Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Elvi Henriksen (1916 - 2003)
Henriksen, Elvi Clara

*1916, pianist.

*6.6.1916 i Berlin.

Forældre: musikartist Sophus William Gerhardt H. (1885-1945) og pianist, artist Clara Frances Elvira Nellie Braatz (1888-1988).

~13.8.1946 med instruktør, balletdanser ◊Niels Bjørn Larsen, *5.10.1913 i Kbh., s. af restauratør Peter Bjørn Sørensen L. og Thyra Alvilde Jacobsen.

Børn: •Dinna (1947).

EHs liv har med hendes egne ord været delt mellem manegen, tribunen og teatret i nævnte rækkefølge. Hendes barndom får man et indtryk af i Margrethe Spies’ bog Det var dengang, 1976. EH og hendes yngre søster Carli er på mødrene side femte generation af artistfamilien Braatz Barra, og hendes forældre, der var musikartister, optrådte i deres unge dage sammen med morforældrene. Da EH nærmede sig skolealderen, ønskede forældrene at blive stationære, og familien slog sig ned på Nørrebro. Børnene fik en opdragelse, der var rettet mod artistlivet og indbefattede ballet- og musikundervisning. Forældrene spillede mange instrumenter, bl.a. concertina. EH fik klaverundervisning af sin moder, der var en meget habil pianist. Som 11-årig deltog hun i Ekstrabladets klaverkonkurrence for børn og kom med i slutrunden. Pianisten ◊•Esther Vagning, der overværede konkurrencen, anbefalede forældrene at lade hende få videregående undervisning uden for hjemmet, og organist Frantz Klæbel blev hendes næste lærer. Som 13-årig debuterede hun i Tivoli på en matine for unge talenter, hvor hun spillede Schumanns Carnaval og en Chopin-afdeling. Anmelderne mente, at der her var et navn, man skulle lægge mærke til, og EH fortsatte sine studier indtil 1932. Både hun og hendes søster var nu ude over skolealderen, og forældrene havde forberedt et varietéprogram, som de rejste rundt med i store dele af Europa i de næste syv år. Familiesammenholdet var så stærkt, at EH på trods af Klæbels modstand valgte at tage med ud at rejse frem for at blive i Kbh. og stile mod en pianistkarriere. I programmet spillede hun firehændigt med moderen, havde en soloafdeling med underholdningsmusik og optrådte desuden på altsaxofon. Hun fortsatte ved siden af med at øve på det klassiske repertoire og lavede endvidere sine egne virtuose parafraser over de underholdningsnumre, hun optrådte med.

I 1939 vendte familien hjem til Kbh., hvor EH efter at have optrådt i endnu en periode i provinsen sammen med faderen genoptog sine klaverstudier, nu hos ◊Alexander Stoffregen, der måtte pille varietéunoderne ud af hende. Hun fik sin voksendebut 1944 med uropførelsen af ◊Svend S. Schultz’ 1. klaverkoncert i Tivoli under ◊Sv. Chr. Felumbs direktion, og anmeldelserne var overvældende positive. EH blev koncertsalens sidste solist, idet den natten efter debuten blev ødelagt af danske nazister, en stor nodesamling brændte, og hun måtte hjælpe Schultz med at rekonstruere klaverkoncerten. I 1947 uropførte hun Schultz’ 2. klaverkoncert og i 1948 hans Capriccio for klaver og orkester ved en torsdagskoncert. Hun spillede en del i radioen og blev i det hele taget efterspurgt som pianist. Inden da havde hun i 1943 haft sin første kontakt med Den Kgl. Ballet, idet hun blev akkompagnatør for ◊Harald og ◊•Margot Lander, dels i forbindelse med en rejse til Spanien, dels i Stockholm. Her akkompagnerede hun også violinisten Mogens Heimann, der levede som flygtning i den svenske hovedstad. I 1950 koreograferede ◊•Nini Theilade Schumanns klaverkoncert, og hun ønskede, at EH skulle spille solostemmen ved opførelsen. Teaterledelsen stillede sig positivt, og denne optræden blev indledningen til 25 års arbejde som ballettens klaversolist i Det Kgl. Kapel. Som sådan var hun bl.a. med til at opføre P. Tjajkovskijs trio i a-mol, A. Skrjabins klaverkoncert, P. Hindemiths Fire Temperamenter for klaver og orkester, S. Prokofjevs 3. klaverkoncert og A. Schönbergs Pierrot Lunaire. I 1961 begyndte EH at undervise teatrets balletbørn i rytmik. Hun interesserede sig meget for den musikalske frasering i ◊August Bournonvilles trin. Inspireret af og i samarbejde med sin datter balletdanseren Dinna Bjørn oversatte hun Bournonvilles danserytmer til rytmeværdier og skabte musikalske modeller for de enkelte trin. I 1979 indspillede hun musik til verdens ældste balletfilm, optaget af ◊Peter Elfelt 1903-06. Som rytmiklærer for balletbørnene stiftede EH i 1965 elevmånedsbladet Takt og Tone. Det udkom fast frem til 1985 under hendes redaktion og med hende selv som næsten ene-bidragyder.

Allerede mens EH var elev hos Stoffregen, tog hun timer i komposition hos ◊Sv. Erik Tarp, men efter nogle års studier lagde hun dette arbejde på hylden til fordel for klaverspillet. Hun har skrevet musik til enkelte balletter og film og desuden en række klaverkompositioner, der blev optaget og udsendt af Danmarks Radio. I 1993 havde hun en foredragsserie på Deutsche Oper i Berlin. Den gentoges året efter på Baron Bolten i Kbh. EH var en klassisk pianist, der havde en utraditionel baggrund og fik en broget karriere. Hun profiterede både menneskeligt og musikalsk af sin periode som musikartist, men det var det seriøse musikrepertoire, der stod hendes hjerte nærmest. Af hædersbevisninger har EH bl.a. fået Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums Rejselegat 1947 og Den Kulturelle Fonds Hæderspris 1972.

Foto i KB.

Berlingske Tidende 24.5.1979.

Inge Bruland

 
Professioner
Pianister
 
Organisationer
Den Kgl. Ballet · Det Kgl. Kapel
 
Emneord
Musik · Udlandsophold · Varieté · Rytmik · Undervisning
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1930'erne · 1940'erne · 1950'erne · 1960'erne · 1970'erne · 1980'erne
 
Regioner
Tyskland
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon