Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Thora Fiedler (1854 - 1941)
Fiedler, Thora Nielsen

1854-1941, sygeplejerske, forstander.

*15.3.1854 i Nyborg, †14.3.1941 i Frederiksberg, Lynge sg., Sorø amt.

Forældre: birkedommer ◊Harald Valdemar F. (1808-87) og Marie Sophie Kirstine Jensen (1830-1905).

TFs fader var den alsidige Har.V. F., der virkede som landmand, vejinspektør, birkedommer og fiskerikonsulent. Både hun og hendes to yngre søstre •Thora (g. Knudsen) og •Elisif F. fik et for den tid usædvanlig aktivt kvindeliv. Forældrene fulgte heller ikke selv ganske normerne; der var 22 år mellem dem, de blev gift seks år efter TFs fødsel, i dølgsmål under navnet Nielsen, og legitimerede hende først i 1869. Alle tre piger begyndte en sygeplejerskeuddannelse i 1886-87, Thora og Elisif på Frederiks Hospital, TF på Kommunehospitalet som elev under Dansk Røde Kors (DRK). Det tog dengang kun 15 måneder at blive Røde Kors (RK)-søster, men disse sygeplejersker havde høj status, idet foreningen i modsætning til hospitalerne havde et fast uddannelsesprogram, således at eleverne kom gennem alle discipliner.

I 1888 begyndte den nu 34-årige TF at gå ud som privatsygeplejerske for DRKs bureau. I 1893 var en af privatpatienterne forstanderinde ◊•Johanne Petersen, der siden 1874 havde ledet en lille skole for lamme piger og netop oprettet Hjemmet for Vanføre, begge dele i tilslutning til Samfundet for Vanføre (SV). Institutionen, der var stiftet i 1872 af pastor ◊Hans Knudsen, havde ikke egen sygeplejerske, men brugte skiftende RK-søstre. Johanne Petersen fandt i TF ikke blot en fortrinlig sygeplejerske, men også “et Menneske, man ikke skulle slippe”. Interessen var gensidig, og i 1894 blev TF fastansat. Samfundets sygestue havde seks senge og et lille værksted, men inden der var gået to år havde hun udbygget det, så bandageriet både kunne forsyne institutionen selv og levere til hospitaler og private.

TF var en stor, kraftig kvinde, der beskrives som selve “den vandrende Energi”. Hendes hovedopgave lå på operationsstuen, men praktisk anlagt som hun var, begyndte hun snart selv at konstruere nye bandager og proteser. Efter arbejdstid eksperimenterede hun i et lille køkken med at hærde stål og læder, smede, dreje metal osv. Når prototyperne var udviklet, satte hun patienterne til at producere proteserne som arbejdsterapi. Med tiden blev det til regulære smede-, sadelmager- og skrædderværksteder, som TF ledede ved siden af sit sygeplejearbejde. Hun havde talent for at finde netop den rette til hver opgave, og med årene opbyggede hun en fast, og trofast, stab af handicappede til værkstederne, hvor også en snes unge til stadighed var i lære. For at lette patienter og medarbejdere opfandt hun sindrige proteser og andre hjælpemidler, så flere selv kunne klare spisning, påklædning, toilette og deltage i arbejdet. Værkstederne skaffede handicappede et godt lønnet arbejde og sparede SV mange penge, og efterhånden blev institutionen forbillede for andre lignende. Den voksede støt og flyttede fra beskedne omgivelser i Stormgade til en statelig ejendom på Esplanaden. I 1908 blev TF klinikforstanderinde. Omkring Første Verdenskrig havde klinikken 100 senge, hvor flere tusinde patienter årligt blev behandlet, og under krigen strømmede eksperter til fra de krigsførende lande for at lære at fremstille bandager og proteser efter TFs modeller.

Mens TF var drivkraften i klinikken og bandageriet, var Johanne Petersen “den sammensatte Organismes store urolige Hjerte”. De var energiske, havde begge evnen til retfærdig harme og drøftede alt. Med TFs impulsive og sprudlende temperament og Petersens mere rolige væsen kom de ikke sjældent i disput om institutionens anliggender, men “inderst inde var Venskabsbaandet, som ikke brast”. TF havde naturligvis støtte i SVs læger og bestyrelse, men der var i samtiden ingen tvivl om, at hun var primus motor i institutionens enorme udvikling, der førte til ansættelse af over 50 medarbejdere. I 1913, 100-året for stifterens fødsel, modtog hun Fortjenstmedaljen i guld, og ved sit 25-års jubilæum i 1919 blev hun fejret med store gaver, bl.a. et beløb fra personalet, som hun brugte til at stifte Frk. Fiedlers Legat. I et interview i anledning af jubilæet rådede hun journalisten til at skaffe sig oplysning om hendes meriter andetsteds: “forlang ikke, at jeg skal give mig til at fordybe mig i mig selv”. Hun ville kun udtale, at skønt 64 år gammel var hun aldeles ikke færdig med livet. Ikke desto mindre trådte hun få måneder efter jubilæet tilbage, angiveligt på grund af en øjenlidelse. Da klinikkens overlæge imidlertid fratrådte samme dato, har der formentlig været tale om interne problemer.

Søsteren Thora Knudsen havde været dybt involveret i en strid omkring dannelsen af Dansk Sygeplejeråd (DSR), Elisif F. var i nogle år redaktør af Tidsskrift for Sygepleje, og de formåede begge at skabe ravage i tidens debatter med deres stærke meninger. TF, der havde været medlem af DSR fra begyndelsen, havde kanaliseret sine kræfter i andre retninger, men var også organisatorisk interesseret; hun var 1901-19 medlem af DSRs repræsentantskab og bestyrelsesmedlem i Dansk Arbejde. Sit lange otium, 22 år, tilbragte hun på Sorøegnen, hvor hendes forældre havde boet, og hun blev som de begravet ved Holsteinborg.

Mal. fra 1919 af Herman Vedel i Hans Knudsen Instituttet.

Beretning fra Samfundet og Hjemmet for Vanføre Aaret 1922-23. Tidens Kvinder 6/1919.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Barbara Zalewski

 
Professioner
Sygeplejersker · Oversygeplejersker · Forstandere · Legatstiftere
 
Organisationer
Samfundet for Vanføre (se Samfundet og Hjemmet for Vanføre) · Frk. Fiedlers Legat · Dansk Arbejde
 
Emneord
Sygepleje · Handicappede · Proteser · Hædersbevisninger
 
Tidsperioder
1800-tallet · 1900-tallet · 1890'erne · 1900'erne · 1910'erne
 
Regioner
Fyns Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon