Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Louise Conring (1824 - 1891)
Conring, Louise Martinie Laurette

1824-91, diakonisse, forstander.

*1.3.1824 på Rungstedgård, Hørsholm sg., †1.4.1891 på Frbg.

Forældre: toldforvalter August Georg Carl C. (1790-1878) og Hanne Christiane Braëm (1794-1839).

LC var et skrøbeligt lille barn, der først sent lærte at gå, og som tilbragte de fleste af sin barndoms vintre i sengen. Hun blev født i sine morforældres hjem på Rungstedgård, og her tilbragte hun somrene med moderen og sine søskende, efter at faderen i 1829 var blevet toldkontrollør i Rendsborg. Familien faldt aldrig til i hertugdømmerne, og LC kom på grund af sit dårlige helbred meget lidt i skole. Moderen underviste selv de to døtre i bibelhistorie og fransk, resten tog forskellige lærere og lærerinder sig af i hjemmet. I 13-års alderen fik hun trang til at gå i kirke, fik lov af sin lidt forbløffede moder og blev derefter regelmæssig kirkegænger. Hun så det selv som “Helligaandens Virkning i det døbte Barns Hjerte”. I 1839 døde moderen, og måske under indtryk af sorg og ensomhed følte LC nu trang til mere kristendomskundskab og fik hos en stedlig præst en undervisning og konfirmationsforberedelse, der kom til at præge hende resten af livet. Hun “indviedes i Gudfrygtighedens Hemmeligheder”, skrev hun senere.

1848-51 var LC i Kbh., og det blev tre lykkelige år. Hun kom i kredse, der stod enkedronning ◊•Caroline Amalie nær, og blev af hende opfordret til at deltage i det velgørenhedsarbejde, som velstillede kvinder på det tidspunkt udførte i hovedstaden, bl.a. i Dronning Caroline Amalies kvindelige Plejeforening og i Børneplejeforeningen. Efter nogle trange år i Neustadt, hvor faderen 1841 var blevet toldforvalter, blev LC i 1855 udnævnt til den nyoprettede stilling som inspektrice ved Fødselsstiftelsen, der dengang var ansvarlig for ca. 400 børn. Fødselsstiftelsen ønskede et kvindeligt tilsyn med de børn, der var i privat pleje ude i byen, og med de mødre med børn, der opholdt sig i stiftelsen. LC blev den første kvinde i Danmark, der modtog en sådan udnævnelse, og havde hun ikke fra sit tidligere velgørenhedsarbejde fået indblik i den elendighed, der herskede blandt de dårligst stillede i storbyen, så fik hun det nu. Og nøden var voksende, ofte følte hun, at hun ikke magtede byrderne. Hun fik hjælp og støtte fra sognepræst ved Garnisons Kirke ◊Nicolai Gottlieb Blædel og hans hustru Henriette og fra Mandagskredsen hos enkedronning Caroline Amalie, hvor hun traf prinsesse, senere dronning ◊•Louise.

I Neustadttiden havde LC sat sig ind i filantropen Amalie Sievekings arbejde blandt Hamburgs fattige og pastor T. Fliedners virksomhed i diakonissehuset i Kaiserswerth, som han sammen med sin hustru Friederike havde stiftet i 1836. Hun følte sig tiltrukket af den kvindelige diakoni, der i denne periode under indflydelse af den stærke vækkelse i Tyskland og af Fliedners eksempel førte til oprettelse af adskillige lignende stiftelser, få år senere også i Norge og Sverige. Hun skød imidlertid tankerne om selv at gøre en indsats som diakonisse til side, fordi hun stadig sloges med sit svage helbred. I 1861 begyndte prinsesse Louise at lede efter en dansk kvinde, der kunne påtage sig at føre diakonien til Danmark. Blædel anbefalede hende bl.a. LC, og efter en studierejse til diakonissehuset i Stockholm sagde LC ja til at gå videre med arbejdet. Opfordringen var hende en ubeskrivelig glæde, skønt manglende tillid til egen formåen sled på hende i de ca. halvandet år, hun 1862-63 tilbragte som prøvesøster ved tyske diakonissehuse. I marts 1863 blev hun som den første danske kvinde indviet til diakonissegerningen af Fliedner selv i Kaiserswerth.

Formentlig var LC ikke den bedst egnede frontfigur. Hun døjede livet igennem med sit afvisende væsen over for fremmede, og hun var ude af stand til at gå på kompromis med sin overbevisning. Dertil kom, at hun knyttede sig tæt til ganske få på bekostning af andres adgang til hendes fortrolighed. Men hun var principfast, havde menneskeforstand, en ukuelig arbejdsevne og tænkte i store linier. På trods af sit væsen var hun en glimrende fundraiser, og hun vandt i sit 28-årige virke de mange diakonissers ubetingede tillid. Hendes æstetiske sans var et aktiv, hun skabte tradition for smukke rammer og venlige interiører i hospital og moderhus. Begyndelsen var beskeden. I maj 1863 indviedes den danske diakonissestiftelse i et rummeligt stuehus i Frbg. Smallegade mellem grønne marker og med plads til 8-10 patienter. Fra Stockholm kom en diakonisse som LCs hjælper, og i løbet af de første to år voksede antallet af danske prøvesøstre til seks. Men begyndelsen var også besværlig. Den kvindelige diakoni, hvis oprindelse går tilbage til oldkirken, kan karakteriseres som social-filantropi, der ikke blot rummer konkret hjælp ved sygdom og nød, men tillige sjælepleje. Der aflægges intet klosterløfte, men diakonissen indvies til et arbejde, der gensidigt forpligter hende og moderhuset. Dette bånd kan begge parter bryde, hvis det ønskes, indtil 1969 fx ved ægteskab. Grundvolden er den evangelisk-lutherske kirke og dens trossætninger. Ikke desto mindre fandt nyskabelsen ikke bred tilslutning fra danske præster. Et moment, der nok ikke skal undervurderes, var, at bevægelsens udspring var tysk og stemningen i Danmark op til den anden slesvigske krig 1864 meget tyskfjendtlig. Sjællands biskop ◊H. Martensen afslog at træde ind i bestyrelsen og svarede sin kollega i Viborg ◊Otto Laub, der spurgte, om tendensen ikke var “katoliserende”, at han selv ville indtage en afventende stilling: “Det normale vilde være, at der først skulde fremstaa en Mand, der var begejstret for Sagens Fremførelse i vort Fædreland.” Martensen blev dog senere sagen en trofast støtte. Mange andre sluttede sig til, bl.a. biskop ◊G.P. Brammer i Århus, der i 1863 udsendte en lille bog, hvis indtægter skulle gå til Diakonissestiftelsen. Endvidere udgav pædagogen ◊•Maria Bojesen 1863 en pjece om Kaiserswerth, og ikke mindst kammerherre ◊P.H. Classen stillede sig til rådighed. Men diakonissen var en nyskabelse, og LCs dragt vakte opsigt, hvor hun færdedes.

Ti år efter den spæde begyndelse kunne prinsesse Louise nedlægge grundstenen til det store bygningskompleks på Peter Bangsvej, og tre år efter i 1876 kunne Diakonissestiftelsen flytte ind i sit blivende hjem. Allerede et par år efter åbningen i 1863 havde LC måttet finde større lokaler, og det må først og fremmest tilskrives hende og hendes uforlignelige støtter, dronningen og Diakonissestiftelsens præst og bestyrelsesformand ◊Harald Stein, at bestyrelsen lod sig overtale til at gå ind i endog meget store byggeplaner. Disse omfattede opførelse af en kirke i forbindelse med moderhuset, et foretagende, som stiftelsen ikke selv havde mulighed for at finansiere. Emmauskirken blev, og er stadig, en privat kirke under folkekirkens tilsyn og åben for alle, hvilket styrkede Diakonissestiftelsens bånd til det omgivende samfund. Hvor LC i de første år gang på gang tænkte stort og måtte kæmpe mod bestyrelsen og sagens øvrige støtter, viste det sig, at hun havde haft ret. Det nye hospital havde 60 senge, i huset boede 20 søstre, men Diakonissestiftelsens arbejde rakte allerede da langt ud i det omgivende samfund. Den første station, begyndelsen til menighedsplejen, blev oprettet i Århus 1872, og samtidig var søstre blevet udstationeret på sygehuse rundt om i landet. Der var børnehjem i Sorø, sygehjem for kronisk syge i Kbh., et hjem for tjenestepiger og en gratis pigeskole. I alt var 28 diakonisser i arbejde ved 10-års jubilæet i 1873, i 1880-81 var antallet steget til 86. En af LCs yndlingstanker, et hjem for faldne kvinder, blev overtaget af hendes trofaste veninde ◊•Thora Esche.

Økonomien bag de mange initiativer var og blev det springende punkt, men dels modtog Diakonissestiftelsen efterhånden store testamentariske gaver og årlige beløb fra kilder, der strakte sig fra kongehus til jævne borgere, dels optog mange præster sagen og foranstaltede kollekt i kirkerne til fordel for den. LC var en fremragende administrator, der forstod at samarbejde med de regnskabskyndige mænd, der i tidens løb stillede sig til hendes rådighed. Hun overlod ret hurtigt ledelsen af sygeplejen til en af de først uddannede diakonisser, den begavede søster Anna Buch, som hun knyttede sig tæt til. I forholdet til Buch lå kimen til den interne strid i Diakonissestiftelsens tidlige historie. Buch spærrede andre adgangen til LC, hendes arbejdsområde blev for stort, og hun og hospitalets læge J.A. Holstein forligedes dårligt. Da Holstein i 1880 satte sin stilling ind på at få Buch flyttet til andet arbejde og blev støttet af Stein, nægtede LC at følge bestyrelsens henstilling. Dronning Louise forsøgte forgæves at mægle. Udfaldet blev, at såvel Holstein som Stein forlod Diakonissestiftelsen. Sagen, der var omtrent samtidig med en strid om grænserne for en diakonisses blufærdighed ved pleje af mandlige patienter, skadede Diakonissestiftelsens omdømme, så meget mere som der ved samme tid rejste sig kritik af diakonissernes mangelfulde oplæring i sygepleje.

Retrospektivt fortæller striden især om LCs styrke og suverænitet. Da sagen om Buch blussede op igen i 1889, denne gang under pressens bevågenhed, følte LC, at hun måtte trække sig fra forstanderposten. Først efter klog og kærlig indgriben fra dronning Louises side lod hun sig overtale til at ændre visse arbejdsforhold og blive på sin post. LC var, så længe hun levede, diakonissesagens bannerfører frem for nogen og derfor uundværlig. Hun efterlod sig ved sin død i 1891 en livskraftig institution, der på folkekirkelig grund spredte sit arbejdsnet ud over hele landet.

Tegn. af J.V. Gertner. Træsnit fra 1900 af H.P. Hansen. Foto i Diakonissestiftelsen.

Søster Sophie: Frøken Louise Conrings Person og Liv, 1918. Karen Hjorth (red.): Handlingens kvinder, 2000. Svend Hauge: I troskab mod kaldet, 1963. N. Dalhoff: Den danske Diakonissestiftelse 1863-1913, 1913. Den danske Diakonissestiftelses Aarbog, 1923-24.

Diakonissestiftelsens arkiv i Diakonissestiftelsen.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Adda Hilden

 
Professioner
Diakonisser · Forstandere
 
Organisationer
Fødselsstiftelsen · Diakonissestiftelsen
 
Emneord
Børneforsorg · Filantropi · Kristendom · Socialt arbejde · Hospitaler · Sygepleje · Diakonissestiftelser · Udenlandske uddannelser
 
Tidsperioder
1800-tallet · 1850'erne · 1860'erne · 1870'erne · 1880'erne
 
Regioner
Frederiksborg Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon