Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Cathrine Horsbøl (1872 - 1947)
Horsbøl, Cathrine Mathilde

1872-1947, snedkermester.

*10.6.1872 i Ribe, †4.5.1947 i Kbh.

Forældre: lærer Jens Christian H. (1828-1904) og Cathrine Mathilde Müller (1834-76).

CH fik allerede som barn lyst til at lære snedkerhåndværket, og 15 år gammel fik hun plads som lærling i fødebyen Ribe. Uddannelsen blev suppleret på Axel Mikkelsens Sløjdskole i Kbh., og senere fik hun arbejde hos snedkermester J.P. Mørck på Vesterbro. Under sin læretid modtog hun støtte fra Marie Rovsings Mindelegat. I 1893 blev hun svend og opnåede broncemedalje for sit svendestykke. Efter en tid at have arbejdet som svend på møbelfabrikant ◊C.B. Hansens snedkerier rejste hun på valsen til udlandet og arbejdede omkring et halvt år i Berlin, før hun fortsatte til Paris for at lære fransk snedkeri at kende. Da det endnu var meget usædvanligt, at kvinder rejste på valsen, lykkedes det hende ikke at få arbejde hos en fransk mester. CH udstillede på Kvindernes Udstilling 1895, og dette bidrog til at gøre hende kendt. Kort derefter nedsatte hun sig som selvstændig mester, et for datiden meget usædvanligt skridt. Det blev derfor bemærket, at Kbh. dette år fik hele to kvindelige snedkermestre, idet ◊•Sophy A. Christensen kort forinden havde etableret sig.

I de første år havde CH sit værksted i Valdemarsgade i en ejendom, hvor hun også selv boede, men hun flyttede derefter til Bredgade, hvor hun kom op på at have 30 ansatte. Hendes udstillingsvinduer vakte megen opsigt. Møblerne, der til dels var blevet til på grundlag af hendes egne tegninger, var karakteristiske ved ret tunge former og megen anvendelse af dekorative elementer. Da økonomien tillod det, erhvervede hun et natursted med adgang ned til Bure Sø. Her trivedes hun i sine ridebukser og med stor cigar, og her boede hun i sommerperioden. Ofte cyklede hun frem og tilbage mellem sommerhus og forretning i sine elskede bukser. Hendes glæde over naturen kom til udtryk gennem en række artikler i dagspressen. CH var umådelig energisk. Det er sagt, at hun sjældent holdt fri. Det var hende, der skaffede ordrer og førte regnskaberne, samtidig med at hun deltog i produktionen af de møbler, der blev fremstillet. I 1919 solgte CH sin forretning for at vie sin tid til andre opgaver. Hun flyttede på landet, hvor hun også fik lejlighed til at dyrke sin interesse for snedkerfaget på ikke-kommerciel basis.

CH var aktiv i Dansk Kvindesamfund og medlem af Indenrigsministeriets Patentkommission omkring århundredskiftet. Hendes interesse for patenter var bl.a. foranlediget af, at hun selv erhvervede et sådant i 1901. Hun havde udviklet et særligt “materiale til sæder og andet brug”, som det hed. Det, hun fik anmeldt, var i virkeligheden et materiale, der kunne bruges som underlag for sæder i møbler. Det var to lag finer med et mellemliggende lag sejldug, lærred eller lignende vævet stof. De tre lag var forbundet med hinanden ved hjælp af almindelig snedkerlim. Materialet kunne udskæres i strimler, af hvilke der kunne flettes sæder til stole og andre møbler.

Buste af Augusta Finne. Foto i KB.

Inger Wiene: En historie om kvindelige håndværkere i 200 år, 1991. Verden og Vi 12/1913. Husmoderens Blad 50/1900.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Henrik Fode

 
Professioner
Snedkermestre
 
Organisationer
Indenrigsministeriets Patentkommission
 
Emneord
Håndværk · Udlandsophold · Møbler · Patenter
 
Tidsperioder
1800-tallet · 1900-tallet · 1890'erne · 1900'erne · 1910'erne
 
Regioner
Ribe Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon