Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Karen Callisen (1882 - 1970)
Kallesen (Callisen), Karen Herdis

1882-1970, museumsinspektør.

*5.4.1882 på Troelstrup Overgård, Tønning sg., †17.1.1970 i Kbh.

Forældre: proprietær Søren Jensen Kallesen (1847-1930) og Anna Pedersen (*1858).

Bofælle 1911-31: lærer Louise Carla Mary Alice Petra Cecilie Heden, *24.7.1878 på Frbg., †30.12.1931 i Kbh., d. af sømandspræst Georg Ludvig Rasmussen H. og Augusta Vilhelmine Bohr.

Bofælle 1931-38: sygeplejerske Signe Beck, *12.5.1888 i Yding sg., †17.8.1938 i Kbh., d. af proprietær Sophus Frederik B. og Anna Louise Christiansen.

Bofælle 1941-63: redaktør Paula Jenny Strelitz, *31.5.1892 i Hamburg, Tyskland, †12.2.1963 i Kbh.

KC blev i 1901 student fra Lang og Hjorts kursus i Kbh. og påbegyndte derefter uddannelsen til fabriksingeniør ved Polyteknisk Læreanstalt. Mens hun læste her, arbejdede hun som stenografassistent i Rigsdagen og som lærer ved Hellerup Gymnasium. Hun var desuden bestyrelsesmedlem i Studentersamfundet og aktivt engageret i Akademisk Roklub, hvor hun var blandt de første kvindelige medlemmer. Professor ◊N.V. Ussings forelæsninger om mineralogi og geologi fascinerede hende i den grad, at hun skiftede over til geologistudiet ved Kbh.s. Universitet. Som den første kvinde herhjemme blev hun i 1915 mag.scient. i mineralogi og krystallografi. Hendes senere arbejde og forskning faldt især inden for petrografi, dvs. systematisk beskrivelse af bjergarter. Allerede i studietiden var hun 1912 blevet knyttet til Mineralogisk Museum ved Kbh.s. Universitet som assistent, en stilling, hun fortsatte i efter sin eksamen. 1919 blev hun amanuensis, og fra 1932 og frem til sin afgang 20 år senere var hun inspektør samme sted, bl.a. med ansvar for museets regnskab. Perioden 1921-47 var hun desuden ansat ved Ingrid Jespersens Skole, hvor hun underviste i naturfag og kemi. 1925 fik hun endnu en bibeskæftigelse som mineralogisk konsulent for kryolitminen ved Ivittuut i Grønland, som hun besøgte flere gange, sidst i 1953.

KCs videnskabelige arbejde var især rettet mod Bornholms mineraler og bjergarter. Disputatsen Beiträge zur Kenntnis des Granitgrundgebirges von Bornholm fra 1932 gav en omhyggelig beskrivelse af Bornholms granitter som en opfølgning af Ussings inddeling og indledende undersøgelser, der var blevet standset ved hans død i 1911. Ussing var gennem hele livet hendes store forbillede. KC foretog endvidere undersøgelser af bjergarter fra bl.a. Grønland og Hongkong og af meteoritter, herunder af de to som faldt i Århus i 1951. Hun var en værdig repræsentant for den klassiske petrografi, som lagde hovedvægten på meget omhyggelige undersøgelser af tyndslib, dvs. tynde skiver af bjergarter, som undersøges under mikroskop. Hendes store erfaringer som petrograf kom smukt til udtryk i håndbogen Sten i farver, som blev udgivet i 1960 i et samarbejde med danske og svenske kolleger. Bogen, der henvender sig til den alment interesserede læser, er siden kommet i mange reviderede udgaver.

KC var særdeles slagfærdig og en særpræget personlighed, der også i sin umiddelbare fremtoning skilte sig ud fra mængden. Hun røg store cigarer, var altid i følge med sin kæmpemæssige schæferhund og gik utraditionelt klædt i en buksedragt, egnet til ekskursionerne på Grønland og til Bornholms klipper. Hun var engageret i samfundsforhold og havde litterære interesser. ◊Georg Brandes kendte hun fra tiden i Studentersamfundet, og omgangskredsen omfattede ◊Harald og ◊Niels Bohr samt rektorerne ◊•H. Adler, ◊Hans Hartvig-Møller og ◊•Helga Lund. KCs personlige mod viste sig bl.a. ved, at hun under Anden Verdenskrig holdt en jødisk veninde skjult for tyskerne. KC var et ordensmenneske, som nidkært varetog de samlinger og det økonomiske ansvar, hun var betroet. Redelighed var hende en æressag, og hun var en af de 11 geologer, som offentligt kritiserede ◊Lauge Kochs bog om Grønlands geologi fra 1935 for dens faglige mangler. Episoden vakte stor offentlig opmærksomhed, ikke mindst fordi Koch svarede igen med at stævne sine fagfæller for injurier. KC var formand for Dansk Geologisk Forening 1933-34. 1936 blev hun hædret med Tagea Brandts Rejselegat.

Foto i KB.

Årsskrift for Dansk Geologisk Forening, 1971.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Henning Sørensen

 
Professioner
Akademikere · Lærere · Doktorer · Forskere · Museumsinspektører
 
Organisationer
Studentersamfundet · Mineralogisk Museum · Københavns Universitet · Ingrid Jespersens Skole · Dansk Geologisk Forening
 
Emneord
Museer · Geologi · Petrografi · Grønland · Bornholm · Gymnasieskolen
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1910'erne · 1920'erne · 1930'erne · 1940'erne · 1950'erne
 
Regioner
Vejle Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon