Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Klara Dupont (1906 - 1984)
Dupont, Klara Johanne

1906-84, programkonsulent.

*31.5.1906 i Århus, †5.11.1984 i Skanderborg.

Forældre: kleinsmed Ewald Winterberg (1882-1930) og Jenny Sørine Christensen (1886-1949).

~29.8.1929 (b.v.) med redaktør, politiker Wilhelm Eriksen D., *29.8.1906 i Ålborg, †25.4.1974 i Skanderborg, s. af former Jakob Hans Peter D. og Bertha Margrethe Eriksen.

Børn: Anni (1933), Willi (1936).

KDs forældre var begge blandt den århusianske fagbevægelses pionerer. Faderen var aktiv i Socialdemokratiet og i Smedenes Fagforening og desuden formand for Arbejdernes Produktionsforening i Århus. Moderen blev den første formand for det socialdemokratiske kvindeudvalg i Århus nordre kreds og var desuden formand for Mødrehjælpsforeningen. Selv kom KD tidligt med i arbejderbevægelsen. Hun blev medlem af De Unges Idræt, hvor hun mødte sin kommende ægtefælle Wilhelm D. Siden var de begge med i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. KD ville gerne have uddannet sig til husholdningslærerinde, men kom i stedet i lære i Århus Brugsforening og var i nogle år bestyrer af en afdeling. For at bøde på sin spinkle uddannelse, tog hun på højskole, bl.a. Rødding Højskole og Arbejderhøjskolen. Disse ophold fik vedblivende betydning, bl.a. for hendes senere foredragsvirksomhed.

I 1940 fik KDs mand stilling som redaktør af Demokraten i Skanderborg, og familien, der nu også omfattede to børn, flyttede til byen. Som hun selv udtrykte det, var stillingen som lokalredaktør lidt af “en fodermesterplads, hvor konen måtte arbejde med”. Hun passede kontor, førte regnskab, delte aviser ud, gjorde rent og fyrede hver dag op i redaktionens tre kakkelovne. Men hun gik også til møder og tog referater, der skulle sendes med posten tidligt den følgende morgen. Da hendes ægtefælle i 1954 blev valgt til byens borgmester, fik hun af Social-Demokratens kontrolkomité, der var ejer af bladet, tilladelse til at fungere som hans afløser, indtil han i 1957 blev medlem af Folketinget og opgav redaktørjobbet. Redaktionsarbejdet afholdt dog ikke KD fra også at engagere sig i socialt og politisk organisationsarbejde. Sammen med sin moder havde hun allerede som ung været med til at starte det socialdemokratiske kvindeudvalg i Århus. Da hun og hendes mand første gang deltog i en generalforsamling i den socialdemokratiske vælgerforening i Skanderborg, var hun den eneste kvinde, der var til stede i salen. Det måtte ændres, og hun gik straks i gang med at starte et kvindeudvalg. Det kom i gang i 1940, og KD blev den første formand og forblev på posten til sin død.

Under den tyske besættelse 1940-45 arbejdede byens kvindeorganisationer sammen, bl.a. i Danske Kvinders Beredskab og Danske Kvinders Samfundstjeneste, hvis Skanderborgafdelinger KD i 1949 blev formand for. Da amtskvindeudvalget for Skanderborg oprettedes i 1946, blev hun også formand for dette. Hun ledede desuden en lang række studiekredse og underviste bl.a. i hygiejne og barnepleje. Under Besættelsen havde kvindeudvalget lagt grunden til den senere husmoderafløsning, ikke kun for at hjælpe husmødrene, men også for at skaffe arbejdspladser og dermed forhindre, at kvinder blev henvist til at arbejde for tyskerne. Kvindeudvalget startede i 1956 Unge Husmødres Klub, der havde til formål at modvirke den ensomhedsfølelse og isolation, som mange unge husmødre oplevede. Klubben dannede forbillede for tilsvarende klubber rundt omkring i andre kvindeudvalg. Det arbejde for de ældre i kommunen, som kvindeudvalget satte i gang, fortsatte KD ved i 1970 at etablere en af de såkaldte bette nøk-forretninger i Skanderborg, hvortil pensionister kunne levere og sælge håndarbejder. I 1949 udpegedes KD, Milla Kristjansen, mangeårig sekretær i Kvindernes Radio-Landsudvalg, og ◊•Ellen Villemoes Andersen, landsformand for De Samvirkende Danske Husholdningsforeninger, til tre nyoprettede stillinger som programkonsulenter ved Danmarks Radio (DR). Konsulenterne fik til opgave at rådgive generelt om kvindestof i DRs udsendelser. Fra 1956 fungerede KD også som programmedarbejder ved de deciderede kvindeudsendelser, bl.a. det meget hørte Familiespejlet. Da DR i 1971 erstattede programkonsulenterne med et kvindeudvalg, blev KD medlem. Udvalget blev dog nedlagt allerede det følgende år ved en strukturomlægning i DR.

KD var 1951 suppleant til Landstinget, og 1964 var hun opstillet til Folketinget uden dog at blive valgt. Fra 1955 var hun medlem af det socialdemokratiske tidsskrift Frie Kvinders redaktion som repræsentant for provinsens kvinder. 1959 blev hun medlem af AOF (Arbejdernes Oplysningsforbunds) bestyrelse. Bortset fra hende havde bestyrelsen kun haft ét kvindeligt medlem, nemlig Kvindeligt Arbejderforbunds formand •Alvilda Andersen, som var trådt ud godt 20 år før. 1960 blev KD som den første kvinde udpeget til AOFs forretningsudvalg som repræsentant for Socialdemokratiet, en post, hun varetog de næste ti år. Gennem hele sit liv var KD en hyppigt anvendt foredragsholder. Socialdemokratiet repræsenterede for hende ikke blot et parti, men også en livsholdning, der prægede ethvert af hendes foredrag. Emnerækken omfattede forbrugerspørgsmål, litteratur, hvor yndlingsforfatteren var ◊Jeppe Aakjær, og kvindepolitik. Hun betragtede sig ikke som kvindesagskvinde eller blåstrømpe, som hun selv kaldte det. “Vi skal ikke stræbe efter at blive ligesom mændene,” erklærede hun i et interview i 1961. Derimod skulle kvinderne stræbe efter “at bygge på samfundet” og stille sig ved mændenes side “i det arbejde der er at gøre.” Gennem et meget virksomt liv efterlevede hun selv dette.

Foto i ABA, KB.

Privatarkiv fælles med ægtefællen i ABA.

Karin Sandvad

 
Professioner
Programkonsulenter · Redaktører · Foredragsholdere
 
Organisationer
Socialdemokratiet · Demokraten · Danske Kvinders Beredskab · Danske Kvinders Samfundstjeneste · Unge Husmødres Klub · Danmarks Radio · Frie Kvinder · Arbejdernes Oplysningsforbund (AOF)
 
Emneord
Radio · Politik · Aviser · Kvindepolitik
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1940'erne · 1950'erne · 1960'erne
 
Regioner
Århus Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon