Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Lone Koppel (1938 - )
Koppel, Lone Herman

*1938, operasanger.

*20.5.1938 i Kbh.

Forældre: komponist, professor ◊Herman David K. (1908-98) og Edel Vibeke Clausen-Bruun (1909-76).

~15.6.1961 med redaktør Erik Cosman Lindgren, *11.1.1939 i Kbh., s. af direktør ◊Erik L. og Inger Louise Cosman Levyson. Ægteskabet opløst 1966.

~30.4.1969 (b.v.) med pianist, operachef ◊John Winther, *20.8.1933 i Kbh., s. af overtjener Ove Winther Kristiansen og Inger Julie Johanne Thorsted Mortensen. Ægteskabet opløst 1979.

~23.7.1983 (b.v.) med operasanger Björn Asker, *23.9.1941 i Stockholm, s. af musikdirektør Hilding A. og May Lindquist.

Børn: Mie (1963), Thomas Peter (1965), Nikolaj (1969).

“Atter var hun en stjerne blandt stjernerne. Som Tosca aldrig hørt bedre, aldrig set bedre. Stemmen fabelagtig god fra disse ture af skinsyge og temperament til bønnen – Vissi d’arte – det lyriske hvilepunkt af rent legato inden hun bliver morder. Hun er uhyre musikalsk. Og hun spiller med en fornemmelse for situationen, som er en sjældenhed.” Sådan skrev musikanmelderen Robert Naur i Politiken om den 30-årige LK efter en opførelse af G. Puccinis Tosca på Det Kgl. Teater i 1968, hvor hun spillede sammen med verdenssangeren T. Gobbi. Anmeldelsen af LK peger på de kvaliteter, der har gjort hende til en af de mest spændende og mest benyttede kvindelige operakunstnere i sin generation. Med sine enestående vokale, dramatiske og musikalske evner har hun skabt en lang række kvindeportrætter, som med deres individuelle træk ligger langt fra den konventionelle spillestil, som endnu skæmmede mange operaopførelser i hendes ungdom.

LK er den næstældste af de fire talentfulde børn, der voksede op i hjemmet hos komponisten og klaverprofessoren Herman D. K. og hans hustru cand.phil. Edel Vibeke K. Det var et varmt og trygt hjem med masser af musik. Storesøsteren Therese K. blev klassisk pianist, mens brødrene Thomas K. og Anders K. især har gjort karriere inden for den rytmiske musik. LK sang fra barnsben og havde som 11-årig lært sig at spille så meget klaver, at hun kunne akkompagnere sig selv i de lettere Schubert- og Brahmssange. Hun studerede også operamusik. Efter at have forsøgt sig med Violettas afskedsarie fra Verdis La Traviata løb hun engang grædende ud til moderen i køkkenet med udbruddet: “Nu døde hun, mor!” LK var ikke synderlig glad for at gå i skole og forlod Rysensteen Gymnasium med realeksamen. I skoletiden havde hun fået lidt sporadisk privat sangundervisning hos Randi Teglbjærg og ◊Aksel Schiøtz, men fik først en egentlig vokal uddannelse, da hun som 16-årig kom på Musikkonservatoriet som elev af professor ◊•Dora Sigurdsson. Her grundlagdes LKs gedigne stemmeteknik. Hun sang offentligt ved Corners maleriudstilling i 1955, men først 1961 havde hun sin officielle debutkoncert. Hun blev akkompagneret af sin fader og vakte stor opmærksomhed, bl.a. med uropførelsen af hans 42. Davidssalme, som var skrevet til hende. Operadebuten på Det Kgl. Teater fandt sted i 1962. Rollen, der lå langt fra de partier, der siden er blevet LKs særkende, var den livsglade Musette i Puccinis Bohème. Alligevel blev opførelsen, der også inkluderede Willy Hartmanns debut som Rodolphe, en stor succes, og LK blev hurtigt fast ansat ved teatret. Tv-opførelsen i 1964 af Tosca med Hartmann og ◊Ib Hansen, hvor hun selv sang titelpartiet, gjorde hende for alvor landskendt og bidrog stærkt til operaens stigende popularitet i befolkningen i de følgende år. Her var en ung kvinde, der tålte at blive set i nærbillede, og som gennemlevede Floria Toscas lidenskaber, hendes forelskelse, jalousi og hævntørst, så det blev vedkommende musikdramatik, også for seere, der ikke var operafans. Stemmen er grundlæggende snarere lyrisk-dramatisk end dramatisk. Men af temperament er hun udpræget dramatisk. Det samme er mange af de roller, hun er blevet betroet, og det har indimellem fået hende til at presse stemmens ressourcer til grænsen af dens formåen. 1964-66 var LK ansat på operaen i Kiel, men sang samtidig som gæst på Det Kgl. Teater. I Kiel var den betydelige, alt for tidligt afdøde tyske dirigent P. Ronnefeld en stor faglig inspiration for hende. På Kongens Nytorv blev det den østtyske iscenesætter G. Friedrich, der fik betydning for hendes dramatiske udvikling. Under hans instruktion sang hun bl.a. de kvindelige hovedpartier i Verdis operaer Trubaduren og Simon Boccanegra og P. Tjajkovskijs Eugen Onegin. I tiåret før sin afrejse til Australien i 1973 var hun nationalscenens mest benyttede sopran. Med sin sikre musikalitet udførte hun et væld af roller såvel inden for standardrepertoiret som inden for det nyere repertoire. Til førstnævnte kategori hører Santuzza i Cavalleria rusticana, de to Elisabeth’er i Don Carlos og Tannhäuser, Senta i Den Flyvende Hollænder samt titelrollerne i Fidelio og Ariadne på Naxos. Blandt de nyere operapartier kan nævnes Marie i A. Bergs Wozzeck og titelfiguren i D. Sjostakovitj’ Katerina Ismailova. Hertil kom hovedrollen i broderen Thomas K.s Moderen efter ◊H.C. Andersens eventyr og lady Macbeth i faderens opera over Shakespeares Macbeth. Et særligt højdepunkt blev i 1966 hendes meget roste Salome, hvor hun selv udførte den berømte De syv slørs dans, som ellers ofte overlades til en danser. For tv indspillede hun i disse år hele L. Janáčeks Katja Kabanova og 2. akt af hans Jenufa. 1973-78 var LK ansat som gæst i ◊Jørn Utzons operahus i Sydney, hvor hendes daværende mand John Winther var blevet operachef. Her sang hun en lang række af sine gamle partier. Blandt de nye var Jenny i K. Weills Mahagonny, og Abigails vokalt meget krævende rolle i Verdis Nabucco udførte hun med bravur under Richard Bonynges musikalske ledelse. Tilbage i Kbh. sang hun adskillige af sine gamle partier. Dertil kom kraftpræstationen som Elektra i Richard Strauss’ opera af samme navn. Med denne rolle fejrede hun i 1987 sit 25-års jubilæum ved Det Kgl. Teater. I partier som Ortrud i Lohengrin og Eboli i Don Carlos begyndte LK i 1980’erne med stort held at nærme sig mezzofaget. Efter sin afsked fra Det Kgl. Teater i 1994 har hun flittigt fortsat sin karriere, og det er blevet til adskillige gæsteroller både på Kongens Nytorv og andre steder. Selvom stemmen naturligvis bærer præg af sin indehavers alder, kan hun stadig fængsle et publikum med sit vokale udtryk og sit bevægende spil. Den gamle priorindes dødsscene i F. Poulencs Karmeliterindernes samtaler blev en stor sejr, ligesom det rystende portræt af degnekonen, der dræber sit illegitime barnebarn, i Jenufa. Med troldkvinden Fata Morgana i Kærligheden til de tre appelsiner af S. Prokofjev beviste hun, at også komiske roller ligger inden for hendes mangesidede talent.

Selvom det er som musikdramatisk kunstner, LK især har hævdet sig, så har hun også, især i de yngre år, været en meget benyttet koncertsanger. Hun har medvirket ved torsdagskoncerter, i Radiooperaen og indsunget en mængde klassiske liedprogrammer. Allerede før årene i Australien var hun så småt begyndt at undervise i dramatik på Opera-Akademiet. Efter sin hjemkomst har hun intensiveret denne side af sit arbejde, og det førte til, at operachef ◊Poul Jørgensen i 1993 bad hende instruere ◊Peter Heises Drot og Marsk på Det Kgl. Teater. Bortset fra en cd med Wagnersange, indsunget sammen med hendes nuværende ægtefælle, er det kun lidt, der er tilgængeligt med hende på plade. Men bl.a. Danmarks Radios arkiv indeholder en lang række af hendes præstationer, som forhåbentlig en dag vil blive gjort tilgængelige for offentligheden gennem overførsel til video og cd. LK har sunget opera og koncerteret i de nordiske lande, i England, Tyskland, Holland og New Zealand. Blandt de mange legater, hun har modtaget, er Elisabeth Dons’ Mindelegat 1957 og Tagea Brandts Rejselegat 1971.

LK har altid understreget, at familien har spillet en lige så stor rolle i hendes liv som operakarrieren, og at hun har søgt at holde de to verdener skarpt adskilt. Den ortodokse jødedom, der prægede faderens hjem, men ikke hendes eget, har ikke haft større betydning for hende. En stærk konstitution og gode nerver har været uvurderlige goder i det krævende teaterarbejde, og hun har lykkeligt undgået den sceneskræk, som især rammer mange ældre scenekunstnere.

Foto i KB.

Flemming Behrendt: Fra et hjem med klaver, 1988. Teater 1/1998.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Sten Høgel

 
Professioner
Sangere
 
Organisationer
Det Kgl. Teater · Opera-Akademiet · Den Australske Opera i Sydney
 
Emneord
Opera · Sang · Udlandsophold
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1960'erne · 1970'erne · 1980'erne · 1990'erne
 
Regioner
Københavns Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon