født i beskedne kår som den ældste i en større søskendeflok, der alle steg opad socialt. Hun blev husligt uddannet og var omkring 1909 et par år ung pige i huset hos grundlægggeren af Den Gamle By i Århus, Peter H., hans daværende kone og deres søn Ralph H. Frem til 1921, da hun efter hans skilsmisse giftede sig med Peter H., havde hun pladser som husjomfru, selskabsdame og husholderske. Ægteskabet bragte hende straks ind i museumsverdenen som museumsassistent. Uden uddannelse fik hun, som det var vanligt i tiden, ansvaret for at registrere Den Gamle Bys samling af tekstiler. Ansvarsområdet blev efter nogle år udvidet med formidling, restaurering, indsamling og forskning. Hun arbejdede halvdags, først ulønnet, senere lønnet. I 1938 blev hun udnævnt til museumsinspektør, fuldtids fra 1950. Ægtefællen fremhævede og støttede PJHs arbejde. Den Gamle By fik således allerede i 1924 i Tværgadehuset og igen i 1939 med Tekstilmuseet nyindrettet særskilte, store tekstile udstillinger. Til den sidste havde PJH fået bevilget studierejser til Göteborg, Stockholm, Oslo og Kbh. Udstillingen stod uændret til 1959, hvor hun gik af som museumsinspektør og efterfulgtes af •Erna Lorenzen.

Den linie, der ses i PJHs indsamling af museumsgenstande samt i de valgte temaer for udstillingerne, udtrykte det dannede publikums let nedladende holdning til industrialismens masseproduktion, der i årtierne omkring 1900 øgede interessen for kunsthåndværk. Denne tendens faldt også i tråd med hendes egen smag for fint håndarbejde, delikate genstande og det eksklusive; det almindelige havde aldrig hendes interesse. Sansen for kvalitet samt ønsket om at bevare kendskabet til en tekstil verden, der var ved at forsvinde, bragte hende ind i arbejdet for Haandarbejdets Fremme; i årene 1951-64 var hun formand for Århusafdelingen.

PJH arbejdede systematisk, grundigt og uden at forivre sig. Især arbejderne, publiceret i Den Gamle Bys årbog 1930-31 og 1957-58, om navneklude og silkestoffer har stadig relevans. Men hendes væsentligste indsats i dansk museumsverden var, at hun som den eneste uden for Kbh. forenede den tekstile viden, der var opbygget hos de kvindelige inspektører på tekstilafdelingerne på Nationalmuseet og Kunstindustrimuseet, fx ◊•Elna Mygdal. Samtidig fik hun via mange personlige kontakter opbygget den eneste tekstile samling uden for Kbh., der landsdækkende omfattede såvel beklædning og boligtekstiler som kunstindustrielle produkter på et niveau, der nærmede sig hovedstadens. Hun førte sig ofte beskedent frem, vidste vel godt, at hun var blevet, hvad hun var, i kraft af sit ægteskab. Men hun kendte også sit eget værd og skønnede på det, når man appellerede til hendes store viden. Især efter ægtefællens død i 1950 førte hun sig mere frit.

 

Årbog for Den Gamle By, 1983.

Birgitte Kjær

 
Professioner
Museumsinspektører
 
Organisationer
Den Gamle By · Håndarbejdets Fremme
 
Emneord
Tekstiler · Tekstilkunst · Museer · Håndarbejde
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1920'erne · 1930'erne · 1940'erne · 1950'erne
 
Regioner
Vejle Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon