Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Emma Cortes (1829 - 1890)
Cortes, Emma

1829-90, skuespiller, instruktør.

*9.6.1829 i Kbh., †11.3.1890 i Odense.

~med skuespiller, danselærer Frederik Sørensen, *1819, †1915. Ægteskabet opløst.

~19.8.1859 med skuespiller, teaterdirektør ◊Thomas C., *1.9.1819 i Kbh., †24.10.1901 smst., s. af styrmand Thomas C. og Dorothea Elisabeth Smith.

Børn: Georg, Johan Ludvig (1861), Carl Oscar (1864), Wilhelm (1867).

EC mistede tidligt sine jødiske forældre og blev opdraget hos en grosserer Rothenborg. Hun var 12-13 år, da hun blev privatelev af ◊•Johanne Luise Heiberg. Læreårene kulminerede i et års indstudering af Shakespeares Julie. Hendes debut i denne rolle i 1845 på Det Kgl. Teater mod ◊Michael Wiehes Romeo delte sindene. Med sit udtryksfulde ansigt og sin smukke stemme spillede hun intelligent og med bemærkelsesværdig teknik, men hun stak åbenbart for meget af med sin lille adrætte skikkelse og spillede ikke nok ud trods et stærkt tragisk udspil til slut. Satirebladet Corsaren spurgte, om teatret protegerede hende i misforstået tolerance, fordi hun var jøde. “Galleriet vil see Jfr. Julie, en satans nydelig og forbandet rask Tøs paa 18 Aar, der leger Julie,” var ◊Søren Kierkegaards mening, og skuespilleren ◊Thomas Overskous vurdering lød blot: “en lille raffineret Julle.” Polemikken om hendes optræden sammenfatter forfatteren ◊•Henriette Hanck i et brev til ◊H.C. Andersen således: “Hun skal være styg og kjøn, have naturligt Anlæg og dog være en fuldkommen Copie af fru Heiberg.” Resultatet var i hvert fald, at direktionen ikke ansatte hende.

I stedet tog EC indtil sin død det lange, seje træk i turnélivet. Fra 1846 spillede hun sig op til alsidig førstekraft i Müllers førende provinsselskab, hvor hun uden besvær spændte over sin lærer fru Heibergs sværvægtere i elskerindefaget. Hun giftede sig første gang med kollegaen Frederik Sørensen og sammen fik de en søn. Ved en optræden i Odense i 1850 hørte digteren ◊Emil Aarestrup hende deklamere, og han erklærede, at hun gjorde det “med Følelse og Forstand – jeg græd –.” 1851-53 spillede hun fast i Odense, og her mødte hun den begavede og ambitiøse ◊Thomas C., der ligesom hun så teatret som et kald og siden blev hendes ægtefælle. I hans turnéselskab i Norge fik hun 1853-70 sine bedste år som hovedkraft, og hun blev hurtigt uundværlig som instruktør. ECs spil blev prist som en større scene værdigt. Hun hævede selskabets skuespiltekniske niveau, fuldt bakket op af sin mands satsning på solid indstudering, bedste kostumer, sceneudstyr og turnéstandard. Deres seriøse baggrund i Heibergtraditionen og sikre sans, også for ◊Ludvig Holberg og ny dramatik blev da også højt værdsat. Deres faste base var længe Trondheim, og sommerretræten var altid Kbh. Efter at de begge var blevet skilt, giftede de sig 1859. Fra 1861 til 1867 fødte hun yderligere tre sønner. Den første opkaldte de med personlig tilladelse efter forfatteren ◊J.L. Heiberg.

1866-70 drev parret Bergens teater. Med EC i hovedrollerne gjorde de en pionerindsats for Henrik Ibsen med Gildet paa Solhaug, Fru Inger til Østraat, Hærmændene paa Helgeland og 4. akt af Brand. Ligeledes var Bjørnstjerne Bjørnson på deres repertoire med De Nygifte, 1866, og Maria Stuart i Skotland, 1867, hvor EC spillede på hele affektregistret. Også ECs ranke norske bondekone Ragnhild i ◊Adam Oehlenschlägers Dronning Margareta og hendes gribende Hermione i Shakespeares Et Vintereventyr blev husket. Hun lod sig sjældent fotografere, men er dog i 1876 portrætteret som Clothilde i O. Feuillets lystspil Det første graa Haar, en rolle, hun ofte spillede.

Da ECs ældste søn, som Thomas C. havde adopteret, var 14 år gammel, emigrerede han til USA. I 1868, da den ældste af de tilbageblevne drenge skulle i skole, satte EC alle tre sønner i familiepension i Kbh. Men de trivedes ikke, og samtidig gik den norske kampagne for teater på norsk Cortesselskabet imod. 1870-71 forsøgte ægtefællen at slå igennem på Vesterbros Teater i Kbh. med et bredt repertoire, men fra 1871 stod den på jysk-fynsk turné med base i Århus og Odense og med fortsættelse af Ibsen-linien: De Unges Forbund, 1871, og Samfundets Støtter, 1878, med EC som Lona Hessel. I sine sidste år kæmpede EC mod kræft. Hun optrådte nu kun sjældent, men tog dog elever i Kbh., og flere husker varmt hendes generøsitet og strenge professionalisme. Efter en optræden i Odense 1890 døde hun, 60 år gammel. Hendes ven forfatteren ◊Herman Bang skrev beundrende, at selv i turnésliddet “var hun urørt forblevet den, hun var: en nobel Dyrkerske af den store Stil, det skønne Sprog og det fuldttonende Vers”, og han opfordrede et fremtidigt byteater til at sætte hende et varigt minde. I 1946 udgav barnebarnet, oversætteren Emma Cortes Erindrings-Bog om Teaterdirektør Th. Cortes og Skuespillerinden Emma Cortes.

Daguerreotypi fra ca. 1845 i Teatermus. Foto i Teatermus., Den gamle By, Århus.

Kela Kvam (red.): Dansk teaterhistorie, 1992-93. Gunnar Sandfeld: Thalia i provinsen, 1980. Gunnar Sandfeld: Komedianter og skuespillere, 1971.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Janne Risum

 
Professioner
Skuespillere · Instruktører
 
Organisationer
Odense Teater · Bergens Teater · Cortesselskabet
 
Emneord
Teater · Internationalt arbejde
 
Tidsperioder
1800-tallet · 1850'erne · 1860'erne · 1870'erne · 1880'erne
 
Regioner
Københavns Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon