Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Inge Hvid-Møller (1912 - 1970)
Hvid-Møller, Inge

1912-70, skuespiller, instruktør.

*6.10.1912 i Kbh., †18.2.1970 på Frbg.

Forældre: overretssagfører Johannes H.-M. (1885-1959) og Elna Bentzen (1884-1950).

~5.5.1941 (b.v.) med skuespiller Hans-Henrik Krause, *13.3.1918 i Kbh., s. af politimester Richard Christian K. og Johanne Elisabeth Pontoppidan. Ægteskabet opløst 1946.

Efter at have gennemgået Det Kgl. Teaters elevskole var IHM skuespiller ved teatret 1934-36 med debut 1935 som Esther i ◊Henri Nathansens Indenfor Murene. Hun optrådte i en enkelt sæson 1936-37 på Dagmarteatret og var i tre sæsoner 1939-42 knyttet til Århus Teater. 1942 vendte hun tilbage til hovedstaden, hvor hun resten af sin karriere spillede rundt omkring på privatteatrene. Hun vakte i 1942 omgående opmærksomhed som den patologiske morderske Emmy i gyseren Og derfor dræber jeg på Riddersalen. Inden Anden Verdenskrigs afslutning nåede hun at spille Eliza i Shaws Pygmalion på Folketeatret og friherreinden i Strindbergs Baandet på Alléscenen. Her fik hun i 1946 sit afgørende kunstneriske gennembrud i titelrollen i Jean Anouilhs Antigone. Denne præstation som den kompromisløse oprørerske mod statens, kongemagtens, tyranniske fornuft viste på én gang lidenskaben og den senere hen ofte sentimentalt farvede renhed i hendes talent. Hos ◊Meïr Feigenberg først 1948-50 på Riddersalen og derefter 1950-56 på Frbg. Teater, det nuværende Aveny Teatret, spillede hun bl.a. Masja i Tjekhovs Tre søstre, Alice i ◊Kjeld Abells Vetsera blomstrer ikke for enhver, Rebekka West i Henrik Ibsens Rosmersholm og Serafina i Tennessee Williams’ Den tatoverede rose. 1952 vandt hun sin skuespillerkarrieres måske største og smukkeste sejr som kvinden Stella i ◊Finn Methlings monolog Rejsen til de grønne skygger, siden gentaget i tv og radio samt på Odense Teater. På Det Ny Teater var hun bl.a. moderen Eliza Gant i T. Wolfe-dramatiseringen Englen på torvet, og 1961 spillede hun på Ålborg Teater titelrollen i Bertolt Brechts Mutter Courage, instrueret af hendes tidligere ægtefælle Hans-Henrik Krause, begge roller fremstillet med den understrøm af sentimentalitet, der kontrasterede mod og delvis reducerede karakteristikkens format og farlighed.

Sideløbende med sit virke som skuespiller debuterede IHM i 1953 som iscenesætter på Alléscenen med Tjekhovs Onkel Vanja. Herefter var hun i sidste halvdel af 1950’erne knyttet til Riddersalen som instruktør, og instruerede bl.a. L. Pirandellos Nøgen, T. Rattigans Den sovende prins, hvor hun også optrådte som skuespiller, og S. Becketts Vi venter på Godot. Fra 1960’erne helligede hun sig helt virksomheden som instruktør. Hun satte i scene på teatrene i Kbh., bl.a. Vetsera blomstrer ikke for enhver på Det Kgl. Teater og Uanstændigt vidne på Det Ny Teater. Hun gæsteiscenesatte også i Norge og var en hyppigt anvendt instruktør i radioen, hvor hun 1966 blev fast ansat som programmedarbejder i teater- og litteraturafdelingen. Som skuespiller var IHM et af efterkrigsårenes mest interessante kvindelige talenter, som iscenesætter gav hun flere løfter, end hendes tidlige død gjorde det muligt for hende at indfri. Hun tildeltes i 1965 Tagea Brandts Rejselegat.

Tegn. af Hans Lollesgaard i KB. Foto smst.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Jens Kistrup

 
Professioner
Skuespillere · Instruktører
 
Organisationer
 
Emneord
Teater
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1930'erne · 1940'erne · 1950'erne · 1960'erne
 
Regioner
Københavns Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon