Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Henni Forchhammer (1863 - 1955)
Forchhammer, Henriette (Henni) Sophie

1863-1955, lærer, kvindesagsforkæmper.

*8.3.1863 i Ålborg, †31.5.1955 på Frbg.

Forældre: rektor ◊Johannes Nicolai Georg F. (1827-1909) og Abigael Marie Bing Ebbesen (1840-88).

Gennem en lang årrække var HF en af den danske kvindebevægelses mest fremtrædende skikkelser. Hendes mangeårige formandskab for paraplyorganisationen Danske Kvinders Nationalråd (DKN) faldt i den vigtige periode under og efter stemmerettens opnåelse 1915. Som delegeret i Folkeforbundet fra 1920 blev hun desuden en af de første kvinder, der erobrede en rolle i officiel dansk udenrigspolitik. Trods sin centrale placering var hun ikke typen på en robust og handlekraftig kvindesagskvinde, og hun er ofte blevet beskrevet som idealisten, der brændte så stærkt for sagen, at hun på trods af sit tilbageholdende, nærmest konfliktsky væsen alligevel påtog sig en ledende rolle. HF var født ind i et privilegeret og lærd miljø på Herlufsholm Kostskole, hvor hendes fader Johannes F. var rektor 1872-92. I den store søskendeflok tog alle otte brødre akademiske uddannelser, mens HF og tre yngre søstre blev undervist i hjemmet. Selve tanken om, at piger kunne tage en længere uddannelse eller endog gå på universitetet, var fjern for provinsmiljøet i Herlufsholm. Trods det var HF heldig at befinde sig i et intellektuelt stimulerende miljø, hvor interesserne rakte fra sprog, historie og musik til moderne teknik. I den fremgangsrige familie fik brødrene flotte karrierer som ingeniører og tale- og sangpædagoger, og en broder ◊Ejnar F. blev en berømt operasanger. To søstre giftede sig, en blev sygeplejerske, mens HF kom til at virke som sproglærerinde. Hun forblev stærkt knyttet til barndomshjemmet og den store familie gennem sit lange liv.

Interessen for sprog og pædagogik var HF så at sige opflasket med, bl.a. gennem sin norske moder og rejser til Norge, og ved selvstudier lærte hun sig engelsk og tysk. Omkring 1880 fulgte hun privatlærerindekurset på N. Zahles Skole og begyndte derefter at undervise sine yngre brødre og søstre. Men med moderens død i 1888 var de lyse og lykkelige dage på Herlufsholm forbi. Ansvaret for husholdningen og de små søskende kom derefter til at hvile tungt på hendes skuldre. I 1892 tog faderen sin afsked, og familien flyttede til Kbh. HF havde herefter fælles bopæl med faderen til hans død i 1909, derefter sammen med søsteren Lulla Traustedt. Vinteren 1892 tilbragte hun sammen med faderen og en søster i Italien, og de italienskstudier, hun allerede havde indledt, blev her fortsat. Efter hjemkomsten underviste hun nogle år i italiensk og udgav allerede 1895 lærebogen Elementær italiensk Lydlære. I en periode studerede hun fonetik og engelsk på Kbh.s Universitet hos professor ◊Otto Jespersen, samtidig med at hun gav privatundervisning i engelsk og underviste udlændinge i dansk. I de følgende år udgav hun flere meget anvendte lærebøger, bl.a. Lærebog i Engelsk, 1900, og How to learn Danish, 1906. Begge bøger kom i mange udgaver frem til slutningen af 1940’erne, og lærebogen for udlændinge blev desuden udsendt i en fransk, tysk og hollandsk udgave. Fra 1907 underviste hun i fonetik på Statens Feriekursus i engelsk og udnævntes 1915 til kursets leder. Som sproglærer hyldede hun sin tids moderne principper med fx lydskrift og anvendelse af sammenhængende tekster.

Efter flytningen til Kbh. engagerede HF sig i kvindebevægelsen, bl.a. i Dansk Kvindesamfund. Det blev dog dannelsen af DKN i 1899, der bragte hende frem i kvindebevægelsens forreste række. Allerede samme år deltog hun i en international kongres i London, der blev afholdt af International Council of Women (ICW). Om mødet med kvindesagskvinder fra andre lande fortalte hun senere, at “det var en uforglemmelig Oplevelse at træffe fremragende Kvinder fra mange Lande med fælles Interesser og fælles Stræben i al Forskellighed.” Ved denne og senere lejligheder var det til stor nytte for hende, at hun kunne tale flydende engelsk. Således måtte hun ret improviseret holde en tale ved åbningsmødet som stedfortræder for DKNs første formand ◊•Ida Falbe-Hansen. Den meget generte HF var debuteret som offentlig taler på et folkeuniversitetskursus i Sverige 1895, og både her og senere krævede det altid en vis overvindelse for hende at tage ordet i offentlige forsamlinger. 1900-04 var HF formand for DKN, og i hele den vigtige periode 1913-31 beklædte hun igen posten. Hendes primære opgave blev at fremme samarbejdet mellem kvindeforeningerne indadtil i DKN og udadtil gennem ICW. I hendes formandstid voksede DKN stærkt, fra 35 tilsluttede organisationer med 39.000 medlemmer i 1913 til 53 organisationer med 80.000 medlemmer i 1931. I sin egenskab af DKNs formand tilfaldt der hende den ære at blive den første kvinde, der talte i Rigsdagen, efter at kvinder havde opnået stemmeret ved grundlovsændringen i 1915. Som ordfører for kvindetoget den 5. juni 1915 gav hun fra Rigsdagens talerstol udtryk for kvindernes glæde over, men ikke tak for, de nyvundne politiske rettigheder. Efter 1915 tog rådet fat på spørgsmål som kvindearbejdsløsheden under Første Verdenskrig, kvindeligt politi, gifte kvinders statsborgerret og erhvervsrettigheder samt forbedret lovgivning for mødre og børn. Med HFs støtte fik også afholdsorganisationernes krav om alkoholoplysning og -forbud en markant placering på DKNs dagsorden.

I perioden 1914-30 beklædte HF posten som en af vicepræsidenterne i ICW, og særlig under Første Verdenskrig kom hun til at spille en central rolle som neutral formidler af kontakter mellem nationalrådene i de krigsførende lande. Hun engagerede sig også dybt i periodens fredsbestræbelser. Allerede i 1907 havde hun været deltager i den ICW-deputation, der forelagde en adresse om nødvendigheden af en fast voldgiftsdomstol for den 2. fredskonference i Haag. Første Verdenskrig intensiverede kvindebevægelsens fredsarbejde, og HF støttede stærkt dannelsen af Women’s International League for Peace and Freedom, selvom hun på grund af sygdom var forhindret i at deltage i den stiftende kongres i Haag 1915. Hun deltog dog i den efterfølgende kongres i Zürich 1919, ligesom hun var en af de delegerede ved den såkaldte Ford-fredskonference i Stockholm 1916. I 1932 overrakte hun på danske kvinders vegne 400.000 underskrifter med krav om afmilitarisering til nedrustningskonferencen i Genève. Gennem årene støttede hun trofast det danske fredsarbejde i Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed og i Dansk Freds- og Folkeforbundsforening, bl.a. som en utrættelig foredragsholder i skoler, forsamlingshuse og foreninger.

Planerne om at danne et Folkenes Forbund (FF) blev konkretiseret under fredsforhandlingerne i Paris efter Første Verdenskrig, og Danmark blev medlem fra starten i 1920. Allerede fra 1919 arbejdede en række kvindeorganisationer aktivt for at sikre, at en af de tre danske repræsentanter til FF blev en kvinde. Det lykkedes ikke, men regeringen fandt det dog opportunt at tage et vist hensyn til kvindernes ønsker, og HF udpegedes 1920 som teknisk delegeret vedrørende kvindespørgsmål. Med sine brede internationale erfaringer var hun nærmest selvskreven til posten, og hun kunne samme år indtage sin plads som en af blot tre kvindelige deltagere i FFs første delegeretforsamling i Genève. De to andre var også skandinaver, nemlig professor Kristine Bonnevie fra Norge og Anna Bugge Wicksell fra Sverige. Det opsigtsvækkende lå især i, at de tre fik status som officielle regeringsdelegater, hvilket indvarslede en ny og større rolle for kvinder i international politik. HF udnævntes 1923 til suppleant ved den danske delegation, og hendes deltagelse i de årlige FF-forsamlinger i Genève kom til at strække sig helt til 1937. Fra starten involverede hun sig stærkt i spørgsmålet om handel med kvinder og børn, der omfattede både den såkaldte hvide slavehandel og problemet med deporterede kvinder under verdenskrigen. Allerede under den første forsamling valgtes hun som ordfører for det udvalg, der behandlede spørgsmålet, og blev i denne egenskab den første kvinde, der talte i FFs plenarforsamling den 15. november 1920. Det var en begivenhed, der tiltrak sig stærk opmærksomhed, og selv så hun betydningen deri, at det var “af Vigtighed, at den første Kvinde, som talte i Folkeforbundet, ikke kludrede .. Dernæst vilde jeg nødig gøre mit Land Skam, og endelig talte jeg jo paa alle mine Medsøstres Vegne Verden over.” Hendes tale, der fremhævede betydningen af en international indsats mod handelen med kvinder og børn, blev mødt af stærkt bifald og fik også en effekt derved, at den førte til nedsættelsen af en undersøgelseskommission. HF var også ved de følgende samlinger med til at præge arbejdet på dette område, et af de felter, hvor FF fik størst held med sine bestræbelser. Hendes utrættelige indsats for at fastholde FFs støtte til missionæren ◊•Karen Jeppes arbejde blandt armenske flygtninge i Syrien var således afgørende for denne virksomheds succes. I 1926 foretog hun selv en rejse til Syrien og skildrede sine indtryk i det lille skrift Et Besøg hos Karen Jeppe, 1926. På samme måde støttede hun det arbejde, der blev gjort af Fridtjof Nansen, FFs overkommissær for flygtninge og krigsfanger.

Også på andre punkter ydede KF en pionerindsats i FF, fx rejste hun som den første i 1930 spørgsmålet om gifte kvinders statsborgerskab. Den udbredte praksis, hvor den gifte kvindes nationalitet altid fulgte den udenlandske ægtefælles, havde især under Første Verdenskrig været til ulykke for mange kvinder. Et bredere ligestillingsinitiativ tog de kvindelige delegerede i 1935 med kravet om vedtagelse af en egentlig international ligeretskonvention. Selvom det på ligeretsområdet viste sig langt vanskeligere end på det sociale område at komme igennem med forbedringer, var det en landvinding, at det lykkedes at få ligeretsproblematikken placeret på den storpolitiske dagsorden. Dette arbejde blev siden fortsat af bl.a. ◊•Bodil Begtrup, der afløste HF som delegeret i 1938. HFs spinkle skikkelse fyldte ikke meget på talerstolen, men hendes nøgterne stil gjorde sig godt i den internationale sammenhæng, og ved sin uangribelighed og sin beherskelse af det diplomatiske sprogs virkemidler var hun med til at bane vejen for yngre og veluddannede kvindelige diplomater efter Anden Verdenskrig.

Under arbejdet i Genève knyttede HF kontakter og venskab med en række af den internationale kvindebevægelses ledende personligheder, fx den engelske leder af FFs sociale sekretariat Rachel Crowdy, den schweiziske fredsaktivist Clara Ragaz og amerikaneren Jane Addams, hvis berømte sociale settlement Hull House i Chicago hun senere besøgte. HF blev efterhånden et kendt ansigt og blev inviteret på foredragsturnéer både i England 1928 og i USA 1931. Skønt hun ikke ønskede nogen personlig anerkendelse for sit arbejde, modtog hun dog flere beviser for kvindebevægelsens taknemmelighed, bl.a. blev hun som den eneste dansker portrætteret i værket Führende Frauen Europas, 1928, og i 1930 udnævntes hun til æresvicepræsident i ICW. I Danmark blev hun æresformand for DKN 1933, og i 1932 modtog hun Fortjenstmedaljen i guld. Efter sin afgang fra FF 1937 levede hun roligt, men deltog fortsat i organisationsarbejde, bl.a. i Den danske Nationalkomité til Bekæmpelse af Handel med Kvinder og Børn og som medstifter af Red Barnet i 1945. I årtier ernærede HF sig nøjsomt af sit undervisningsarbejde, og til det sidste spinkede og sparede hun, bl.a. for at kunne oprette et legat i DKNs regi. Hendes rejselegat skulle tilfalde en kvinde, der i udlandet ønskede at studere fredsarbejde, samfundsforhold eller skolevæsen. HF døde i 1955. Hun ønskede ingen blomster ved sin båre og ingen ydre deltagelse.

Tegn. af Oscar Matthiesen. Tegn. fra 1931 af Julie Marstrand. Tegn. af Lazar. Foto i KB, DKN.

Karen Hjorth (red.): Handlingens kvinder, 2000.

Privatarkiv i RA.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Hanne Rimmen Nielsen

 
Professioner
Kvindesagsforkæmpere · Lærere · Legatstiftere · Foredragsholdere
 
Organisationer
Red Barnet · Danske Kvinders Nationalråd (se Dansk Kvinderåd) · Folkeforbundet (se FN) · International Council of Women · Statens Feriekursus · Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed (se Danske Kvinders Fredskæde) · Dansk Freds- og Folkebundsforening · Nationalkomité til Bekæmpelse af Handel med Kvinder og Børn
 
Emneord
Gamle kvindebevægelse · Stemmeret · Kvindepolitik · International politik · Ligestillingspolitik · Fredssagen · Handel med kvinder · Forberedelseskurser · Pacifisme · Lærebøger · Udlandsophold · Hædersbevisninger
 
Tidsperioder
1800-tallet · 1900-tallet · 1890'erne · 1900'erne · 1910'erne · 1920'erne · 1930'erne
 
Regioner
Nordjyllands Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon