Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Caroline Hammer (1832 - 1915)
Hammer, Caroline

1832-1915, fotograf.

*28.10.1832 i Hulerød, Søborg sg., Frederiksborg amt, †12.1.1915 i Fredensborg, Asminderød sg.

Forældre: distriktskommissær ◊Frederik Abel H. (1791-1877) og Elisabeth Kirstine Lemvigh (1794-1849).

CH var en af de første kvindelige fotografer i Danmark, der var aktiv erhvervsdrivende med eget atelier. Hun stammede fra den fremtrædende sømilitære slægt Hammer, der kom fra Asminderød i Nordsjælland. Som næstsidste barn af en søskendeflok på ni kom hun til verden i Hulerød. Faderen var Frederik H., en berømt nationalhelt fra Napoleonskrigene 1807-14. I 1849 døde moderen, og familien flyttede til den frisiske ø Föhr, hvor broderen, søofficer ◊O.C. H., var blevet udstationeret. Sammen med faderen og tre søstre slog CM sig ned i Villa Idyle ved siden af broderens familie i Wyk.

Hun begyndte at fotografere på øen, som på den tid var et søgt og fashionabelt badested. Det vides ikke, hvem der indførte hende i faget, måske en omrejsende fotograf. Først var hun dog ansat hos en fru Rescheness i den isolerede by Goting, hvor hun lærte at brodere efter lokale traditioner. De første fotografier, hun tog, stammer fra begyndelsen af 1860’erne. Det var udendørsoptagelser ved stranden og på øen, og motiverne var de karakteristiske fiskerbåde og fiskerne, de hestetrukne badehuse på hjul og “fuglekøjer” til at fange vildænder med. Det er tydeligt at se, at den særprægede natur på den frisiske ø fik hendes fotografiske talent til virkelig at udfolde sig. De bevarede portrætter er fra begyndelsen af 1870’erne og viser familien, broderen og hans børn, søstrene, hjemmene og haverne. CH var en dygtig portrætfotograf med blik for modellens karakter, særlig hendes børneportrætter er fremragende. Omkring 1881 blev hun det første kvindelige medlem af Dansk Fotografisk Forening, stiftet 1879.

I 1891 købte CH en grund og byggede hus til sig selv og sine søstre i Fredensborg, nær barndomshjemmet. Hun virkede ikke længere som professionel fotograf, men tog en række fotografier fra villaen og haven. Fotografierne er ikke stemplede, ej heller signerede, dog i enkelte tilfælde med det gamle stempel fra Wyk. De sidste 25 år af sit liv levede hun beskedent af sine opsparede midler. De bevarede værker fra CH med de mange udendørsoptagelser giver indtryk af en energisk og nysgerrig person, der i det nære, beskyttede miljø på Föhr og i sit atelier i tilknytning til Villa Idyle, havde alle muligheder for at forfølge sit fotografiske instinkt. Som professionel fotograf adskiller hun sig fra samtidens kvindelige fotografer, der primært var beskæftiget som medhjælpende hustruer i mørkekammeret eller ved portrætoptagelser i atelieret. CH var på mange måder en undtagelse, og hendes billeder udstråler livsglæde.

Foto i KB.

Tove Hansen (red.): Sølv og salte, 1990. Bjørn Ochsner: Fotografer i og fra Danmark til og med år 1920, 1986.

Tove Thage

 
Professioner
Fotografer
 
Organisationer
 
Emneord
Fotografi
 
Tidsperioder
1800-tallet · 1860'erne · 1870'erne · 1880'erne · 1890'erne
 
Regioner
Frederiksborg Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon