Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Ida Davidsen (1937 - )
Davidsen, Ida

*1937, restauratør.

*1.12.1937 på Frbg.

Forældre: restauratør Per D. (1913-98) og Hedevig Borchorst (1915-87).

~26.8.1966 med restauratør Adam Siesbye, *26.2.1939 i Kbh., s. af vekselerer Svend S. og Païs Wagner.

Børn: Oscar (1967), Mia (1970).

ID er fjerde generation i familiefirmaet Oskar Davidsen, der siden 1888 har drevet vinhandel og restaurationsvirksomhed i Kbh. Hun blev således født ind i en faglig tradition, som hun imidlertid i høj grad har været i stand til at forfine og videreudvikle. Allerede som barn hjalp hun til i virksomheden, bl.a. ved at pille rejer, og så snart hun var færdig med skolen, gik hun i lære som smørrebrødsjomfru, først på Hotel d’Angleterre og Hotel Richmond, senere på et højfjeldshotel i Geilo, Norge, og i restaurant Scandia i Hollywood, USA. Hun vendte derefter tilbage til familievirksomheden. Her havde hendes fader indledt en eksport af smørrebrød, transporteret med fly, og det skabte internationale kontakter. For ID betød det, at hun fik opgaver langt uden for Danmarks grænser. Hun fungerede således som konsulent for det engelske flyselskab British European Airways og boede i nogle måneder i begyndelsen af 1960’erne på Cypern, mens hun forestod opbygningen af BEAs kolde køkken for Europa og Mellemøsten. Hjemvendt derfra introducerede hun kebab og andre retter fra det græske køkkens trækulsgrill i Danmark. I 1964 rejste hun til São Paulo i Brasilien, hvor hun var konsulent i forbindelse med etableringen af en dansk restaurant. Forbindelsen til Brasilien blev vedligeholdt, og siden 1978 har ID sammen med sin mand Adam Siesbye haft det gastronomiske ansvar for den danske restaurant i São Paulo.

Oskar Davidsens vinhandel var blevet etableret på Åboulevarden, og der havde virksomheden adresse til 1965. På det tidspunkt skulle ejendommen imidlertid rives ned, og familien måtte derfor finde et nyt hjemsted til virksomheden. Det blev Søpavillonen frem til 1974, da ID åbnede restaurant i sit eget navn i Store Kongensgade. Ida Davidsens Restaurant har hun siden drevet med hjælp af sin mand og sine to børn. Dens smørrebrødsseddel er halvanden meter lang med 178 forskellige slags smørrebrød og optaget i Guiness’ Rekordbog. Restauranten er kendt langt ud over Danmarks grænser og er med sin blanding af noget kosmopolitisk og noget traditionelt kbh.sk en atmosfæremættet institution. ID er blevet omtalt som ambassadør for det danske smørrebrød, og det er ikke nogen kliche, da hun mere end nogen anden har gjort denne side af det danske køkken verdenskendt. Hun har agiteret for en bedre uddannelse inden for faget, og i 1998 udgav hun Om smørrebrød jeg ved med nogle af sine opskrifter for på den måde at øge opmærksomheden om den gastronomiske specialitet, som hun har viet sit liv, og som hun i kraft af sin faglige dygtighed og sin på en gang venlige og autoritative personlighed har skabt respekt om.

Foto i KB.

Jørgen Fink

 
Professioner
Restauratører · Virksomhedsejere
 
Organisationer
Ida Davidsens Restaurant
 
Emneord
Restauranter · Smørrebrød · Internationalt arbejde · Gastronomi · Fødevarer
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1960'erne · 1970'erne · 1980'erne · 1990'erne
 
Regioner
Frederiksberg Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon